Hvorfor plejer Dansk Arbejdsgiverforening fagbevægelsens interesser fremfor arbejdsgivernes?

Dansk Arbejdsgiverforening fremhæver på sin hjemmeside, at organisationen arbejder for at styrke virksomhedernes konkurrencekraft og sikre dem bedst mulig adgang til kvalificerede medarbejdere. 

Det er et sympatisk og legitimt formål, som vi til fulde deler hos Arbejdsgiverforeningen KA. Derfor undrer det mig, at Dansk Arbejdsgiverforening har valgt at medvirke til en politisk aftale, der i praksis trækker i den stik modsatte retning.

SVM-regeringen har sammen med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og den traditionelle fagbevægelse i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) indgået en politisk aftale om en såkaldt overenskomstbaseret certificeringsordning for international arbejdskraft.

Ordningen blev præsenteret som et svar på virksomhedernes massive mangel på kvalificerede medarbejdere og som et værktøj, der skulle gøre international rekruttering lettere og mere smidig. 

Men ser man på ordningens konkrete udformning, er det svært at overse, at aftalen i højere grad synes at have haft til hensigt at sikre en forlomme til den traditionelle og røde del af fagbevægelsen, frem for et reelt ønske om at sikre flest mulige virksomheder den kvalificerede, udenlandske arbejdskraft, som de har behov for.

Udelukker lovlige virksomheder

Certificeringsordningen er nemlig konstrueret sådan, at det kun er virksomheder med overenskomster indgået af medlemsorganisationer i Dansk Arbejdsgiverforening og FH, der kan benytte sig af ordningen. 

Adgangen til ordningen afhænger således ikke af virksomhedernes behov eller ordentlighed

Det betyder, at en lang række seriøse og fuldt lovlige virksomheder på forhånd er udelukket – helt uagtet at de har et dokumenteret behov for arbejdskraft, tilbyder reelle og kvalificerede job og i øvrigt typisk er omfattet af en landsdækkende, kollektiv overenskomst og dermed sikrer ordentlige løn-og ansættelsesvilkår. 

Læs også:Debat: Formueskatten er en patriotisk mulighed for de rige

Adgangen til ordningen afhænger således ikke af virksomhedernes behov eller ordentlighed, men af hvilke organisationer der står bag den overenskomst, virksomheden måtte være dækket af.

Det gør i mindre grad den nye certificeringsordning til et redskab, der reelt kan være med til at løse arbejdskraftmangel, men mere til et politisk redskab, der tydeligvis har til formål at sikre kunstigt åndedræt til den traditionelle fagbevægelse.

Vægter den traditionelle fagbevægelse højere

I et svar fra finansministeren til Folketingets Beskæftigelsesudvalg redegøres der for de beregninger, som ligger til grund for certificeringsordningen. 

Her fremgår det, at den valgte overenskomstbaserede certificeringsordning forventes at øge den strukturelle beskæftigelse med omkring 550 fuldtidspersoner i 2030.

Det er mere end tre gange så mange udenlandske medarbejdere

Men finansministeren oplyser samtidig, at hvis man havde indført en tilsvarende ordning uden at udelukke bestemte overenskomster – altså uden kravet om, at overenskomsten skal være indgået af DA og/eller FH – ville ordningen formentlig kunne have øget beskæftigelsen med omkring 1.900 fuldtidspersoner i 2030. 

Det er mere end tre gange så mange udenlandske medarbejdere som den valgte certificeringsordning forventes at kunne generere. 

Læs også:Socialdemokratiets udlændingeudspil åbner op for skræmmende perspektiver

Dansk Arbejdsgiverforening har altså valgt at lægge navn til en model, som man på forhånd burde have vidst ville give markant færre virksomheder adgang til den nødvendige arbejdskraft, end alternative modeller kunne have gjort. 

Ikke fordi det var teknisk umuligt at lave en bredere ordning, men fordi hensynet til den traditionelle fagbevægelse tydeligvis er blevet vægtet højere.

Ren interessepolitik

Det er vanskeligt at forene med Dansk Arbejdsgiverforenings egen fortælling om at sætte virksomhedernes konkurrencekraft først.

Danske virksomheder har brug for løsninger, der virker i praksis

For når adgang til arbejdskraft gøres til et spørgsmål om, hvem der har indgået overenskomsten, frem for hvilke kvalifikationer der er brug for, og om virksomheden i øvrigt er ordentlig, så har man for mig at se for længst forladt erhvervspolitikken og bevæget sig over i ren interessepolitik.

Danske virksomheder har brug for løsninger, der virker i praksis. Ikke politiske aftaler, der på forhånd fravælger tusindvis af potentielle jobmatch for at holde hånden under bestemte dele af fagbevægelsen. 

Hvis Dansk Arbejdsgiverforening vil tages alvorligt som erhvervslivets talerør, bør man forklare, hvorfor man accepterer en certificeringsordning, som kunne have skaffet næsten fire gange så meget udenlandsk arbejdskraft, men som man alligevel har valgt at gøre markant smallere og ringere, end den kunne have været.