Hvor meget vil Venstre skære i kontanthjælpen?

Myten om kontanthjælpen misbruges voldsomt af højrefløjen. Men det er et fåtal af borgerne på kontanthjælp, der ikke har en gevinst ved at arbejde, og regeringens skattereform fra 2012 vil yderligere mindske antallet.
Kan det for praktisk talt alle kontanthjælpsmodtagere svare sig at komme i arbejde? Eller kan lavtlønnede danskere i virkeligheden sige jobbet op, hæve kontanthjælp og få flere penge mellem hænderne? Man kan blive godt og grundigt forvirret efter to vidt forskellige fremstillinger af sagen i danske medier for nylig.

I Danmark har vi det heldigvis også bare så socialdemokratisk, at man skal have ret til en ordentlig understøttelse, hvis man er så uheldig at blive fyret. Og at man i øvrigt samtidig har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man overhovedet skal have ret til dagpenge og kontanthjælp.

Information kunne den 11. marts berette, at 94 procent af kontanthjælpsmodtagerne i Danmark tjener mere end 2.000 kr. om måneden på at komme i arbejde. Hele 98,1 procent har mere end 1.000 kr. ekstra om måneden. Flere medier refererede, at ”kontanthjælpsmyten” var blevet slået ihjel.

Jeg mener grundlæggende, det skal kunne betale sig at arbejde. Når man står op om morgenen og gør sit arbejde, så skal man kunne mærke, at der er mere at rutte med hver den første. Det er i øvrigt tilfældet for 99 procent af danskerne i arbejde. I Danmark har vi det heldigvis også bare så socialdemokratisk, at man skal have ret til en ordentlig understøttelse, hvis man er så uheldig at blive fyret. Og at man i øvrigt samtidig har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man overhovedet skal have ret til dagpenge og kontanthjælp.

Venstre kræver dog, at der skal skæres 4 milliarder kroner i beskæftigelsessystemet – herunder på kontanthjælpen.

Men hvorfor vil Venstre ikke sige klart, hvor meget kontanthjælpen skal beskæres? Som i nulvækst-debatten arbejder Lars Løkke også her efter devisen ”går den, så går den”. Løkke skylder at melde klart ud.

Hvad vil der ske, hvis Lars Løkkes og Joachim B. Olsens ideologiske kamp for markant lavere kontanthjælp bliver til virkelighed? En både socialt uretfærdig og samfundsskadelig konsekvens vil være, at flere børn skal vokse op i relativ fattigdom.

Det er de familier, hvor der ikke er råd til at holde børnefødselsdag. Hvor børnene må droppe at gå til idræt eller musik, og at der går lidt for længe, inden der kan købes nye sko. Eller at vi lige må ind i næste måned, før der er råd til vinterens nye flyverdragt. Og at barnets forældre i øvrigt konstant bekymrer sig om det alt sammen.

Fordi myten om kontanthjælpen misbruges så voldsomt af højrefløjen, var jeg glad for, at den blev lagt ned af saglige fakta underbygget af økonomi-professor-ekspertise i Informations artikel. Men onsdag den 12. marts genopstod vildfarelsen så, da Politiken fik det til at fremstå som om, det for store grupper af lavtlønnede faktisk var en dårlig forretning at arbejde.

Politiken havde ikke lige taget med, at børnecheck og boligstøtte jo også er noget, de lavtlønnede i avisens eksempler modtager.

Så faktisk røg hele den økonomiske præmis for historien. For slet ikke at tale om alle de andre gode grunde, der er til, at praktisk talt alle arbejdsløse danskere mere end noget andet ønsker at komme i arbejde. At have noget at stå op til om morgenen. At have gode kolleger og sammenhold på arbejdspladsen. At tjene sine egne penge og være et godt forbillede for sine børn.

Jeg har gjort mig den ulejlighed at grave lidt i fakta på dette område.

Helt grundlæggende bør der være en økonomisk gevinst ved at have et arbejde. Men det skal ikke opnås politisk ved drastiske nedskæringer i kontanthjælp eller dagpenge, som Venstre forestiller sig.

I 2012 var der 14.300 danskere i fuldtidsbeskæftigelse (ud af cirka 2,7 millioner danskere i arbejde), der havde det, som Økonomi- og Indenrigsministeriet kalder et negativt forskelsbeløb. Altså, at man faktisk ville have mere ud af ikke at være i arbejde. Vel at mærke fordi ministeriet regner med, at de gennemsnitlige transportudgifter ved at være kommet i arbejde er på 4600 kr. om måneden. For det beløb kan man så også komme ret langt. For eksempel pendle i tog mellem København og Frederikshavn.

Som politisk hensigt ønsker jeg, at gruppen med et negativt forskelsbeløb bliver mindre. Altså, at det kan betale sig at arbejde for alle. Og det går heldigvis den vej. Når skattereformen fra 2012 er helt indfaset i 2022, vil tallet være faldet yderligere til 8.100 fuldtidsbeskæftigede. Beregningerne har også dokumenteret, at når man tjekker forholdene igen for de samme personer to år efter, så er 7 ud af 10 ikke i kategorien længere. Lønnen er steget, eller man har fået et nyt job med højere løn.

Venstres forargende øjebliksbillede snyder altså også her. Dermed er vi tilbage ved konklusionen om kontanthjælpsmytens død. Alle disse fakta kendte Politikens journalist i øvrigt godt. Jeg har nemlig selv vist samme journalist tallene for flere uger siden.

Helt grundlæggende bør der være en økonomisk gevinst ved at have et arbejde. Men det skal ikke opnås politisk ved drastiske nedskæringer i kontanthjælp eller dagpenge, som Venstre forestiller sig. Uden i øvrigt at ville sige konkret hvordan.

I stedet skal regeringens lange seje træk fortsættes med at skabe flere arbejdspladser og beskytte arbejdsmarkedet mod løntrykkeri. At man ikke modregnes så kraftigt, hvis man som arbejdsløs finder deltidsjob. Og at eventuelle lettelser i personskatten i udpræget grad målrettes lavtlønnede og enlige forsørgere, der kommer i arbejde.

Debatindlægget er oprindelig bragt på Politiken.dk den 17. marts.


Kommentarer fra Facebook