Politikere er ikke i specielt høj kurs for tiden. Alligevel kan man for tiden møde dem på snart sagt ethvert gadehjørne. Med deres flyere og roll-up’s og deres bolsjer og balloner. De har hængt deres valgplakater i lygtepæle og på vejtræer. De ringer på dørene, fylder postkasserne, lover i øst, ønsker i vest og prøver at tiltrække vores opmærksomhed med sjove eller pinlige tiltag.

Men det er okay. For det her er en anden slags valg. Og det er en anden slags politikere, end dem vi er så trætte af. For ja, vi er nok alle sammen trætte af Christiansborg nogle gange. Spin og mudderkast, fordrejninger og talmagi. Jeg ved jo godt, at Christiansborg også er meget mere end det, og at langt de fleste folketingsmedlemmer behandler deres mandat med respekt. Men stadigvæk. Set gennem en tv-skærm eller knitrende avispapir, ser det ikke altid lige kønt ud. Selvom folketingspolitikerne er bedre end deres rygte, så sporer man jo en vis træthed blandt vælgerne.

De går op i de nære ting
Men de (kommende) politikere, der går og agiterer i hvert et hjørne af kongeriget, de er anderledes. Om ikke andet må vi kunne blive enige om at holde af dem. Enhver frygt for, at de stiller op for hæderen er meningsløs, for der er ingen hæder i det, de stiller op til. Man kommer ikke i fjernsynet eller bliver inviteret til smarte fester, fordi man sidder i byrådet i Favrskov. Og vi ved, at de ikke gør det for pengenes skyld, for de får ikke alverden for det.

Til gengæld går de op i de nære ting. De små ting, der virker store, fordi de er så tæt på. Om der er lys på fodboldbanen, når det er mørkt. Om vores børns skolevej er sikker, så de ikke kommer til skade. Om vores gamle får noget ordentligt at spise, og om pædagogerne har tid til at trøste vores børn. De går op i alle de ting, der rører sig, der hvor vi hver især bor. Der, hvor jeg bor, går folk meget op i, hvad der skal ske med den grund, hvor vores hospital ligger, når hospitalet lukker. Og sådan er det i hele landet. Jeg så endda en, der stillede op, fordi han syntes, den kommunale afgift for gravsteder var blevet for høj. Jeg håber, han bliver valgt, for det er da en sympatisk ting at gå op i.

Demokrati i sin reneste form
Alt det glemmer vi nogle gange. Det er en historie om kommunalvalget, vi har godt af at huske. Især fordi kommunalvalget altid beriger os med mere eller mindre uprofessionelle kandidater med rabiate synspunkter eller rod i det moralske kompas. Sådan er det, når uprøvede politikere kan stille op.

Men det er også demokrati i sin reneste form. At vi vælger folk iblandt os, som vi stoler på, til at træffe beslutninger for os. Som er en del af samme lokalsamfund. Som ikke er langt væk, men som er tæt på. Den lokale tømrermester. Ungernes skolelærer. Hende fra Vej og Park eller din gamle nabo, eller ham, der altid pumper boldene i fodboldklubben.

De mennesker kan vi stemme på. Til et valg, hvor vi i fællesskab beslutter os for, hvad der skal ske med det lille hjørne af Danmark, hvor vi hver især bor. Og tømrermesteren og skolelæreren og hende fra Vej og Park og den gamle nabo og ham, der altid pumper boldene i fodboldklubben, de står gudhjælpemig en torsdag eftermiddag i november nede foran Brugsen og gør opmærksom på deres idéer og prøver at fange vores opmærksomhed.

Hvor er det egentlig et privilegium, at vi får lov til at stemme på dem. Og nogle gange tænker jeg, at Danmark måske ville være et bedre sted, hvis Christiansborg bestemte lidt mindre. Og tømrermesteren og skolelæreren og hende fra Vej og Park og den gamle nabo og ham, der altid pumper boldene i fodboldklubben til gengæld bestemte lidt mere.

Mads Havskov Hansen skriver "Mads og Monologen" på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.