Annonce

Hvorfor skal Socialdemokratiet ikke blande sig?

Socialdemokratiet kritiseres for ikke at blande sig i OK-forhandlingerne, mens venstrefløjen godt må have en mening. Men hvorfor? Svaret er: respekt

For mange år siden var lønmodtagerne i arbejdsgivernes magt. Arbejderklassen havde ingen legitime våben, som den kunne anvende til at forbedre sine vilkår på arbejdsmarkedet. Arbejderne forstod, at hvis deres kamp for retfærdighed og ordentlige vilkår skulle lykkes, så skulle også arbejdsgiverne have ”våben” mod lønmodtagerne.

Derfor byggede arbejdsmarkedets parter et nyt bord og døbte det ”forhandlingsbordet”. Man gav arbejdsgiverne en stol og lønmodtagerne en stol og igangsatte en samtale.

Den samtale har gentaget sig cirka hvert tredje år siden da. Den samtale skal fortsat tages hvert tredje år, og Socialdemokratiet skal stadigvæk ikke blande sig. Jeg mener som socialdemokrat, at mit parti skal respektere den samtale, der tages om bordet.

Jeg mener som socialdemokrat, at mit parti skal respektere den samtale, der tages om bordet.

Som Danmarks største parti så har Socialdemokratiet ofte en mening om det meste. Partiet har også en mening om ikke at blande sig i overenskomstforhandlingerne, for det er ikke dets opgave at blande sig. Man kan vide nok så meget om arbejdsmarkedet, men hele pointen med Den Danske Model er, at arbejdsmarkedets struktur og vilkår aftales politisk upartisk. Det gamle forhandlingsbord ville blive for småt til alle de nye stole, og det røde/blå blod ville flyde ud over kanten. Vi kunne endda risikere, at det pludseligt ville det være alt andet end arbejdsmarkedsvilkår, der ville diskuteres. Forhandlingsbordet ville blive et folketing ”light”, og de aftaler, der blev indgået, ville blive til lov.

Hvorfor skal de fleste arbejdsmarkedsvilkår ikke være lovpligtige? Fordi det vil tage fleksibiliteten ud af arbejdsmarkedet. Hvad der først ansås som lige rettigheder for loven ville hurtigt forældes, og bordet ville blive rykket ind på Christiansborg. Jeg tror, at vi alle har set hvor ”godt” man bliver enige om ting derinde for tiden. Man ville ende med halve symbolpolitiske løsninger, der ville gavne ingen – hverken arbejdsgiverne eller lønmodtagerne, eller endnu værre: kun den ene part.

Så hvorfor bør Socialdemokratiet ikke blande sig?

Vi skal tro på, at de, der ved noget om arbejdsmarkedet, også bedst ved, hvad der kan forbedre selvsamme. Vi skal forstå, at hverken arbejdsgivernes eller lønmodtagernes ønsker og behov vil blive mødt, da de vil drukne i andre politiske agendaer. Vi skal acceptere, at politikerne ikke kender dybdegående til alle sider af alle danske erhverv.

Vi skal respektere dem, der sidder ved forhandlingsbordet, deres viden, deres politiske upartiskhed og deres ønske om et bedre arbejdsmarked i Danmark.

Derfor blander Socialdemokratiet sig ikke; Partiet har for stor respekt for det danske arbejdsmarked til at ville smadre det med lovgivning.

 

Line Høvik Søby er hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Socialdemokratisk Ungdom.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning.

 

Journalistikstuderende ved Roskilde Universitet


Flere artikler om emnet