Siden regeringen ikke kunne finde flertal for topskattelettelser, har det borgerlige Danmark febrilsk ledt efter nye måder at kunne give skattelettelser til de rigeste. Man har forsøgt at fjerne loftet over bundfradraget og sikre billigere luksusbiler. Ja selv beskatning af fri telefon skulle fjernes, så det velbjærgede Danmark kunne slippe billigere i skat.

Nu er turen så kommet til arveafgiften. Mens Venstre gik til valg under den irriterende fornuftige parole ”det skal kunne betale sig at arbejde”, har de i dagens og vejens politik skiftet det ud med mantraet ”det skal kunne betale sig at arve”. De har nemlig kæmpet for arvelotteriets lykkejægere før: Da de sørgede for, at det blev billigere at forære en virksomhed til sine børn, så man slipper med 5 procent i skat, hvis man arver en virksomhed.

Venstre har i dagens og vejens politik skiftet deres slogan ud med "Det skal kunne betale sig at arve"

Men det er altså ikke nok. Nej, nu skal arveafgiften sænkes for alle. Eller ”alle” er selvfølgelig en tilnærmelse. Det er nemlig kun omkring 30 procent af befolkningen, der er født ind i tilpas meget rigdom til, at de overhovedet betaler arveafgift – og de fleste af dem sniger sig kun lige akkurat op over bundfradraget på små 300.000. De fleste arver ikke meget andet end gamle møbler og en regning for begravelsen. Men den store urimelighed er altså – må vi forstå på regeringen – ikke den formueulighed, arv viser, men at de, der er heldige nok til at arve store beløb, skal betale sølle 15 procent af det i skat.

De fleste arver ikke meget andet end gamle møbler og en regning for begravelsen

En snusfornuftig skat

Arveafgiften er ellers på alle måder en glimrende måde at finansiere det velfærdssamfund, de fleste af os sætter så stor pris på. Den har ingen negativ effekt på beskæftigelsen, den rammer socialt retfærdigt, og den slår ikke bunden ud af folks husholdningsbudgetter, fordi man beskatter penge, folk alligevel ikke har budgetteret med. Og den ansporer tilmed folk til mere effektive former for virksomhedsoverdragelse end ved at lade den gå i arv til deres børn.

Og lad os så tilbageslå en myte: At arveafgiften skulle være problematisk, fordi der er betalt skat af pengene én gang. For det første er det ikke sandt. En meget stor del af de beløb, der arves, skyldes værdistigninger på fast ejendom – penge der vel at mærke aldrig er blevet beskattet. Eller arbejdet for i øvrigt. For det andet er det sådan i Danmark såvel som i alle andre civiliserede lande, at når penge skifter ejer, skal der betales skat. Hvis jeg går til frisøren eller køber en cykel, betaler jeg det med penge, jeg har betalt indkomstskat af. Det betyder jo ikke, at jeg slipper for at betale moms af min klipning eller min cykel, eller at min frisør eller min cykelhandler har en gudgiven ret til skattefrihed.
Et samfund hvor arbejdet sidder til højbords

Men også fra et moralsk perspektiv er arveafgiften retfærdig og fornuftig. Den er mere end noget andet et opråb om, hvilket samfund vi ønsker at være. Hvad vi ønsker at være, hvad vi ønsker at værdsætte. Vi ønsker, at det enkelte menneskes økonomiske frihed skal være uafhængig af, hvilken familie eller socialklasse, man er født ind i. Vi ønsker at gøre op med generationers nedarvede rigdom og i stedet sikre, at alle mennesker får en fair chance for med hårdt arbejde, talent og vedholdenhed at skabe økonomisk frihed for sig selv.

Det er uforeneligt med et samfund, hvor arbejdet sidder til højbords, at hårdt arbejde bliver beskattet hårdere end slægtens appelsiner i turbanen.

Vi ønsker ikke et samfund, hvor dem der slider ved maskiner og på kontorer skal betale en stor del af deres gevinst i skat, mens de, hvis lykke er båret af heldets familieforhold, skal slippe for at betale deres andel. Vi ønsker ikke et samfund, der er præget af den sociale uretfærdighed, der ligger i, at familieformuer kan gå i arv gennem generationer, og at man den vej igennem kan sikre sig selv stor rigdom, mens sliddets sønner skal betale for de fælles goder. Det er uforeneligt med et samfund, hvor arbejdet sidder til højbords, at hårdt arbejde bliver beskattet hårdere end slægtens appelsiner i turbanen.

Skatter er aldrig synderligt morsomme, men arveafgiften er en af de bedste, der findes. Den er socialt retfærdig, den har ikke negative konsekvenser for beskæftigelsen, den underbygger et samfund, hvor arbejde er en central værdi. Hvis man endelig skal finde et hår i suppen og se problemer med arveafgiften er det ikke, at den er for høj. Nej, det eneste problem ved arveafgiften er, at den er for lav. Hvorfor skal man kun betale 5-15 procent i skat af penge, man aldrig har løftet en finger for, mens man hurtigt skal betale 30-40-50 procent i skat for de penge, man har knoklet sig til gennem dygtighed og hårdt arbejde?

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.