Hyldest: Louis Pio fylder 175 år

Hyldestskrift: Grundlæggeren af Socialdemokratiet og fagbevægelsen, Louis Pio, er ikke en person, som fylder meget i historiebøgerne og dermed heller ikke i folkets bevidsthed. Det er en fejl.
Louis Pio fik ikke nogen lang tid at virke i som politiker. Der gik kun et år efter, at han i maj  1871 havde ført sig frem med sine Socialistiske Blade  - som senere blev til avisen Socialisten, Social-Demokraten og Aktuelt -  til han blev arresteret og ved Højesteret idømt fem års Forberingshus-straf i Vridsløse. Det var tæt på at koste ham livet. Han blev derfor benådet efter tre år. Den daværende borgerlige regering ønskede at undgå, at Pio blev en socialdemokratisk martyr.

Den daværende borgerlige regering ønskede at undgå, at Pio blev en socialdemokratisk martyr.

Men en af hans to nærmeste medarbejdere  Harald Brix -  der ved Højesteret var blevet idømt  tre års  Forbedringshus-straf -  blev faktisk en socialdemokratisk martyr. Hurtigt efter sin frifindelse blev han således atter fængslet. Og da han ikke var blev forbedret  tilstrækkeligt i Vridsløse, skulle han nu tugtes fire år i Horsens Tugthus, hvad der kostede ham livet.  Han ligger begravet på Den Almene Kirkegaard  i Aalborg.

Til kamp for den socialdemokratiske samfundsorden
Kun to år efter benådningen blev Louis Pio af den daværende borgerlige regering udvist til USA. Her døde han 52 år gammel på rund af de alvorlige helbredsskader, som han pådrog sig i Vridsløse. Ved Socialdemokratiets 50 års jubilæum i 1921  blev hans urne bragt fra USA og gravsat på Vestre Kirkegaard i  København.

Men hvad havde Pio dog foretaget sig, siden han skulle udsættes for så grove sanktioner fra de ellers så frihedselskende borgerlige? Det fremgik bland andet af højesteretsdommen, at han havde villet gennemføre ”en socialdemokratisk samfundsorden”, det vil sige det, vi i dag kalder for et velfærdssamfund.  Og det var ikke noget, hverken Højre eller Venstre kunne acceptere.

Pio skrev om emner, som ingen af de - også dengang altdominerende - borgerlige aviser skrev om, for eksempel: Bolignøden, de dårlige skolebygninger og den elendige undervisning, rekrutmishandling, barske arbejdsvilkår for både by- og landarbejdere, kvindeundertrykkelse og livet på de fattiggårde, som dengang blev de ubemidledes endestation - sammen med vagabonder, alkoholikere, enlige kvinder med eller uden børn med flere - inden de kunne tage plads i de evige boliger, som var stillet dem i udsigt.

Pio var reformist  
Louis Pio er en af de få socialdemokrater, der har fået en vis positiv omtale fra den revolutionære venstrefløj.  Men han var ikke revolutionær, han var reformist og demokratisk sindet socialist. Han fremhævede således, at ”en udvidet deltagelse i statsstyrelsen er det sværd, hvormed arbejderen kan og skal befri sig af sine bånd”.

Arbejderne skulle altså ikke overtage statsmagten. De skulle ad demokratisk vej søge at blive stærke nok til at øve indflydelse på dens styrelse. Og videre: ”Danske arbejdere vogt med jeres liv .. den almindelige valgret og lær så selv og jeres efterkommere at bruge den. I skal da … med lov og ret og uden vold sætte jeres berettigede fordringer igennem”. Det er jo tydeligt nok en reformist, som her henvender sig til sine partifæller, ikke en revolutionær.

Arbejderne skulle altså ikke overtage statsmagten.

Ved det første arbejder-friluftsmøde her i landet, som skulle finde sted den 4. maj 1872 på Nørre Fælled - den nuværende Fælledpark i  København - ville Pio for det første have opfordret til udnævnelse af en minister, ”der straks (skulle) tage under overvejelse, på hvilken måde den fattige kan hjælpes” -  fattigdommen i arbejderklassen var massiv dengang.

For det andet ville han have argumenteret for nedsættelse af ”forligskommissioner, der kunne udjævne tvistigheder i arbejdssager” - således som det senere arbejdsretlige system fik til  opgave. Og endelig for det tredje til, at myndighederne optrådte neutralt i forbindelse med arbejdskonflikter, hvad de ikke gjorde. Politiet var konsekvent på arbejdsgivernes side.

Arbejderne trodsede undertrykkerne
Men Pio fik aldrig lejlighed til at fremsætte disse tre reformistiske forslag, eftersom mødet på Nørre Fælled blev forbudt af den borgerlige regering. Det førte i stedet til Slaget på Fælleden, da i tusindvis af københavnske arbejdere trodsede mødeforbuddet. Et forbud, der ikke blot gjaldt dette ene møde, som man kan læse det i de fleste historiebøger, men alle socialdemokratiske friluftsmøder i Hovedstadsområdet.

Det var således groft stridende mod Grundlovens ord om forsamlings- eller mødefrihed. Politiet, det vil sige den borgerlige regering, havde også søgt at hindre udgivelsen af avisen Socialisten, ligesom den – blot ved hjælp af et dekret fra Justitsministeriet - opløste det første danske Socialdemokrati, hvilket stred mod Grundlovens ord om henholdsvis ytrings- og foreningsfrihed.

Ved hjælp af et dekret fra Justitsministeriet opløstes det første danske Socialdemokrati

Sådan behandlede det ellers så frihedselskende borgerlige Danmark den mand, der på et demokratisk, parlamentarisk grundlag ønskede at ændre underklassens elendige vilkår til det bedre. De såkaldt ’borgerlige’ frihedsrettigheder viste sig i sandhed kun at være for de borgerlige, ikke for socialdemokraterne.

Men det blev dem, der i løbet af det 20. århundrede gav de grundlovssikrede frihedsrettigheder det sociale indhold, som muliggjorde udviklingen af velfærdssamfundet – under konstant modstand fra især Venstre – og som dermed gjorde Danmark til et så godt land at leve i for så mange, ja til et af de bedste og frieste samfund i verden.

Henning Tjørnehøj er forfatter og debattør. Han har tidligere arbejdet som blandt andet konsulent i Fagbevægelsens Forskningsråd under LO. I 1992 udgav Tjørnehøj bogen 'Louis Pio - Folkevækkeren'

folkevaekkeren
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

 


Flere artikler om emnet

Annonce