Hvor er fagforeningerne, når fagfolk oplever normpres?

En socialrådgiver fortæller, at hun ikke længere tør tage bestemte problemstillinger op på personalemøder. 

En lærer oplever, at diskussioner med kolleger om religiøst pres blandt elever hurtigt bliver lukket ned. 

En sundhedsansat fortæller, at kolleger undgår bestemte patienter, fordi konflikterne er svære – men ingen taler åbent om det.

Disse og mange andre eksempler bliver fortalt i vores nye bog 'Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normpres, som fagfolk slår sig på hver dag'. 

Her beskriver en række fagfolk fra blandt andet skoler, socialforvaltninger og sundhedsvæsenet, hvordan de helt konkret oplever et normpres i arbejdet med nogle minoritetsmiljøer.

At det mest frustrerende ikke er historierne i sig selv. Det er tavsheden omkring dem

Pointen i bogen er ikke, at problemerne findes overalt, eller at de ikke kan løses. Pointen er meget mere grundlæggende: Mange fagfolk oplever, at det er svært overhovedet at tale åbent om dem. 

At det mest frustrerende ikke er historierne i sig selv. Det er tavsheden omkring dem.

Når tavshed bliver den sikre løsning

I flere af bogens beretninger beskriver fagfolk en kultur, hvor bestemte emner hurtigt bliver følsomme. 

Resultatet er en form for professionel selvcensur

Man risikerer at blive misforstået, udskammet eller stemplet som fordomsfuld eller endda som racist og islamofob, hvis man sætter ord på problemer, der involverer religion, kultur eller social kontrol.

Resultatet er en form for professionel selvcensur. Man vælger at tie. Ikke fordi problemerne ikke findes, men fordi det føles risikabelt at rejse dem.

For fagfolk der arbejder tæt på borgere og patienter hver dag, er det et alvorligt problem. For uden en åben og faglig diskussion, bliver det svært at udvikle løsninger.

Men det rejser også et andet spørgsmål: Hvor er fagforeningerne i denne debat?

En næsten total tavshed

I forbindelse med bogens udgivelse forsøgte vi at rejse diskussionen i fagbevægelsen. 

Vi sendte målrettede forslag til artikler og vinkler til medlemsblade hos ti store toneangivende fagforeninger.

Kun én organisation vendte tilbage og tilkendegav interesse

Forslagene var tilpasset de enkelte fag: lærere, socialrådgivere, sundhedsansatte og andre faggrupper, som netop møder problemstillingerne i deres daglige arbejde.

Responsen var slående. Efter både henvendelser og rykkere var der næsten ingen svar. Kun én organisation vendte tilbage og tilkendegav interesse.

Det er i sig selv bemærkelsesværdigt. Fagforeninger plejer ellers at være hurtige til at tage sager op, hvis medlemmer oplever problemer i arbejdslivet. Her blev der i stedet stille.

Fagbevægelsen burde gå forrest

Det er paradoksalt, for netop fagforeningerne burde være stedet, hvor disse diskussioner kan finde sted.

Fagbevægelsen er historisk opstået for at give lønmodtagere en stemme, når arbejdslivet bliver svært. Den har tradition for at tage fat i konflikter og uretfærdighed.

Læs også:SF og 3F: Ja til udenlandsk arbejdskraft – nej til løndumping og politisk naivitet

Derfor burde fagforeningerne også være interesserede i at høre, når medlemmer fortæller om et normpres i deres professionelle hverdag. 

De burde skabe et rum for en ærlig, faglig samtale og støtte medlemmerne, der ofte føler sig i klemme i forhold til ledelsen, og signalere til andre medlemmer, at diskussionen er relevant og ikke et udtryk for racisme eller islamofobi

Et svigt af medlemmerne

Når fagforeningerne vælger tavsheden, efterlades mange fagfolk alene med deres oplevelser. Det er problematisk af to grunde.

For det første fordi problemer i praksis risikerer at blive fejet ind under gulvtæppet. Hvis man ikke kan tale åbent om dem, bliver de også sværere at løse.

Det er et svigt af fagbevægelsens grundlæggende rolle

For det andet fordi det sender et signal til medlemmerne om, at nogle erfaringer ikke er velkomne i den offentlige debat.

Det er et svigt af fagbevægelsens grundlæggende rolle.

Vi har brug for mindre berøringsangst

Danmark har brug for en faglig debat, hvor professionelle erfaringer kan deles uden frygt for udskamning.

Det gælder også, når erfaringerne handler om vanskelige emner som normpres, social kontrol eller religiøse konflikter i offentlige institutioner.

Læs også:Er det politikerne eller vælgerne, der ikke forstår de politiske realiteter?

Det kræver mod fra ledelser, redaktioner og organisationer. Men det kræver især, at fagbevægelsen husker sin egen historie: Den blev skabt for at give lønmodtagere en stemme.

Den stemme må ikke forstumme, når emnet bliver politisk følsomt.

De to skribenter er aktuelle med bogen ”Berøringsangst – Vidnesbyrd om et islamisk normpres, som fagfolk slår sig på hver dag", der udkommer d. 11. marts på Forlaget Pressto.