For nylig lancerede fagforbundet 3F en underskriftindsamling mod regeringens planer om højere pensionsalder. Flere end 200.000 har skrevet under på protesten. På mandag er samme fagforening vært ved et stort anlagt møde i Cirkusbygningen i København. Her handler det igen om pensionsalderen, som er eneste punkt på dagsordenen. Og det er såmænd også temaet for en af de debatter, LO inviterer til på Folkemødet på Bornholm midt i juni.

Det er selvfølgelig ikke noget tilfælde, at både 3F og LO kaster sig over pensionsalderen, som er tidens måske varmeste politiske kartoffel. I hvert fald set fra mit bord. For det handler om det liv, vi tilbyder de helt almindelige mennesker, jeg er valgt til at repræsentere.

Anført af statsminister Lars Løkke Rasmussen benytter VLAK-regeringen – og de radikale, ikke at forglemme – næsten enhver tænkelig lejlighed til at fortælle os, hvor vigtigt det er, at vi alle sammen bliver flere år på arbejdsmarkedet. De skærpede regler for vores tilbagetrækning, der allerede er vedtaget, skal rykkes frem. Sker det ikke, har vi ikke råd til skattelettelser, og samfundsøkonomien vil i øvrigt også ramle sammen, lyder Løkke-korets monotone slagsang.

Ipren og fysioterapi
Hvis jeg skal være flink og konstruktiv, forstår jeg da godt de grundlæggende tanker: Prognoserne fortæller, at der bliver flere ældre og færre lønmodtagere, og hvis der skal være balance i tingene, skal vi blive flere år på arbejdsmarkedet. Det regnestykke er sådan set enkelt nok.

Men jeg forstår ikke, hvorfor Lars Løkke så stædigt – som var han både talblind og tonedøv – holder fast i sin måde at løse ligningen på. Og det bekymrer mig, for det afslører, at han ikke har respekt for de mange lønmodtagere, der vitterlig har slidt og slæbt gennem et i forvejen langt arbejdsliv.

Det er jo dem, slagsmålet handler om. Hvorfor skal de bøde for skattelettelser? Vi skylder ganske enkelt at tage hensyn til mureren, smeden, social- og sundhedshjælperen, industrislagteren, rengøringsassistenten og alle de andre, der har løftet og båret og skurret og skrubbet og slidt sig en pukkel til, siden de forlod folkeskolen og fandt deres plads på arbejdsmarkedet.

20 procent af LO’erne – det er hver femte – har smerter. Og i de seneste måneder har vi læst og hørt beretninger fra mange af dem. De har fortalt, hvordan de napper en Ipren til morgenkaffen, cykler forbi fysioterapeuten efter fyraften og forpustet trækker efter vejret, når de skal leve op til nye krav om effektivitet i jobbet.

De har fortalt, hvordan arbejdsbyrde og arbejdspres slider på både fysik og psyke. Og de har ikke fortjent, at de igen skal betale den største regning for en reform – som de også gjorde det, de andre gange, vi har fået forlænget vores arbejdsliv.

Vi bliver ved at mobilisere
Heldigvis har Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sagt højt og tydeligt nej regeringens tanker. Derfor er der ikke flertal for hans tilbagetrækningsplaner i Folketinget. Det er der i øvrigt heller ikke i befolkningen.

Ikke en gang regeringens egne vælgere går ind for at hæve pensionsalderen og fremrykke de aftaler, der allerede er indgået.

Det ved vi fra Altingets opsigtsvækkende Norstat-undersøgelse fra januar i år. Den viste massiv modstand mod forslaget blandt alle vælgergrupper – uanset om gevinsten ved en højere pensionsalder blev øremærket skattelettelser eller forbedret velfærd. Og som prikken over i’et erklærede de økonomiske vismænd forleden, at senere tilbagetrækning faktisk slet ikke er så ”påkrævet”, som regeringen har sagt.

Alligevel holder statsministeren stædigt fast i sin kurs. Og det kan virkelig undre, at han overhovedet ikke har vist seriøs vilje til at lytte til modparten.

Helle Nielsen er formand for LO Fyn