Så få partimedlemmer kastede en stemme ved Socialdemokratiets urafstemning i København, som sluttede mandag.

Det svarer til lidt under 0,1 procent af kommunens indbyggere.

Omend der med sikkerhed er mange socialdemokratiske medlemmer i København, som undlod at stemme, og endnu flere socialdemokratiske vælgere, der ikke engang er medlem af partiet, er det svært at se det meget lave stemmetal som andet end endnu et skridt ned ad den socialdemokratiske deroute i landets store byer.

Blandt tidligere skridt på den penible sti kan nævnes de pauvre resultater i landets fire største byer ved europaparlamentsvalget tidligere i år og en nylig meningsmåling i Københavns Kommune, der spåede sølle 12 procent til det gamle arbejderparti, hvis der var kommunalvalg i morgen.

Socialdemokratiets tilbagegang i de store byer er altså både dyb og langvarig - og viser ingen tegn på at stoppe lige foreløbig. Det er en bemærkelsesværdig udvikling, al den stund København traditionelt har været den måske stærkeste socialdemokratiske højborg i Danmark.

Arbejderne i byerne havde Socialdemokratiet

Hvis man vil forstå, præcis hvordan det kunne gå så galt for socialdemokraterne i de store byer, er det nødvendigt først at forstå, hvorfor de stod stærkt i byerne i første omgang.

De to skillelinjer

I statskundskaben taler man til tider om de to oprindelige skillelinjer i dansk politik, som inddelte vælgerkorpset i fire særskilte grupper med klart definerede interesser.

Den ene skillelinje gik mellem land og by, og den anden mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.

Således fandt vælgerne som oftest deres parti, baseret på hvilken side af hver skillelinje de tilhørte: Arbejderne i byerne havde Socialdemokratiet, arbejdsgivere på landet så mod Venstre, de erhvervsdrivende og adelen i byerne stemte konservativt, og endelig tilsluttede husmændene på landet sig De Radikale.

For Socialdemokratiet var denne vælgerfordeling ganske fordelagtig, da arbejderne var talstærke, og fra 1924 helt til Venstres triumf ved folketingsvalget i 2001 var Socialdemokratiet Folketingets største parti.

Socialdemokraternes konsekvente dominans var i høj grad udtryk for, at de to grundlæggende skillelinjer i dansk politik gennem det 20. århundrede sikrede en høj grad af stabilitet, idet de fleste vælgere lod deres geografiske og klassemæssige tilhørsforhold afgøre deres stemme.

Gennem 1970’erne stemte op mod 85 procent af arbejdervælgerne på partier til venstre for midten. Lige siden er de drevet støt mod højre

Den stabilitet er forsvundet nu. Ved sidste folketingsvalg blev historisk mange partier - 12 - valgt ind, og endnu flere vælgere skiftede parti end ved Jordskredsvalget i 1973.

En vigtig del af årsagen, peger et studie af statskundskabsprofessorerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager på, er, at klassetilhørsforhold ganske simpelt ikke længere er afgørende for, om en vælger stemmer rødt eller blåt.

Køn og uddannelse

Gennem 1970’erne stemte op mod 85 procent af arbejdervælgerne på partier til venstre for midten. Lige siden er de drevet støt mod højre. Omvendt er de højere socialklassers præference for borgerlige partier blevet langt mindre udtalt.

De langtuddannede kvinder er langt mere positivt stemte over for indvandring

Resultatet er en klassemæssig depolarisering, hvormed klasse kun i ganske begrænset omfang er afgørende for, om man sætter sit kryds til højre eller venstre for midten.

I stedet, skriver Hansen og Stubager, er køn og uddannelsesniveau opstået som to nye skillelinjer, der sender vælgerne til højre eller venstre.

Således er kvinder med mindst en gymnasial uddannelse mere end 20 procentpoint mere tilbøjelige til at stemme på et parti til venstre for midten end ufaglærte mænd.

De langtuddannede kvinder er langt mere positivt stemte over for indvandring og mere engagerede i spørgsmål som klima og ligestilling end befolkningen generelt.

Omvendt har de fleste kortuddannede mænd svært ved at få øje på behovet for indvandring eller store samfundsforandringer i feminismens eller klimaets navn.

Og det er måske her - i de nye skillelinjer på tværs af køn og uddannelse - at vi finder den bedste forklaring på Socialdemokratiets så stejle tilbagegang i de store byer.

Den nye elite

Socialdemokratiet har som det eneste røde parti de seneste år formået at have et godt tag i de traditionelle arbejdervælgere - utvivlsomt til dels grundet stramningen af udlændingepolitikken siden valgnederlaget i 2015.

Det kommer dem til gode på landsplan, hvor Mette Frederiksen i modsætning til sine to forgængere på statsministerposten har formået at beholde et flertal bag sig i mere end en enkelt valgperiode.

Men i storbyerne er de klassiske arbejdervælgere blevet relativt færre, mens langtuddannede og studerende er flyttet til.

De nye storbyvælgere er værdiliberale, og selvom de overordnet stemmer lige så rødt som storbyvælgere i sidste århundrede, er det vel at mærke ikke Socialdemokratiet, men derimod SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som de kan se sig selv i.

Disse vælgere betegner sociolog Johannes Andersen i en ny bog som ‘den nye elite’.

I modsætning til den traditionelle elite er ‘den nye elite’ ikke primært økonomisk betinget, men baserer sig især på sit høje informationsniveau og hang til holdninger til emner som køn, klima og minoriteter, som ligger meget langt fra flertallet af befolkningen.

I Danmark har vi undgået en stor del af den kulturkamp, som er ved at splitte USA

Og så, siger Andersen til DR, mangler den nye elite en grundlæggende forståelse for de bekymringer, den brede befolkning går med til hverdag.

En lignende analyse af storbyvælgerne lyder fra Socialdemokratiets hovedstadsordfører, Ida Auken, i et nyligt debatindlæg i Berlingske.

Hun fortæller, at det ikke altid er nemt at forklare de københavnske vælgere, hun er valgt af, hvorfor hun stemmer for at udflytte offentlige arbejdspladser til provinsen, eller hvorfor hendes parti sender ekstra penge til sundhed uden for de store byer.

Men hensynet til provinsen er vigtigt for at undgå national splittelse, skriver hun:

“I Danmark har vi undgået en stor del af den kulturkamp, som er ved at splitte USA. Det skyldes ikke mindst, at vi løbende har haft et fokus på de problemer, folk oplever: arbejdsløshed, nedslidning, inflation, livet i landdistrikterne, bekymring for indvandring m.m.”

Udvikling vil fortsætte

Det er meget svært at få øje på, hvordan Socialdemokratiet - eller noget andet parti - skulle kunne få held med at samle bred opbakning i byerne og på landet på samme tid. Dertil er ikke kun de to vælgergruppers interesser, men også deres værdier, langt hen ad vejen for forskellige.

For nuværende ser det ud til, at socialdemokraterne må leve med en fortsat tilbagegang i storbyerne, hvis de vil bevare deres stærke position nationalt.

Og rent strategisk er det da heller ikke en helt ueffen slagplan: Så længe de tabte byvælgere søger mod partier som Enhedslisten og De Radikale, går det ikke ud over muligheden for at samle et flertal bag en socialdemokratisk statsminister.

Tilbage står selvfølgelig risikoen for det store symbolske - og substantielle - tab, det ville være for det gamle arbejderparti at miste overborgmesterposten i København.

Og den måske endnu højere risiko for, at der ved næste socialdemokratiske urafstemning vil være endnu færre end 642 københavnere, der vil ulejlige sig med at stemme.