I de øvrige partier - med De Konservative som mulig undtagelse - er medlemmerne konstant på Facebook og Twitter med kommentarer til den aktuelle situation. Men hos Socialdemokraterne brillerer medlemmerne sig med ligegyldigheder eller larmende tavshed.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er i disse dage udsat for voldsom kritik fra egne rækker: Hendes finansminister render rundt og lufter formandsdrømme i Politiken. Anonyme medlemmer af regeringen og folketingsgruppen render rundt og skaber usikkerhed om partiformandens autoritet. Og selv fra de ellers mest loyale fagforbund er kritikken benhård og flere truer med at trække deres partistøtte. Alt sammen er med til at give et indtryk af en hårdt presset statsminister.

Forholdt kritikken på sit ugentlige pressemøde sagde statsministeren, at hun ikke havde respekt for anonyme kilder. Vittige tunger ville kunne hævde, at anonyme kilders respekt for statsministeren ligger nogenlunde samme sted.

Men ellers er det småt med dem, der aktivt bakker op om statsministeren. Fra hendes egen folketingsgruppe forsøger man enten at lægge låg på debatten ved enten at stikke hovedet i busken eller ved at anonymisere statsministerens rolle, udelukkende fokusere på den førte politik og fremhæve regeringens resultater. Ingen vil åbenbart til citat og tage statsministeren i forsvar over for baglandet og offentligheden.

Det er problematisk, at folketingsgruppen i så begrænset omfang forsøger at vende op på den negative dagsorden. Man må spørge sig selv om, hvordan partimedlemmerne og vælgerne skal tro på projektet, når partiets valgte repræsentanter stikker hovedet i busken.

En af de få, der har taget bladet for munden, var Herlevs socialdemokratiske borgmester, Thomas Gyldal Pedersen, der på Facebook gik hårdt til angreb på de anonyme kilder: ”At en minister anonymt kritiserer statsministeren og dermed egen regering er uhørt. Har man fået ansvaret som minister, knokler man dag og nat FOR regering og statsminister. Og er man nået dertil, hvor man ikke længere kan støtte statsministeren eller den politiske linje, så træder man tilbage”.

Det er påfaldende, at man skal uden for folketingsgruppen for at finde partifæller, der vil bakke statsministeren op. I de øvrige partier - med De Konservative som mulig undtagelse - er medlemmerne konstant på Facebook og Twitter med kommentarer til den aktuelle situation. Men hos Socialdemokraterne brillerer medlemmerne sig med ligegyldigheder eller larmende tavshed.

Det er problematisk, at folketingsgruppen i så begrænset omfang forsøger at vende op på den negative dagsorden. Man må spørge sig selv om, hvordan partimedlemmerne og vælgerne skal tro på projektet, når partiets valgte repræsentanter stikker hovedet i busken.