Hvordan besejrer vi Dansk Folkeparti?

Leder: Vi har spildt to årtier på henholdsvis at lukke øjnene og kopiere Dansk Folkeparti. Intet har virket og DF’er har især været upåvirkelig af den overfladiske moralisme. Tiden er kommet til at drage Dansk Folkeparti til ansvar.
I weekenden holder Dansk Folkeparti deres 21ende årsmøde. Når de mødes til årsmødet, kan de se tilbage på årtiers politisk fremgang, grundlæggende forandring af det politiske landsskab og skabelse af politiske projekt, som kun de færreste troede på i 90’erne.

Samtidig kan Dansk Folkeparti også se et år tilbage til folketingsvalget 2015, hvor valgresultatet gjorde dem til landets næststørste parti. Derfor kan Thulesen Dahl også selvsikkert beskrive årsmødet som årets fest: “For det er ganske enkelt årets fest. Latter, dans, god mad, god musik og fantastisk selskab, så bliver det bare ikke bedre!”

Og der har været rigeligt at fejre hos DF. Ved folketingvalget 18. juni 2015 fik DF 741.746 stemmer og året forinden ved valget til Europa-Parlamentet den 25. maj 2014 opnåede de 605.766 stemmer. EP-valget var endda ved en markant lavere valgdeltagelse. De to resultater gjorde DF til henholdsvis næststørste parti og største parti.

I anledning af Dansk Folkepartis årsmøde og et-året for folketingsvalget har Netavisen Pio stillet skarpt på succeshistorien. Vi ønsker at identificere brudstykkerne til den strategi, som kunne løse den gordiske knude, som DF har udgjort for de etablerede partier i dansk politik.

Moralske kuldegysning var aldrig et svar
Det store spørgsmål er således, hvad vi har lært efter 21 år med Dansk Folkeparti? At dømme efter mængden af effektive modreaktioner og stærke udfordringer af DF, så må svaret være ikke særligt meget.

Jeg stødte fornyelig på et mangeårigt medlem af Socialdemokratiet, der kiggede tilbage på diskussionen i 80’erne og klogt sagde “Vi lærte aldrig at adskille form og indhold, så vi kom aldrig til at lytte til eller forstå hvad det var de snakkede om”. Folk som Pia Kjærsgaard og Karen Jespersen tog man moralsk afstand fra. Når man snakkede om placere kriminelle flygtninge på øde 'øer, så forsvandt muligheden for overhovedet vurderer om der bag den hårde og provokerende form faktisk kunne gemme sig et reelt problem. Deres form gav kuldegysning, skabte moralsk afsmag og gjorde alt, hvad de sagde, illegitimt. Man lyttede ikke, og sådan har det været lige siden.

Det samme kan i virkeligheden også siges at gælde for håndteringen af Donald Trump, Nigel Farage og andre af de lignende populistiske skikkelser i den aktuelle politiske debat. Vi lytter ikke til dem. Vi fornægter dem, vi ignorerer deres budskaber og vi tager moralsk afstand fra dem. Tilbage i 1994 var Marianne Jelved et glimrende eksempel på dette: "Jeg kan simpelt hen ikke lide den tone. Det gør ondt inde i mig". Deres indhold og budskab bliver ikke engang overvejet - det gør bare ondt.

Det er således nemmere tage afstand, end det er at tage kampen op og udfordre dem på deres holdninger, argumenter og konkrete løsninger. Særligt det sidste burde ellers være en oplagt mulighed, da hverken DF, Trump eller UKIP har været kendetegnet ved særligt veludviklede eller realistiske politiske løsninger. Ved at skamme sig og tage moralsk afstand skubber man kun DF væk og endnu værre, så skubber man også deres vælgere væk fra sig. Derfor har skam og moralisme altid været det suverænt dårligste svar og den mest kontraproduktive politiske linje.

Ansvaret for at løse problemerne
Et reelt opgør med Danske Folkeparti bygger på fem grundlæggende erkendelser, som ethvert centrum-venstreparti bør nå frem til:

1) Vi bliver nødt til at erkende, at DF ikke forsvinder, fordi vi nægter dets eksistens eller kopierer dets politik.

2) Vi er nødt til at lytte på DF’s vælgere og tage deres bekymringer alvorligt.

3) Vi er nødt til at erkende, at DF har peget på nogle af de rigtige udfordringer, men ikke har leveret de rigtige svar.

4) Vi er nødt til at formulere vores egne løsninger.

5) Vi bliver nødt at give Dansk Folkeparti medansvar for den førte politik.

Det lyder sikket kættersk for de mange på centrum-venstre, der gerne vil nøjes med at tage afstand og hævde sig over Dansk Folkeparti og de mange hundredetusinde vælgere, der har stemt på partiet. Men DF har allerede 20 år på bagen i dansk politik og de agerer hjemmevant på de bonede gulve. DF er kommet for at blive.

Disse såkaldt ‘moralske anløbne mennesker’, der anvender den mindre pæne og ofte urimeligt grimme tone tager ikke altid fejl, når de peger på problemer. Det har vi været vidne til I over 20 år, så skal forskellen bare være, at vi også pålægger dem ansvaret for at løse problemerne. Det er den ansvarliggørelses-linje, Socialdemokraterne under Mette Frederiksen helt rigtigt har anlagt med sagen omprioriteringsbidraget er et godt eksempel på. Nu skal resten af centrum-venstre bare forstå, at det er den rigtige strategi.

Sådan lyder den indledende opfordring, før vi på Netavisen Pio sætter os i gang med en artikelserie, der skal gøre os både klogere og teste om ansvarliggørelsen kan udgøre en del af det svar og den modreaktion på DF, som vi endnu aldrig har fået.

 

Det gule Danmark: Godt et år efter, at Dansk Folkeparti blev landets største borgerlige parti, sætter Netavisen Pio i artikelserien ’De gule Danmark’ fokus på Dansk Folkeparti, den største succeshistorie i nyere Danmarkshistorie.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.

Billede: Dansk Folkeparti

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce