I den gigantiske arbejdsmiljøskandale i såvel Vestas som Siemens møllevingeproduktion, der dygtigt er blevet afdækket af DR (godt de ansatte har dem), trænger der sig mange spørgsmål på, som endnu ikke er afdækket i offentligheden.

Hvorfor har så mange, der både har haft ansvar og bemyndigelse, tilladt, at der blev spillet russisk roulette med medarbejderens liv og helbred? Vi har set ynkelige forsøg på at bortforklare det skete, og hørt på elendige forsikringer om, vi skam altid tager arbejdsmiljøet alvorligt. Ja - goddav do...

Det er ingen overraskelse for nogen

Hvis vi skræller al snik snak væk, så er bundlinjen, at håndteringen af disse problemer ikke er raketvidenskab. Siden midten af forrige århundrede har vi vidst, at brug af Epoxy og Isocyanater er forbundet med stor helbredsmæssig fare både i forhold til kroniske lidelser og kræft.

Det er ingen overraskelse for nogen – overhovedet.

Virksomheden har ansvaret for arbejdsmiljøet
På den baggrund er der både udviklet kurser og retningslinjer for hvordan man skal beskytte sig ved arbejdet med disse stoffer. Og heri indgår ikke at man beskytter sig ved at bruge tynde papirdragter som epoxy kan trænge igennem.

De blodrøde tal på bundlinjen er også, at siden 2005 er mindst 174 medarbejdere ved de to virksomheder blevet kronisk syge af, at arbejde med disse stoffer og fået anerkendt deres lidelser som arbejdsskader. Og når Vestas pressechef så udtaler, at selv en sag er en sag for meget, så er det, at jeg efter mindst 84 arbejdsskadesager på Vestas ikke kan forstå, hvorfor Vestas så ikke gjorde noget efter den første sag?

Og sammenligningen med, at det også er farligt at cykle og køre bil, er jo direkte nedladende og hånlig. Med al tydelighed har det vist sig, at det var dramatisk farligere at være ansat i Vestas vindmølleproduktion, end at køre til og fra arbejdspladsen. Ansvaret for at medarbejderne kan udfører deres arbejde forsvarligt er alene virksomhedens. Punktum.

Og selv om mange af sagerne har medført en anerkendelse af en arbejdsskade, så står de erstatninger, der efterfølgende udbetales, langt fra mål med det, den enkelte mister. Ikke kun økonomisk, men især i livskvalitet, der ikke kan erstattes.

Kronesmiley-ordningen har spillet fallit
Mange drømme og et godt aktivt liv med ægtefælle og børn er blevet knust for mindst 174 mennesker og deres familier. Og når de bliver arbejdsløse, fordi Siemens og Vestas har påført dem kroniske lidelser, kan de se frem til maksimalt to år på dagpenge.

Kontanthjælp kan ikke fås, hvis man har værdier, der overstiger 10.000 kroner, så må de sælge bil og hus i stedet. Førtidspension er der ingen der får mere, i stedet udsættes borgerne for nedværdigende behandling af jobcentrene i den ene ligegyldige og tåbelige arbejdsprøvning efter den anden.

Ja – det gode liv er effektivt blevet knust for rigtig mange mennesker, og det vanvittige er, at det er sket ved brugen af kemikalier, der er velkendt for, at gøre mennesker syge. Var det i jagten på højere lønninger til direktionsgangene, at medarbejdernes helbred blev sat over styr? Den tanke er noget af det første, der rammer en, for det kan da ikke skyldes uvidenhed hos ledelsen i de to virksomheder.

Det gode liv er effektivt blevet knust for rigtig mange mennesker

På begge virksomheder har der gennem årene, hvor mindst 174 mennesker har fået anerkendt deres lidelser som arbejdsskader, været afholdt et hav af møder i deres sikkerhedsudvalg og i deres samarbejdsudvalg.

Når man ved, hvor minutiøst virksomheder generelt opgør deres fravær, vurderer hvad årsagerne er og hvordan det kan nedbringes, så er det dog ekstremt mærkværdigt, at så mange mennesker kan få deres lidelser anerkendt som arbejdsskader, uden nogen griber ind. Hvad mon der står i mødereferaterne?

Når man på Siemens Wind Power gennem otte år fra 2003 til 2011 erkendte ulovligt at have brugt isocyanater til at fremstille vindmøller, så virker det som en kold kalkyle, hvor respekten for andres liv og helbred er lig nul, når man sender medarbejdere ind i lokaler der er fulde af dampe fra isocyanater. Og så har vi i sagerne igen fået dokumenteret, at en kronesmily ikke er det papir værd, den er trykket på.

Mon ikke en afskaffelse af kronesmily-ordningen vil gavne arbejdsmiljøet bedre, end en ordning, hvor private virksomheder skal tjene penge på at udstede kontrolmærkater og godkendelser, der ikke har bund i virkeligheden på fabriksgulvet.

Hvor var Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen?
Arbejdstilsynet, der af skiftende borgerlige regeringer er blevet decimeret til en papirtiger, har også været på ”virksomhedsbesøg”. Men Arbejdstilsynet har så meget rod i papirerne, at de udstyrer ministeren med forkerte oplysninger til de forklaringer, han skal give til Folketinget. Vor herre bevares, og hvorfor? Er det for at dække over, de godt vidste, noget var galt, men ikke reagerede?

I Arbejdsskadestyrelsen må man formode, at det er i samme afdeling, at samme typer sager behandles. Her har man i årevis, den ene gang efter den anden (faktisk hele 174 gange), anerkendt arbejdsskader hos medarbejdere fra to virksomheder, der producerer det samme. Men det er sket uden at en eneste medarbejder har fundet det mærkværdigt og har reageret. Det er ekstrem underligt.

Arbejdstilsynet har så meget rod i papirerne, at de udstyrer ministeren med forkerte oplysninger

Sager til Arbejdsskadestyrelsen indberettes ofte gennem de faglige organisationer, og her kan man med lige stor undren spørge, hvorfor der ikke i de kontorer, der håndterer den type sager, er nogen der studser over og reageret på det voldsomme antal sager fra blot to virksomheder.

Hvorfor tav alle alarmklokker i alle systemer, medens medarbejderne blev syge og fik kroniske lidelser en efter en? Er vi ikke kommet længere, end at hensynet til aktiekursen og produktionen er større end hensynet til medarbejdernes helbred?

Det kunne tyde på, at det er vi ikke. På Siemens Wind Power brugte man en underentreprenør til at sprøjte med isocyanater om natten i en hal uden udsugning!! På trods af, at det siden 1978 været forbudt at sprøjte med isocyanater uden for særligt indrettede sprøjtekabiner i Danmark. Hvem var denne underentreprenør, hvilke medarbejdere havde han, var det danske statsborgere, hvor mange af dem er blevet syge?

Det er for billigt for Vestas og Siemens Wind Power på den måde at smadre folks liv. Der burde være adgang til at dømme dem til at betale løn til de mennesker, indtil de når folkepensionsalderen. Så kan de måske lære det.

 
Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.