Hvorfor kan Noah ikke skrive?

Måske er det den teknologiske udvikling, nye medier og ikke kun det der sker i skolen, som gør at danske gymnasieelever er blevet dårligere til at læse og skrive.
Hvis vi ville underholdes, så var der i mange år monopol-DR som sendte omtrent aldrig noget for os. De første mange år med TV2 var ikke specielt meget bedre.

Som lærer er det altid bekvemt at antage, at skolen er den væsentligste forklaring på de fleste ting i samfundet. Og at ting i samfundet der ikke er som man gerne så, derfor skyldes at skolen ikke er, som man helst ville ønske det. Og at løsningen derfor er bedre arbejdsvilkår for en selv.

I en kronik i Politiken skriver lektor Lisbeth Gundlund Jensen, at eleverne fra de danske gymnasieuddannelser skriver dårligt. Ja, faktisk er det så slemt, at ”Vi sender den ene skriftsprogligt analfabetiske generation ud fra gymnasiet til videre uddannelse efter den anden, og vi har gjort det længe. Nok afspejler graden af sproglige problemer i et vist omfang elevernes sociale baggrund, men det er også en pæn del af middelklassens og overklassens unge, der sidder i sproglige problemer til halsen,” skriver hun.

Hendes forklaring på problemet handler først og fremmest om forandringer i skoleverdenen. Og løsningen bliver derefter: Flere afleveringer til eleverne og mere rettetid til lærerne.

Men hvad nu hvis skolen slet ikke er den primære kilde til dannelsen af det enkelte menneske. Hvad nu hvis forfaldet i skriftligheden - det være sig både læsning og skrivning - først og fremmest skyldes den kulturelle revolution som de seneste 20 års teknologiske revolution har medført rundt omkring skolen.

Hvis min generation af børn i 80'erne og første halvdel af 90'erne ville udtrykke os, så havde vi ikke mange andre muligheder end at skrive (og det gælder også de som er ældre). Jeg har skrevet små aviser på min forældres hakkebræt af en skrivemaskine, gået i gang med bøger der sjældent blev over en halv side lange. Nogen har skrevet alen lange dagbøger. Mange af os havde i dag måske valgt at fiske iPaden frem og lave en video til YouTube...

Og hvis vi ville underholdes, så var der i mange år monopol-DR som sendte omtrent aldrig noget for os. De første mange år med TV2 var ikke specielt meget bedre. Og selv videomaskinen havde sine begrænsninger sammenlignet med Netflix. Måske måtte vi bare oftere læse en helt almindelig bog.

Hvad nu hvis skolens bidrag til udviklingen af skriftsprog er meget marginal sammenlignet med det vi lærer i resten af vores børne- og ungdomsliv. Det virker faktisk ret plausibelt på mig. Så er løsningen i hvert fald ikke at give børn og unge dobbelt så mange skriftlige afleveringer og deres lærere tre gange så meget rettetid (og hvem siger overhovedet at alle de rettelser gør en forskel... at det ikke i 80-90% af tilfældene mere er noget læreren gør for "en god ordens skyld", end noget eleverne vælger at sidde dybsindigt at arbejde med for at lære?).

Problemer med skriftlighed kan næppe løses ved nok så mange ændringer i skolen, hvis børns og unges liv i øvrigt er tømt eller drastisk udtyndet for skriftlighed.

Skolen udbygger mennesker, den skaber dem ikke. Heldigvis... og desværre, for det gør det så meget vanskeligere at løse problemet.

Kasper Bjering Søby Jensen (født 1980) er gymnasielærer i matematik og fysik, byrådsmedlem (S) i Ishøj Kommune.  


Kommentarer fra Facebook