Annonce

Hvis Bossen hed Birger

Hvad nu hvis 'Bossen' ikke hed Bruce Springsteen og kom fra New Jersey, men hed Birger Kildesten og kom fra Amager? Lad os lege med tanken og se, hvordan hans liv ville forme sig.
Bossen. Bruce Springsteen. Rockikonet fra New Jersey. Mr. Working Class Hero. Rundet af klassiske ‘blue collar’-værdier. Hvad nu, hvis 'The Boss' kom fra simple kår I Danmark?

Lad os prøve at lege med tanken om Bruce som den danske rocklegende Birger Kildesten fra Amager. Hvem er han, hvordan blev han en legende og hvordan blev han socialdemokratisk partitrubadur?

Synger om ungdommens traumer
Opvæksten på Amager former Birgers værdier. Fortællingerne flyder over middagsbordet, når Birgers far bringer arbejdernes virkelighed med hjem fra dokken på B&W. Eller fra mors frie, men fysisk hårde job som hjemmehjælper, hvor hun slæber kul og koks fra kælderen op til de gamle, der sidder i små utætte lejligheder flere etager oppe.

Birger og kammeraterne får afløb for tingenes tilstand igennem musikken. Da Birger får fat i en elektrisk guitar sker der noget med ham. Rockrytmerne og hans ord passer pludselig sammen.

Reaktionen på udviklingen i Danmark er ikke til at tage fejl af på ’Født til flugts’ titelnummer

Og pludselig er de der så. Birger og Ålandsgade-orkestret. Fra en lille bæverding på Kastrupvej kæmper de sig stædigt gennem det københavnske natteliv og slår pludselig et kæmpe hul i den danske lydmur i 1975 med det legendariske album ’Født til flugt’.

Med albummet behandler Birger og kammeraterne fra Ålandsgade de traumer, som de forudgående politisk tumultariske år i Danmark - især jordskredsvalget - og Vietnamkrigen sætter i den danske ungdom. Reaktionen på udviklingen i Danmark er ikke til at tage fejl af på ’Født til flugts’ titelnummer.

Kendt for støtte til fagbevægelsen og Socialdemokratiet
Birgers politiske engagement og sociale indignation ser vi for alvor i starten af 80’erne, hvor han med albummet ’Nakskov’ skildrer Underdanmark med sin knastørre vokal og en akustisk guitar.

Birgers gode ven, filminstruktøren og multikunstneren Erik Clausen er da heller ikke sen til at fremhæve Birger som artist. I et interview med musikmagasinet Gaffa i 1984 er han ren i spyttet: "Jeg ser Shu-Bi-Dua som et børneorkester, ligesom ham, der synger 'Hip hurra, det er min fødselsdag'... Jeg synes ikke, det er kunst. Det synes jeg, TV-2 er. Eller Birger Kildesten."

Mette Frederiksen, nyder godt af Kildestens politiske engagement

Politisk er Kildesten nok allermest kendt for sit indædte forsvar af fagbevægelsen. Når Birger og Ålandsgade-orkestret den 20. juli spiller op til maratonkoncert i Horsens, vil det være på en bund af det evigt virale hit om netop fagforeningernes sejre. For som han siger: "Fagforeningerne har været og er den eneste stærke og effektive stemme arbejderne har i det her land".

Det politiske engagement i Socialdemokratiet er med årene blevet mere og mere omfangsrigt. I 2005 kastede han sig aktivt ind i kampagnen for at få Helle Thorning-Schmidt valgt som ny partiformand – blandt andet med en slagsang og en miniturné. Også partiets nye formand og statsministerkandidat, Mette Frederiksen, nyder godt af Kildestens politiske engagement og evne til at tale til danskerne med sin guitar.

Tak for musikken, Birger – du er stadig Bossen.

 
Jeanette Ellen Bauer er uddannet kontorassistent og cand. comm. Hun er tidligere regionspolitiker for S og arbejder som chefkonsulent i en fagforening.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Flere artikler om emnet

Annonce