Hvordan kan man fortsat have tillid til EU’s top?

Debat

Hvordan kan man fortsat have tillid til EU’s top?

Flere partier – også fra de grupper, der bragte hende til magten – vender sig nu mod EU-Kommissionens leder, der svigter både klima, demokrati og retssikkerhed

European Union 2025 - Source : EP/Fred Marvaux
Billedtekst
EU-Kommission lever ikke op til de standarder, den bør følge, og derfor stemmer Per Clausen (EL) for i en mistillidserklæring.
Foto: European Union 2025 - Source : EP/Fred Marvaux
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Skal EU-Parlamentet udtrykke vores klare mistillid til den konservative tyske leder af EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen? 

Det spørgsmål skal vi i EU-Parlamentet stemme om her torsdag – kun lidt over tre måneder efter, at vi sidst tog stilling til det.

Meget tyder faktisk på, at mistilliden i EU-Parlamentet vokser, og derfor er det også værd at se på, hvad der har ændret. 

Nu også fra venstrefløjen

Hvor det i juli var dele af det hårde og yderste højre, der fremsatte et mistillidsvotum, bl.a. baseret på konspirationsteorier, er det nye, at der denne gang fremsættes hele to mistillidserklæringer. 

Den ene fra det yderste højre og den anden fra venstrefløjen. Det er første gang, at vi i venstrefløjsgruppen tager et klart skridt hen imod at bede EU-Kommissionen om at gå af. 

Det viser, hvordan mistilliden til von der Leyen vokser, selv ind i grupper, der var med til at bringe hende til magten

Det er i sig selv nyt og kan give forventninger om ændrede stemmetal. I tillæg hertil kommer derudover, at underskriverne af venstrefløjens mistillidserklæring ikke alene kommer fra venstrefløjsgruppen. 

Læs også:Danmark skal tage førertrøjen på i et stærkere Europa

Der er nemlig også mange andre EU-politikere bag kravet, herunder nuværende og tidligere medlemmer af den store socialdemokratiske familie samt flere medlemmer af den grønne gruppe, hvor danske SF sidder. 

Det viser, hvordan mistilliden til von der Leyen vokser, selv ind i grupper, der var med til at bringe hende til magten. 

Øget utilfredshed

At der er støt dalende opbakning til Ursula von der Leyen, er ikke blot noget, man som EU-parlamentariker mærker på samtalerne med sine kollegaer. 

Stemmetal om støtten til EU-Kommissionens formand taler også deres eget tydelige sprog og viser en tilbagegang, hver gang den er blevet testet. 

Jeg vil mene, det er det værd

Da vi i juli 2024 stemte om, hvorvidt vi kunne godkende Ursula von der Leyen som leder af EU-Kommissionen, stemte 401 EU-Parlamentarikere for, mens 284, herunder mig selv, stemte imod. 

Eller med andre ord støttede 56 procent af EU-parlamentarikerne dengang Kommissionens leder. Nogle måneder efter, i november 2024, skulle vi så stemme om at godkende hele von der Leyen-Kommissionen. 

Nogle mener, det svækker EU

Her var støtten gået tilbage til kun 370 stemmer for, 282 imod og en bunke blanke stemmer. Omsat i procent var støtten nu faldet til 51 procent for EU-Kommissionen.

Næste test fandt sted i juli i år, og her stemte kun 360 EU-parlamentarikere, eller 50 procent, imod højrefløjens mistillidsvotum, mens 175 (24 procent) stemte for og 166 (23 procent) stemte blankt. 

Spørgsmålet er, om vi denne uge kommer til at se en støtte, der for første gang falder under halvdelen af EU-Parlamentet?

Er det værd at forsøge?

En af de ting, jeg flere gange er blevet spurgt om i forbindelse med den mistillidserklæring fra venstrefløjen, som jeg er en af medfremsætterne af, er, om det overhovedet er værd at forsøge? 

Især når ingen for alvor regner med, at mistillidsvotummet går igennem? Hertil er mit svar at ja, jeg vil mene, det er det værd. 

Hvis vi kan vise, hvordan tilliden til den konservative formand daler – samtidigt med at vi kan provokere diskussioner i flere af de grupper, der var med til at bringe hende til magten, om, hvor længe støtten til hende skal fortsætte.

Svækker forsøgene EU?

I Bruxelles er et af de dårligste argumenter imod mistillidserklæringerne nok det, at nogle mener, det svækker EU og nærmest er illoyalt at tillade sig at gøre brug af demokratiske instrumenter. 

Min tolkning af den tilgang er, at det mere viser, hvor bange de er for, at den dalende tillid til Kommissionens, som de fleste i Bruxelles allerede kender til, bliver dokumenteret – og hvor dårlige modargumenter de selv føler, de sidder med. 

Det er på den baggrund, at mistillidserklæringerne og den dalende støtte stammer

Hvis man mener, at den voksende mistillid til von der Leyen er en trussel, bør man huske på, at det jo ikke er sådan, at mistilliden er opstået på grund af forsøg på at vælte EU-Kommissionen. 

Tværtimod, så stammer forsøgene på at sige nej tak til den nuværende Kommission fra den politisk, der føres, og det er på den baggrund, at mistillidserklæringerne og den dalende støtte stammer. 

Så er man bange for den dalende tillid til EU-Kommissionens linje, bør man i stedet se på, hvad den stammer fra i stedet for på dem, der tillader sig at udstille den.

Hvad er der egentlig at have tillid til?

Netop derfor får jeg også lyst til at stille et spørgsmål, herunder ikke mindst til flere af mine danske kollegaer i EU-Parlamentet:

Hvad er det efterhånden, man synes, der er tilbage af have tillid til ved EU-Kommissionen? Er det den manglende respekt for demokratiske spilleregler og procedurer, når det gælder handelsaftaler, der giver tillid? 

Er det den manglende vilje til at handle, når det gælder overholdelse af international lov – hvad enten vi taler Israels overgreb i Gaza eller Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara – der er tillidsvækkende? 

Alle disse er gode grunde til ikke fortsat blindt at forsvare en EU-Kommission, der helt tydeligt ikke lever op til de standarder, den bør følge

Er det den stigende regeludvanding i EU eller den uforsvarlige forsinkelse af EU’s klimamål, der giver jer tillid til von der Leyen? 

Eller er det den konstante udskydelse af lovet lovgivning om beskyttelse mod farlige kemikalier – eller sågar asbest – som I mener, giver jer tillid? 

For mit vedkommende synes jeg, at alle disse er gode grunde til ikke fortsat blindt at forsvare en EU-Kommission, der helt tydeligt ikke lever op til de standarder, den bør følge – og derfor stemmer jeg naturligvis for venstrefløjens mistillidserklæring.

Per Clausen

Medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten

Kommentarer

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.10.2025 - 19:25

Jeg har forstået at EU vil fjerne kravet om godkendelse af
cookies af hjemmesider, vi besøger. Men det sker ikke, og jeg ved ikke, hvor længe vi skal vente, før det sker!
EU har også for længe siden bestemt sig for at afskaffe sommertiden. Det sker heller ikke, og der er ikke udsigt til, at det vil ske i min levetid.
Lad EU dø i fred; vi behøver ikke unionen. Den har gjort sin gavn.
Farvel og tak.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.10.2025 - 20:23

Det kan jo ikke undre at Per Clausen er medstiller af et mistillidsforslag mod Ulrika Von der Leyen og EU-kommissionen, han er medlem af et parti der fra dag 1, sammen med dansk folkeparti har kæmpet for at Danmark skulle udtræde af EF nu EU.
At man lader sig indvælge i en union, som man ønsker afskaffet hurtigst muligt undre mig meget, men det er vel den store løn og efterfølgende pension der trækker. På det punkt holder de venstreorienterede sig ikke tilbage, tværtimod.

Indsendt af Niels Duus Nielsen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 07.10.2025 - 20:43

Et mistillidsforslag rammer kun individet, og ikke systemet.

von der Leyen, eller von der Lügen, som tyskerne kalder hende, har dygtigt formået at udnytte det systematiske demokratiske underskud i EU.

Hvis vi slipper af med hende, hvad jeg virkelig håber, at vi gør, vil der jo så bare komme en ny kommisær, som heller ikke er valgt af de europæiske borgere.

Jeg har ikke haft mulighed for at stemme hverken for eller imod komissionsformanden, så i mine øjne er hun i bedste fald en pamper, i værste fald en diktator, for så vidt hun ikke skal stå til ansvar for sin politik.

Jeg troede ellers, at vi var så stolte af vores demokratiske traditioner her i Europa. Åbenbart ikke!

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.