Hvorfor er universiteterne blinde over for de islamistiske parallelsamfund?

Hvorfor er det ikke fra forskerne, at man hører om islamistiske skilsmissekontrakter?
Foto: Iman Ali Moske
Iman Ali Moske i Københavns nordvest-kvarter
“Betal din eksmand 75.000 kr., og hvis du gifter dig igen, så mister du dine børn. Det gælder i øvrigt også, hvis du flytter eller bliver syg.” 

Det er ikke Saudi-Arabien, men hvad kvindelige muslimer i Odense skal garantere skriftligt for at få den lokale imam Abu Bashar til at tillade en såkaldt “islamisk skilsmisse”.

Det viser en skilsmissekontrakt, som Berlingske har fået adgang til.

Samtidig bortfalder retten til børnene, hvis kvinden på nogen måde krænker familiens ære eller undlader at opdrage børnene islamisk med koranlæsning og fem daglige bønner.

Den slags slavekontrakter er naturligvis dybt ulovlige, og derfor er det også i den grad på sin plads, når fungerende integrationsminister Kaare Dybvad (S) tager klar afstand fra den middelalderlige praksis.

 
 

Et indblik i en barbarisk verden

Afsløringen af de barbariske ægteskabskontrakter er endnu et indblik ind i de parallelsamfund, som islamister med stor succes har opbygget over hele Danmark.

Her står koranen over grundloven, og kvinder behandles som andenrangsborgere.

I 2014 beskrev den tidligere imam Ahmed Akkari i bogen “Min afsked med islamismen”, hvordan rabiate imamer på overførselsindkomster sad og skaltede og valtede med sårbare kvinders velfærd.

I 2016 kunne TV2 dokumentaren “Moskeerne bag sløret” afsløre sharia-domstole i flere af landets moskeer.

Fik en muslimsk kvinde tæsk af sin mand, måtte hun bare bide det i sig. Den største synd var at gå til myndighederne.

Man skulle tro, den viden ville finde vej til universiteterne

Det nedslående billede bekræftes dagligt af stærke feministiske stemmer som Halime Oguz fra SF og skolelæreren Geeti Amiri, der begge selv er blevet udsat for social kontrol.

Man skulle tro, at den overflod af vidnesbyrd på en eller anden vis også ville finde vej til den akademiske verden, men nej. Det modsatte lader til at være tilfældet.

Tidligere på året udkom rapporten “Magt og (m)ulighed” af de to RUC-forskere, Lise Paulsen Galal og Louise Lund Liebmann.

De havde interviewet 53 muslimske kvinder i Vollsmose og kunne på den baggrund afvise begrebet ære i minoritetsmiljøer.

Vil have mere koran-undervisning

Rapporten gav i stedet majoritetssamfundet skylden for social kontrol og anbefalede, at man inddrog koran- og arabiskundervisning i forebyggelsen af negativ social kontrol blandt unge med ikke-vestlig baggrund. Altså flere imamer som Abu Bashar.

Det er selvfølgelig en legitim holdning at have, men rapporten var støttet med over to millioner kroner af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det var sket som resultat af en særlig bevilling, hvor daværende integra­tionsminister Inger Støjberg (V) i  2017 afsatte 73,4 millioner kroner til en national handlingsplan til forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Forskere gør et aktivt bidrag til uoplysning

RUC-rapporten er desværre symptomatisk for en forskerverden, hvor man i alt for mange tilfælde aktivt gør en indsats for at bidrage til uoplysning, når det kommer til emner som integration og indvandring.

Brian Arly Jacobsen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet mener for eksempel slet ikke, at der findes parallelsamfund. Det er bare noget, politikerne har fundet på.

Vi ved reelt ikke, om der findes parallelsamfund i Danmark. Jeg er ikke stødt på det i min forskning, og jeg kender ikke til forskning eller undersøgelser, som viser det,” sagde han til videnskab.dk.

Man fristes til at råbe: “Så kig dog ud af vinduet, Brian! Bare fordi du ikke kan se et parallelsamfund fra dit elfenbenstårn, så betyder det ikke, at de ikke findes.” 

Gode intentioner, men katastrofale følgevirkninger

Forskningschef ved Raul Wallenberg Instituttet i Lund, Thomas Gammeltoft-Hansen, beskriver et fagligt miljø, hvor man først og fremmest ser sig selv som forsvarer af flygtninge og indvandreres rettigheder.

Det kan lyde sympatisk nok, men følgevirkningerne er katastrofale.

Yvonne Mørck, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, har beskrevet, hvordan forskere tier voldsramte etniske kvinder ihjel, fordi de er bange for at give et “forkert” billede af muslimske mænd.

Politiseret forskning er således med til at forplumre og sløre debatten om social kontrol og fejlslagen integration.

Effekten bliver, at politikerne handler i blinde, for her 35 år efter at masseindvandringen begyndte, har vi stadig meget lidt brugbar viden om, hvad der virker og ikke virker i integrationsindsatsen.

Taberne? Det er ikke forskerne. De skal nok få deres bevillinger igen næste år.

De virkelige tabere er de muslimske kvinder og de unge med anden etnisk baggrund, der nægtes den samme frihed som deres etniske danske kammerater.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der kommer faktisk en bog om emnet i begyndelsen af oktober. Det kunne høres i morges i Radio4 lidt over syv. Jeg fik desværre ikke fat i navnet på den danske forsker der arbejder i Lund, og hans bog kommer ikke til at fortælle om omfanget, men om hvad og hvordan tingene sker i den muslimske del af Danmark.
Man skal i øvrigt tænke på at mange politikere (det meste af Venstre og Radikale Venstre faktisk) ikke ønsker oplysning om emnet, de foretrækker uvidenhed for ikke at blive stillet til ansvar.

Jeg bliver desværre ofte bestyrket i min egen uoplyste og snæversynede opfattelse af, af en del forskere er ligeglade, blot det giver "forskermidler", og at politikerne har deres ryg dækket når der er givet bevilling.

Parallelsamfund. Som jeg har fulgt forskningsudviklingen, hænger begrebet sammen med de videnskabelige områder, der tidligere fungerede som support for statskundskab/political science: især psykologi og senere sociologi - sådan som political science blev organiseret efter amerikansk forbillede på nogle universiteter. Ser man istedet på forskning indenfor samfundsvidenskab/humanistisk videnskab, så vil mange slet ikke anvende begrebet 'parallelsamfund', da det i udgangspunktet teoretisk opstiller muligheden for at der eksisterer paraller af samfund indenfor samfundet. Det er ikke tilfældet, da det overhovedet ikke kan dokumenteres at helt 'uafhængige' samfund - juridisk, økonomisk, velfærdsmæssigt osv. eksisterer indenfor fx. Danmark. De 'parallelsamfund' der nævnes i Danmark er netop totalt afhængige af - ja - Danmark. Så kan man tale om forskellige kultur konstruktioner i Danmark - og det er noget helt andet. 'Parallelsamfund' er en let kasse for statskundskab at lægge de problemstillinger i, som deres egen faglighed netop ikke omfatter.

Mette jeg deler ikke din opfattelse af Danmark. DANMARK er ikke bare en state eller nation, men et område hvor det danske folk boer. Når der er 350.000 som ikke deler dansk kultur, normer, tro, sprog og samfundforståelse boer i vores land så er det et parallelsamfund.

Kære Niels Jespersen, Det er lidt ærgerligt at du forvrider kensgerningerne.

Det der blev fremført i forbindelse med Lars Løkkes krigserklæring mod visse boligområder var, at parallelsamfund ikke var et videnskabeligt underbygget begreb. Dermed fik nytårstalen og den efterfølgende politiske debat karakter af fiktion. Frem for at tage fat i den viden der faktisk er, forelskede man sig i det nemme fjendebillede af parallelsamfund, og den uovervejede løsning blev at bulldoze nogen boligområder som man ud fra nogen ret tilfældige kriterier havde udpeget som ghettoer.

Og så skælder du ud på RUC rapporten "Magt og (m)ulighed". Jeg er bekendt med at der har været en opkogt debat om rapporten og dens fund. Det er desværre en debat der er præget af fordomme i en sådan grad at selv rapportens konklusioner forvrænges. Altså folk siger at der står ting i sammendraget, som der ikke står. Hvis man nøjes med at læse rapporten og lader egne fordomme ligge, så rummer den indsigter der er ganske anvendelige når man skal bekæmpe social kontrol.

Det er helt væk fra vinduet, når du påstår at der ikke forskes i etniske minoriteter, eller at universiteterne ikke interesserer sig for hvad der foregår i minoritetsmiljøerne. Der er masser af forsking, indenfor de forholdsvist begrænsede ressourser der er. Du påstår at universiteterne ikke forholder sig til vold mod kvinder i muslimske miljøer, men den kritik du selv refererer til kommer jo netop fra universiteterne selv. Er man så for forsigtige? Det ved jeg ikke, men når man ser på den offentlige debat, så er der da brug for en vis forsigtighed.

Det skal stå politikerne frit for at styre efter det de tror. Sådan er demokratiet. Men videnskaben konkluderer ikke på basis af fordomme, antagelser og hvad man lige synes man kan se ud af vinduet. Videnskaben arbejder metodisk, og kommer derfor frem til ting der nogen gange er overraskende.

Jeg håber at vi kan være enige om, at Danmark fortsat skal være et oplyst demokrati hvor det ikke er politikere eller præster der definerer hvad der er den videnskablige sandhed.

Hvad der er helt væk er at påstå, at alle muslimer er ens. Selv inden for den samme familie kan der herske forskellig opfattelse af, hvad en muslim er, og hvordan man opfører sig, når man er det. Man kan også skiftevis føle sig som muslim og så ikke - og så igen. I øvrigt har jeg ikke oplevet særlig mange muslimer, der har et indgående kendskab til, hvad der står i Koranen. Også selv om man har den liggende derhjemme. Udøvelse af religionen har i høj grad at gøre med, at "sådan gør man". Selvfølgelig er der dem, som går meget op i, hvad der står i Koranen og mener, man som muslim skal rette ind efter det. Det er en fejl, at den offentlige debat i alt for høj grad tager udgangspunkt i dem.

Annonce