Hvorfor skulle vi ikke vide det før valget?

Hver gang en ubehagelig historie lander op til et valg, lyder det som et urværk: beskidt kampagne, spin, smæde, mediernes heksejagt. 

Som om det egentlige overgreb ikke er det, vælgerne får at vide, men hvornår de får det at vide.

Typisk er det Ekstra Bladet, der er i skudlinjen. Sidste valg om daværende konservative partiformand Søren Papes kærlighedsliv og denne gang om Alex Vanopslaghs (LA) brug af kokain. 

Men hvis der er ét tidspunkt, hvor vælgerne har krav på sandheden, så er det før de sætter krydset. 

Man kan ikke både forsøge at liste uden om sandheden til efter valgdagen og samtidig spille forurettet, når spørgsmålet om timing melder sig. Det er jo netop deres egen timing, der er sagen.

Vælgerne mangler afgørende informationer

Tag Alex Vanopslagh. Før valget gav han den som grøn-blå forsvarer for rent drikkevand. Samtidig gav han et interview til Weekendavisen, hvor han affærdigede debatten som “det rene hysteri”.

Pointen er ikke bare, at han sagde ét om drikkevand til ét publikum og noget andet til et andet. Pointen er heller ikke bare, at han først ville sige det højt, da valget var overstået. 

Pointen er, at vælgerne blev nægtet adgang til noget, som tydeligvis havde betydning for hans egen vurdering af sagen, mens deres dom stadig talte.

Samtidig vil de andre blå partier ikke stå på mål for regningen

Til gengæld har mediernes timing været helt forkert, når det gælder Dansk Folkepartis pensionsnummer. 

For en akademiker på Christiansborg er pensionsalder et regneark. For en murer, en sosu eller en slagteriarbejder er det knæ, ryg og slidte hænder. 

Læs også:Ville ikke sige det før valget: “Det er jo det rene hysteri. Vi har jo rent drikkevand”

Derfor lyder det også godt, når nogen lover at fastfryse pensionsalderen. Men i forslaget står der også, at det koster 82 milliarder kroner om året, og at der er et hul på 35 milliarder kroner i finansieringen. 

Samtidig vil de andre blå partier ikke stå på mål for regningen. Alligevel kunne Venstre-formand, Troels Lund Poulsen, gå rundt og synge sin sædvanlige sang om at “gøre Danmark rigere”, uden at det for alvor blev hamret ind, at hans sandsynlige parlamentariske grundlag trak i stik modsat retning.

Kaos i blå blok

Men at pressen ikke gjorde den åbenlyse konflikt til et af valgkampens hovedspørgsmål. Hvordan vil blå blok føre ansvarlig økonomisk politik, hvis de er afhængige af et parti, der vil sprænge kassen?

Eller Cecilie Liv Hansen fra LA. Hvordan kunne partiet opstille hende til både byråd, regionsråd og folketing uden at kende til hendes pusher-kæreste?

Den slags hykleri er ikke en privat sag

Og så er der Jacob Harris fra Borgernes Parti. Her skal man holde tungen lige i munden. Han er ikke dømt. 

Men når et nyvalgt folketingsmedlem mødes af mistanke om groft uforsvarlig forretningsførelse og forbindes med “tegn på omfattende privatforbrug” betalt af selskabets midler, er det relevant vælgeroplysning. 

Læs også:Ulighedsignoranterne begår samme fejl som den politisk korrekte venstrefløj

Især når vedkommende samtidig går til valg på et opgør med systemet og statens påståede overgreb mod almindelige borgere. 

Den slags hykleri er ikke en privat sag. Det er selve sagen. 

Her burde journalister have gravet de relevante oplysninger frem før valget.