Hvor meget magt tør vi give arbejdsgiverne?

Forestil dig, at dit job ikke bare betød noget for din løn og hverdag – men også for selve dit ophold i Danmark. Din fremtid. Din families fremtid. Ville du så turde sige fra over for dårlige vilkår med risiko for at blive sendt ud af landet?

Det er virkeligheden for flere og flere mennesker. Og det burde få alarmklokkerne til at ringe.

Netflix-serien Reservatet har fået mange til at holde vejret. Og ja, det er en krimi om en forsvunden au pair. 

Men bag spændingen gemmer der sig en anden alvorlig problemstilling: En påmindelse om, hvad der kan ske, når et menneskes fremtid er lagt i hænderne på en arbejdsgiver.

Det er ikke bare fiktion. Det er virkelighed.  

Ikke kun i forholdet mellem au pairs og deres værtsfamilier, men også i fx restaurationsbranchen og på byggepladser. Mennesker, der arbejder under forhold, vi aldrig ville acceptere for os selv. 

Og nu er vi ved at gentage mønstret – endda i den offentlige velfærd.

Udenlandsk arbejdskraft

Regeringen vil hente unge fra Indien og Filippinerne og give dem en SOSU-uddannelse i Danmark. 

På papiret lyder det som en løsning på personalemanglen. I praksis risikerer vi at skabe et system, hvor eleverne står helt alene. Uden netværk. Uden kendskab til dansk arbejdsmarkedskultur. Og helt afhængige af ikke at ødelægge forholdet til arbejdsgiveren. 

Læs også:Overblik: Derfor kan du måske møde flere indiske og filippinske sosu’er i fremtiden

Som det ser ud i dag, er det nemlig arbejdsgiveren, der i praksis sidder med nøglen til elevens ophold. Går det dårligt i praktikken – så ryger opholdstilladelsen. 

Hvis de så gennemfører og får deres uddannelse, giver vi dem ikke engang fulde lønmodtagerrettigheder. 

De kommer på positivlisten og må blive her – men kun så længe de har et arbejde. Hvis de mister deres job, ryger opholdstilladelsen. Det lægger et urimeligt stort ansvar og en alt for stor magt hos den enkelte arbejdsgiver. 

Det er et system, der bygger på frygt – ikke på lige rettigheder

Spørg dig selv: Ville du turde sige nej til en ekstravagt i den situation - vel vidende at du kunne risikere at stå uden job og derved uden opholdstilladelse? Ville du turde melde dig syg? Ville du turde bede om et løntjek og risikere at chefen bliver vred? 

Det er et system, der bygger på frygt – ikke på lige rettigheder.

En trussel mod den danske model

Og det er ikke bare uretfærdigt over for dem, der kommer hertil. Det er farligt for hele vores arbejdsmarked. 

For hvordan bliver kollegaerne en del af den danske model, hvis de ikke tør åbne munden og melde sig ind i deres fagforening?

Hvordan kan vi som fagbevægelse være der for mennesker, hvis arbejdsliv er præget af frygt og usikkerhed, der skubber dem væk fra fællesskabet – i stedet for ind i det?

Det gør ondt at se, hvordan historien er ved at gentage sig

I FOA SOSU står vi på skuldrene af en faglig kamp for tjenestepigernes rettigheder. De blev også udnyttet. Boede på kolde lofter. Havde ingen frihed. Og sjældent nogen at sige det til.

Det gør ondt at se, hvordan historien er ved at gentage sig.

Vi kan ikke være bekendt at invitere mennesker hertil, hvis vi ikke vil passe ordentligt på dem og give dem de samme rettigheder, som vi andre tager for givet. 

Læs også:Pas nu på: Dele af det danske arbejdsmarked er det vilde vesten

Vi må ikke genindføre et moderne stavnsbånd, fordi vi mangler hænder. 

Alle mennesker er lige meget værd. Det skal også kunne mærkes, når man træder ind ad døren til en dansk arbejdsplads.

Så kære politikere, særligt jer i Socialdemokratiet: Husk, at vi selv har skabt den danske model, det er muligt at ødelægge den igen, hvis vi ikke passer godt på den. Den danske model skal ikke være noget, vi kun har råd til, når det passer ind i udlændingepolitikken.