“Hvis bare alle socialdemokrater var som Mette Frederiksen”
“Hvis bare alle socialdemokrater var som Mette Frederiksen”
Stor ros fra Tysklands måske kommende kansler, formanden for de tyske kristendemokrater, Friedrich Merz, til den danske statsminister

Friedrich Merz (CDU), formand og Mette Frederiksen (S), statsminister - Fotografik: Lea Damsgaard Lyng
Statsminister, formand for Socialdemokratiet, Mette Frederiksen, høstede i weekenden ros fra uventet kant.
“Hvis bare alle socialdemokrater var som Mette Frederiksen,” udtalte formanden for det tyske kristendemokratiske parti, CDU, Friedrich Merz, således under weekendens historiske sikkerhedskonference i München.
Merz er favorit til at indtage kanslerposten efter søndagens valg i Tyskland
Merz er favorit til at indtage kanslerposten efter søndagens valg i Tyskland efter socialdemokraten Olaf Scholz, der står til et pænt stort nederlag.
Det er den tyske avis, Tagesspiegel, der referer de rosende ord til den danske statsminister.
Tagesspiegel noterer i sin reportage fra sikkerhedskonferencen, at “den danske regeringschef i årevis har været kendt for sine bramfri udtalelser”.
“Den brave dansker”
Tagesspiegel fremhæver, at Mette Frederiksen kæmper for, at Ukraine får opfyldt sit ønske om at blive medlem af Nato. Og for at mene, at “det, Ukraine har mest brug for, er våben og ammunition”.
"Vi giver dem ikke, hvad vi har lovet, heller ikke de luftforsvarssystemer, vi har lovet, kritiserede danskeren,” citerer den tyske avis Danmarks statsminister.
To procent af BNP til forsvar er ikke nær nok
Tagesspiegel citerer også Mette Frederiksen for, at Europa skal "lære at forsvare sig selv – og det meget hurtigt. To procent af BNP til forsvar er ikke nær nok."
Udtalelser, som altså, ifølge Tagesspiegel, fik kansler-kandidaten for CDU/CSU til at rose “den brave dansker”.
Dansk udspil: 50 milliarder kroner oveni
I kølvandet på sikkerhedskonferencen i München i weekenden og Paris-mødet mandag spiller den danske regering, ifølge en række medier, ud med en såkaldt accelerations-fond på 50 milliarder kroner, som skal lægges oveni i cirka 200 milliarder frem mod 2033, som et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om at afsætte til et forstærket dansk forsvar de kommende år.
- Ifølge udspillet skal de første 25 milliarder kroner bruges i år. Og de sidste 25 milliarder kroner næste år. Ifølge DR skaffes pengene til de 50 milliarder kroner via det økonomiske råderum og lån.
- Samtidig ønsker regeringen Danmark oprustet efter en særlig hurtig procedure - uden om de normale og ganske langsommelige og bureaukratiske udbudsregler... Det har forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) oplyst.
- Under Folketingets spørgetime tirsdag oplyste statsminister Mette Frederiksen, at regeringen også foreslår, at forsvarschefen får mere beslutningskraft: "Det bliver nødt til at være forsvarschefen, der træffer beslutningerne i de kommende år – vi har ikke tid til lange politiske diskussioner og drøftelser," forklarede statsministeren fra Folketingets talerstol tirsdag eftermiddag.
- Med de ekstra 50 milliarder kroner vil Danmarks forsvarsbudget stige fra de nuværende 2,4 procent af bnp til tre procent af bnp.
- Ifølge statsminister Mette Frederiksen vil hun gøre alt for at opretholde velfærdssamfundet samtidig med, at Danmark skal opruste på forsvarsområdet: "Jeg kommer ikke til at ofre det danske velfærdssamfund. Når vi skal opruste for et kæmpe milliardbeløb, så kommer det til at tage penge fra andre formål. Noget vi kunne have gjort anderledes og bedre, og i det skal vi have en ordentlig social balance."
- Regeringen vil onsdag morgen præsentere den nærmere speed op-plan for partierne bag forsvarsforliget på et møde i Statsministeriet.
Kommentarer
Merz lyder som godt nyt for
Med den slags venner har
Rusland må og skal tabe deres
Tilføj kommentar