Hvorfor er tyskerne dygtigere end os?

Danmark skal lære af de tyske erhvervsuddannelser, hvor en høj grad af specialisering, vekselvirkning mellem skole- og praktikophold og et tæt partnerskab med virksomhederne sikrer at flere får en faglig uddannelse.

Tema. I diskussionen om fremtidens danske erhvervsuddannelser er det oplagt at søge inspiration i landene omkring os. I Tyskland er erhvervsuddannelserne mere populære end i Danmark. Hvor kun 18,8 procent af de unge, der i år har færdiggjort folkeskolen, har søgt ind på en erhvervsuddannelse, er tallet hos vores store nabo derimod omtrent halvdelen. I den kommende reform af erhvervsuddannelser bør de danske politikere derfor lære af, hvad tyskerne gør anderledes end os.

Læreplads inden studiestart

Mens de danske erhvervsuddannelser normalt tager fire år, er de tyske et år kortere. I Tyskland skal man – modsat i Danmark – have sikret sig en læreplads inden man påbegynder sin erhvervsuddannelse. Hvor unge i Danmark kan finde en læreplads i grundløbsperioden, skal tyske unge have en uddannelseskontrakt med en arbejdsgiver for overhovedet at kunne påbegynde uddannelsen. Fænomenet med unge, der midt i uddannelsen står uden praktikplads, eksisterer altså ikke i Tyskland.

Enten kan den unge selv finde en virksomhed, eller den unge kan hos vejlederen på Arbeitsagentur få oplysninger om virksomheder, der tager lærlinge. Men for at vejlederne vil formidle kontakten, skal den unge til rådgivningssamtale først og samtidig have tilstrækkeligt gode sprogkundskaber til at kunne følge uddannelsen.

Virksomheden udbetaler lærlingeløn. Men hvis lønnen ligger under et bestemt niveau, vil Arbeitsagentur – dog under visse forudsætninger – kunne supplere lønnen op med offentlig støtte.

To dages skole, tre dages praktik

Det tyske erhvervsuddannelsessystem kaldes også ’das duale System’ – det tostrengede system - fordi det er en vekselvirkning mellem skoleophold og virksomhedspraktik. Normalt er lærlingen på skole 1–2 dage om ugen, hvor man tilegner sig teoretiske færdigheder, og derefter i praktik i virksomheden de resterende 3-4 dage. På enkelte uddannelser er den teoretiske del af uddannelsen, skoleforløbet, dog sat sammen i blokke af flere ugers varighed i løbet af året i stedet.

Der er ingen tvivl om, at denne ordning, hvor man løbende er i skole, er bedre til at skabe socialt sammenhold. Det sociale fællesskab er netop noget, som de danske erhvervsskoler er blevet anklaget for at mangle, særligt fordi man på hvert skoleforløb som lærling bliver sat sammen på nye hold, som mindsker motivationen til at knytte stærke bånd med de andre. Et stærkere socialt sammenhold kunne også minimere frafaldet, fordi man bakker hinanden op og har en gensidig forventning blandt sine venner om, at man selvfølgelig kommer i skole den næste dag.

350 forskellige indgange

Uddannelsen afsluttes med en svendeprøve, som udløser et svendebrev. Svendebrevet er godkendt af de faglige myndigheder og de forskellige ’kamre’, som består af de erhvervsdrivende i hver deres branche.

Den tyske industri og dens faglærte arbejdskraft har traditionelt været kendetegnet ved at være meget specialiseret, og det giver sig også til kende i antallet af erhvervsuddannelser. Mens der i Danmark findes i alt 109 forskellige erhvervsuddannelser, er antallet i Tyskland oppe på hele 350.

Men med til historien hører også, at en stor del af det, der i Danmark vil være korte og mellemlange videregående uddannelser - eksempelvis inden for sundhedssektoren - faktisk er organiseret som erhvervsuddannelser i Tyskland. Derudover er cirka en femtedel af erhvervsuddannelserne rent skolebaseret. Begge dele kan være med til at forklare den store søgning til erhvervsuddannelserne.

Partnerskab mellem delstater og virksomheder

Det tyske forbundsministerium for uddannelse og forskning er overordnet ansvarligt for de lovgivningsmæssige rammer for erhvervsuddannelserne gennem Bundesinstitut für Berufsbildung (BIBB), det føderale institut for erhvervsuddannelser. Erhvervsskolerne som uddannelsesinstitutioner hører under de enkelte delstater og deres regeringer, og uddannelserne er organiseret i et samarbejde mellem delstatsregeringerne og forskellige erhvervskamre.

Alle tyske virksomheder nemlig skal være medlem af et kammer. Det siger loven. Kammeret for handel og industri og kammeret for håndværk er de vigtigste og største, som er paraplyorganisationer for i alt 134 geografisk fordelte kamre. Disse rådgiver virksomhederne, er med til at udvikle uddannelserne og stå for afvikling af eksamener på erhvervsuddannelserne.

Stærkt system

Tyskernes klare styrke i deres erhvervsuddannelsessystem er blandt andet den tætte kobling til erhvervslivet, fordi man så altid sikrer, at uddannelsernes indhold matcher virksomhedernes efterspørgsel på faglært arbejdskraft. Samtidig må man ikke undervurdere det sociale perspektiv der ligger i, at man går 1-2 dage i skole om ugen som lærling og dermed følges med andre, der tager samme uddannelse.

Det er også klart, at når en uddannelseskontrakt med en virksomhed er et krav for optagelse på erhvervsskolen, så findes der i Tyskland ikke samme situation som i Danmark, hvor unge falder fra under grundforløbet, fordi de ikke har kunnet finde en læreplads. Men omvendt vil det også være sværere for den unge at finde ud af, om han eller hun har fundet sin rette hylde, fordi man ikke har et rent skolebaseret grundforløb og allerede har skrevet kontrakt med en virksomhed om læreplads inden uddannelsesstart.

Jakob Esmann (f. 1993) er medlem af DSU’s forretningsudvalg og præsidiemedlem i Ungdommens Nordiske Råd. Han fungerer også som blogger på europa-debat.dk og journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.

* * *

I den kommende uge vil Netavisen Pio sætte fokus på de danske erhvervsuddannelser.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook