Hvis vejen mod døden bliver for lang, skal folk have lov til at stoppe den.

Mads og Monologen: Vi skal tillade mennesker den kontrol, der ligger i at kunne sige stop.
For nyligt var jeg med i en befolkningsundersøgelse om kræft. I den forbindelse skulle jeg udfylde et længere spørgeskema om mit helbred. Det var sådan set rimelig lige ud ad landevejen. Med undtagelse af ét spørgsmål: Jeg skulle svare på, om jeg forventede, at mit helbred ville blive dårligere i fremtiden.

Jeg endte med at svare ”ved ikke”, fordi jeg ikke kendte tidshorisonten. Jeg er 25 år og ved almindelig godt helbred. Jeg har ikke nogen grund til at tro, at mit helbred bliver værre i den nærmeste fremtid.

Men selvom mit helbred ikke fejler noget, kan jeg ikke flygte fra det faktum, at mit helbred på et tidspunkt bliver dårligere. Måske pludseligt, måske gradvist. Uanset hvordan det sker, bliver mit helbred dårligere en dag. Og på et eller andet tidspunkt bliver mit helbred så dårligt, at jeg dør af det.

Befri mennesket fra kontroltabet
Det skræmmer mig. At jeg skal dø en dag. Jeg tror på et liv efter døden, så det er ikke det med ikke at være her mere, der skræmmer mig. Det skræmmende er det kontroltab, der ligger i mødet med døden. Den lange, pinefulde vandring, hvor man langsomt mister kontrol over sin krop, mens man blot venter på, at manden med leen endelig får tid til at kigge forbi.

Det uendelige kontroltab, der så ofte er den lange ouverture til døden er for mig at se det værste, et menneske kan blive udsat for.

Det er derfor, jeg synes, vi skal give mennesker lov til at blive befriet for det. Det er derfor, jeg synes, dødeligt syge skal have lov til at springe den forfærdelige vals ned i dødens kaos over og få det overstået, hvis de ønsker det.

De ønsker ikke at dø
Jeg har egentlig altid været skeptisk over for aktiv dødshjælp. Dels har jeg ikke haft lyst til, at vi skal hjælpe mennesker med at dø. Jeg har følt det som en art gråzoneselvmord, og det har jeg haft det svært med. Og så har jeg været bange for, at folk af frygt for at ligge nogen til last føler sig presset til et tidligt farvel.

Men med tiden er det gået op for mig, at folk, der ønsker aktiv dødshjælp, jo egentlig ikke ønsker at dø. Det er ikke livet, de ønsker at slippe væk fra. Det er folk, der er et godt stykke nede ad vandringen mod døden, der ønsker, at vejen bliver kortere. For dødeligt syge er udfaldet allerede slået fast. Slutdestinationen er afklaret.

Det er ikke livet, de mennesker ønsker afbrudt. De ønsker blot at døden sker lidt hurtigere i stedet for at strække sig ud over mange, lange smertefulde måneder eller år.

Det ønske vil jeg anderledes hellere opfylde.

Blomsterbørn er ikke bange for at ligge til last
Tilbage står frygten for, om nogen er bange for at ligge til last. Spørgsmålet er, om ikke det problem med tiden vil gå i sig selv. De generationer, der er vokset op med rationeringsmærker, mangel og tæring efter næring dør langsomt ud. Til gengæld kommer det kommende årtis sygehusresidenter i stigende grad til at være individualiserede blomsterbørn.

I nogle sammenhænge kan man ærgre sig over, at Velfærdsdanmark i stigende grad er blevet til en butik og et produkt, vi føler os berettiget til, fordi vi har betalt for det. Men er det realistisk, at kommende generationer vil have en så overdreven respekt for de offentlige budgetter, at de vil vælge døden frem for behandling, hvis ikke de ønsker det? Jeg tvivler.

Mennesket har overvundet så meget. Vores teknologiske udvikling og vores forskning har givet os muligheder, vi aldrig havde turde drømme om. Blandt andet giver den os mulighed for at leve længere. Den giver os mulighed for at kurere sygdomme, der for bare en generation siden ville have været dødelige.

Men hvad når vi ikke kan? Når der er mennesker, for hvem den teknologiske udvikling alene betyder, at vi tidligere end før kan sige, at alt håb er ude. Så synes jeg, vi skal tillade mennesker den kontrol, der ligger i at kunne sige stop. Jeg vil ikke mere. Stop.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og ansat i Socialdemokratiet.


Kommentarer fra Facebook

Annonce