Henter indhold

11. februar 2018

Annonce:
Opinion
Hvem vil dog lave udlændingepolitik med De Radikale?
Mads og Monologen: Hvis de Radikale vil slå op med Socialdemokratiet – hvor skulle de dog så gå hen?
11. februar 2018

Det Radikale Venstre er i ugens løb kommet med en ganske opsigtsvækkende udmelding til det kongelige danske socialdemokrati: Giv os indflydelse på udlændingepolitikken, ellers vil vi ikke støtte Mette Frederiksen som statsminister. Hvorefter den radikale leder drager på opdagelsesrejse ud i ghettoerne for at se problemerne lige i øjnene der mellem boksetrænere og SSP-konsulenter. Godt nok kun i tre dage, men stadigvæk.

Det står selvfølgelig De Radikale frit for, hvilken regering de vil bakke op om. Selvom sådan en truen sig til opmærksomhed mere er noget, man forventer fra denne verdens Pelle Dragsteder, Anders Samuelsener og Pernille Vermunde, end man forventer det fra et sindigt, gammelt regeringsparti.

Med Inger og Tulle mod solnedgangen
Men nuvel, lad os lege med tanken et øjeblik. Morten Østergaard får et pænt nej af det gamle arbejderparti. Udlændingespørgsmålet er for vigtigt et område og for stor en samfundsudfordring til, at den kan være overladt til den radikale ledelses fornemmelse for sne.

Så vil De Radikale, hvis man skal tro dem selv, lede efter andre jagtmarker for at lempe udlændingepolitikken. Men hvem skulle dog have lyst til at tage med De Radikale på den rejse?

Er det Inger Støjberg eller Kristian Thulesen Dahl, der skal tage Det Radikale Venstre ved hånden og ride ud mod solnedgangen for endeligt at finde det sted på prærien, hvor udlændingepolitikken kan lempes?

Naturligvis ikke, for situationen er den, at der ikke er flertal for Det Radikale Venstres udlændingepolitik i
Folketinget. Eller i befolkningen for den sags skyld.

En råbekonkurrence
Forståeligt nok, for i 30 år har vi forsøgt det, De Radikale opfordrer os til. Gået til tingene med et åbent sind og uden nogen form for idé om, hvad vi foretager os, men håbet, at velvilje og medmenneskelighed ville bringe os i mål.

Problemet er, at det jo har vist sig ikke at være nok. Vi kan ikke ved tonens og intentionernes kraft løse integrationsproblemerne. Dialogkaffe løser ikke flygtningekrisen. Den erkendelse har efterhånden bredt sig på tværs af det politiske spektrum.

I årevis har udlændingepolitik været noget med, at Zenia Stampe-typer og Martin Henriksen-typer stod i hvert sit hjørne og råbte ad hinanden, mens problemerne bare voksede sig større og større og større. Det nytter ikke længere. Det tror jeg, de fleste er klar over. Både i befolkningen og i Folketinget.

Derfor klinger den radikale trussel så hult. Og de radikale tønder buldrer så meget.

For hvem ved deres fulde fem kunne dog finde på at sige, at godt nok har Morten Østergaard og slænget taget fejl i 30 år, men nu har han besøgt et alment boligbyggeri i tre dage, så vi giver ham en chance mere?

Mads Havskov Hansen skriver “Mads og Monologen” på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO