De glemmer bare en ting. Dansk Folkeparti har intet politisk at vinde ved at sidde i en regering med den nuværende sammensætning af flertallet.

Indtil 2011 var Dansk Folkeparti tungen på vægtskålen. Der var en enighed mellem Venstre og Konservative om, hvad man ville med den økonomiske politik. Derfor kunne Dansk Folkeparti kræve udlændingepolitiske stramninger som modydelse for støtten til regeringens øvrige politik.

Da DF skiftede formand, skiftede de også fokus. Pia Kjærsgaards DF var tilfredse med situationen under Fogh/Løkke. Kristian Thulesen Dahl har derimod forsøgt at gøre partiet til mere end et protestparti. Til trods for DF’s komisk underfinansierede forslag, er Thulesen Dahl meget bevidst om, at partiet er nødt til at være garanten for det gamle arbejdersegment.

Blandt andet er DF vendt på en tallerken på dagpenge-spørgsmålet under smart henvisning til, at forudsætningerne for reformen viste sig slet ikke at hænge sammen med virkeligheden. Også social dumping har DF sammen med skattelettelser i bunden talt op i valgkampen.

Problemet for DF er altså, at man står alene i blå blok i en lang række af politiske sager.

Hvis DF var gået i regering, kunne det meget vel have ført til en splittelse i partiet.

Hvis DF var gået i regering, var partiet end i samme situation som SF, da de gik i regering. SF forhandlede Fair Løsning på plads som kompromis med Socialdemokraterne. Da de Radikale blev tungen på vægtskålen, og SF gik med i regering, blev SF nødt til at acceptere, at regeringsgrundlaget blev trukket yderligere mod højre ift. Fair Løsning. Det kunne baglandet ikke holde til, og partiet endte med reelt at blive sprængt. SF’s højrefløj er nu at finde hos Socialdemokraterne.

DF havde på samme måde været tvunget til at acceptere regeringsgrundlagets kompromis samtidig med at regeringen havde været tvunget til at forhandle med Liberal Alliance for at finde flertallet. Dermed ville kompromiserne fra regeringsgrundlaget nødvendigvis blive trukket yderligere væk fra DF’s udgangspunkt. Liberal Alliance er i samme situation med modsat fortegn. For DF kunne det også meget vel have ført til en splittelse i partiet og et tab af det gamle arbejdersegment. Liberal Alliance skal ligeledes kæmpe for at holde fast i de tidligere Radikale, der ikke kan sluge alt for store indrømmelser til DF.

De Konservative mangler efterhånden bare en eksistensberettigelse, efter at Liberal Alliance har overtaget deres plads som fortaler for kampen mod topskatten, og partiets naziislamisme forsøg på at være mere DF end DF viser, at partiet reelt selv leder efter en grund til at eksistere.

En smal Venstre-regering kan derfor meget nemt vise sig at have en lang levedygtighed, alene fordi ingen af partierne på højrefløjen ønsker et valg. Men Lars Løkke Rasmussen kan have overordentligt svært ved at skabe flertal for størstedelen af sin politik, når både DF og Liberal Alliance opfatter sig selv som tungen på vægtskålen.

Venstre-regeringen overlever lige så længe Lars Løkke Rasmussen vil lade sig ydmyge.

Det giver til gengæld Mette Frederiksen frie hænder til at indgå forlig med DF. Hvis Frederiksen spiller sine kort rigtigt, kan hun tvinge Lars Løkke Rasmussen til at skulle æde forlig efter forlig, som begrænser blå bloks handlemuligheder for at føre en selvstændig politik både før og efter næste valg.

I sidste ende kan det ende med, at Venstre-regeringen overlever lige så længe Lars Løkke Rasmussen vil lade sig ydmyge. Og idet der ikke er udsigt til, at blå blok kan skabe et flertal udenom DF de næste mange år, føles ydmygelserne nok bedre, når man kan kalde sig selv for minister, køre med privatchauffør i ministerbilen og hæve en ministerløn.

Mikkel Schøler (født 1981) er selvstændig politisk rådgiver og fhv. kandidat til Europa-Parlamentet (S).