Hver tredje socialrådgiver er stresset og ATP-direktør trækker sig

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
En ny uge er i gang, og Netavisen Pio har en Aktuelt klar.

Direktør for ATP Christian Hyldah har valgt selv at trække sig fra posten efter kritik af en række tvivlsomme aktiehandler, som blev foretaget i hans tid som chef for Nordea Markets.

En ny undersøgelse viser, at østeuropæere vælger at slå rødder i Danmark, og derfor er polakker i dag den næststørste udenlandske befolkningsgruppe i Danmark.

Og så er hver tredje socialrådgiver ofte eller hele tiden stressede.

Velkommen til.
 

Ny undersøgelse: polakker og rumænere bliver i Danmark

En ny undersøgelse viser, at stadig flere østeuropæere vælger at slå rødder i Danmark. Knap 15 år efter at Europa blev udvidet med 12 øst- og centraleuropæiske lande, er antallet af især polakker og rumænere bosat i Danmark mangedoblet.

Antallet af polakker, der bor permanent i Danmark, nærmer sig nu 50.000.

Den polske gruppe er i dag den næststørste udenlandske befolkningsgruppe i Danmark efter den tyrkiske.

Og antallet af polakker i Danmark stiger år for år. Sidste år blev der født 756 børn af polske mødre i Danmark, og 50.467 arbejdstagere fra Polen fandt vej til Danmark.


Tendensen er, at stadig flere opgiver at pendle og være udstationeret midlertidigt i Danmark. I stedet finder de permanent bolig og slår sig ned med familien i Danmark.

Læs mere om undersøgelsen her.

 

ATP-direktør trækker sig

Efter længere tids pres har ATP-direktør Christian Hyldahl i dag valgt at opsige sin stilling.

Det sker i kølvandet på afsløringer af en række tvivlsomme aktiehandler, som blev foretaget, mens Hyldahl var chef for Nordea Markets tilbage i 00'erne.

placeholder

“Jeg har truffet beslutningen om at opsige mit job, fordi dele af omverdenen, som ATP er afhængig af, ikke har tillid til mig som direktør for ATP, og jeg må drage den konklusion, at der ikke er udsigt til, at dette vil ændre sig”, skriver han i en pressemeddelelse.

Christian Hyldahl har tidligere givet udtryk for, at transaktionerne i Schweiz var helt efter bogen og afvist, at han havde noget at skamme sig over.

Han har dog også sagt, at han er blevet klogere efterfølgende, og at han ikke ville gøre de samme ting i dag.

Læs mere her.
 

Hver tredje socialrådgiver er stresset

Hver tredje socialrådgiver er ifølge en ny undersøgelse ofte eller hele tiden stressede.

Det er dobbelt så mange som lønmodtagerne generelt.

“Tallene er alarmerende høje, og det skal vi tage meget alvorligt - på arbejdspladserne men i høj grad også politisk. Det kan ikke være rigtigt, at de mennesker, vi har ansat til at tage hånd om nogle af samfundets mest udsatte borgere, bliver syge af at gå på arbejde. Det er helt uacceptabelt, at det står så slemt til. Det kan hverken socialrådgiverne, borgerne eller samfundet være tjent med,” skriver Dansk Socialrådgiverforenings nye formand, Mads Bilstrup.

Mads Bilstrup uddyber i pressemeddelelsen:

“Hvis du skal hjælpe et menneske, der lige har mistet sit sidste familiemedlem, hverken har hjem eller job og kæmper med et misbrug, så kræver det tid. Men den tid har mange af vores medlemmer ikke, og det er uholdbart for både borgerne og socialrådgiverne”

Læs historien her. 
 

Socialdemokratiet foreslår ny millionærskat

En ny super-millionærskat og fire andre forslag fra Socialdemokratiet skal skaffe 3 mia. kroner ekstra til velfærdsforbedringer.

Omkring 1.000 danskere blive berørt af den nye skat, og partiet vurderer selv, forslaget vil give en ekstra skatteindtægt på 400 millioner kr.

"Toppen må ikke stikke helt af fra alle os andre, som vi har set det i USA. Så galt er det heldigvis ikke gået herhjemme, men også i Danmark er de allerhøjeste lønninger steget rigtig meget de senere år. Vi vil give virksomhederne en god grund til at tænke sig ekstra godt om, før de giver meget store lønforhøjelser til topledelsen," siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, i et skriftligt svar til Mandag Morgen.

Læs mere her.
 

Livsfarlige arbejdsforhold i Østafrikas største havn

De mennesker, der fragter te og kaffe til Danmark, har farlige arbejdsforhold og risikerer invaliderende ulykker, viser ny undersøgelse fra Danwatch.

For de mange arbejdere, der laster de store containerskibe i Østafrikas største havn, er det en farlig arbejdsplads, og en lokal organisation anslår, at omkring 50 mennesker er udsat for en ulykke på havnen hver måned.

Danwatch har besøgt den store havn i Kenya og talt med en række af havnens arbejdere.

“Det var en grim ulykke. Lastbilen kom over ham, og han blev delt i mange stykker. De kunne ikke gøre andet end at komme og samle alle delene”, sådan beskriver en af de arbejdere, som Danwatch har talt med, sin arbejdskammerats dødsulykke på havnen i Mombasa.


Læs mere her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce