Hver tiende vælger overvejer at stemme på Løkkes parti

9,3 procent anser det for sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil stemme på Lars Løkkes parti, viser ny måling.
Hvis Lars Løkke Rasmussen lykkes med at få et nyt parti på stemmesedlen til næste folketingsvalg, vil hver tiende vælger overveje at sætte kryds ud for den tidligere statsministers parti.

Det viser en ny måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau ifølge Jyllands-Posten.

I alt 9,3 procent af de 1071 adspurgte anser det for at være ”meget sandsynligt” eller ”sandsynligt”, at de kan finde på at stemme på den mangeårige tidligere formand for Venstre, som den 1. januar meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger.

De er fordelt på 2,1 procent, som svarer ”meget sandsynligt”, mens 7,2 procent anser det for ”sandsynligt”, at de kan finde på at stemme på Lars Løkke Rasmussens nye parti.

11,9 procent svarer, at det er ”hverken sandsynligt eller usandsynligt”, at de vil stemme på hans parti.

16,9 procent af de adspurgte vurderer det til at være ”usandsynligt”, at de kan finde på at stemme på partiet, mens 55,6 procent svarer, at det er ”meget usandsynligt”.

De resterende 6,3 procent svarer ”ved ikke”.

Lignende målinger tidligere

Lignende målinger har tidligere været lavet på andre nye partier.

Eksempelvis svarede 10,8 procent i 2016 i en Voxmeter-måling, at de ville stemme på Nye Borgerlige. Det skete i en lignende måling, hvor de adspurgte ikke skulle forholde sig til andre partier.

Ved folketingsvalget i 2019 fik Nye Borgerlige dog kun 2,4 procent af stemmerne.

Den seneste måling om, hvorvidt vælgerne vil overveje at stemme på Lars Løkke Rasmussens parti, er gennemført som en webundersøgelse i perioden den 9. april til den 16. april blandt repræsentativt udvalgte personer over 18 år.

Tim Tørnqvist Jensen er journaliststuderende på Roskilde Universitet og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Dvs sige at 100 ud af 1000, tja, det tror jeg så ikke på, siger noget, for de vælgere aner ikke, hvad de stemmer på, da Løkke ikke har et parti endnu, endsige en konkret politik. Ej heller kandidater. så hvad er det konkret der svares ja til, om Løkke er en flink fyr?? ja man har set ham på P3, og der var han sjov, hallo !!! ja siger 10 %, det er jo hvad deres svar indebærer.

mon ikke det er på tide at få nedsat en kommission der kan undersøge hvor mange menneskeliv Lars Lykke og de blå partier har kostet med deres nedskæringer på sygehusvæsnet igennem mange år

Jeg kan altså ikke glemme, at LLR går med silkeunderbukser.
Så mon ikke hans politik vil afspejle det behov.
Sagt på en anden måde: han er altså svær at tage alvorligt.

Løkke - tag nu hjem til Færøerne...og undgå en total ydmygelse...

Hellere en stor mand i en lille sø end en lille mand i en stor sø Det ma å være Løkkes mening.

Der er blevet stille om Løkke, da journalisterne begyndte at spørge ind til projektets substans, hans kandidater m.m. Vi fik et familieportræt i stedet, og de fyldte da meget, men det siger jo intet om substansen i hans omtalte nye parti.

Annonce