De er farvestrålende med deres forskelligt mønstrede bånd og metallerne er i forskellige nuancer og med forskellige motiver.

Medaljerne er mine. Jeg har ikke vundet dem, og de er heller ikke et symbol på at jeg har deltaget i konkurrencer. De er derimod udtryk for nogle af mine kæreste barndomserindringer.

Det er medaljer fra fodture og marcher, som jeg foretog sammen med min elskede farmor og hendes mand.

Som barn boede jeg hver sommer sammen med min farmor og hendes mand på en campingplads.

Her oplevede jeg somrene, hverdagen med mariehøner, der satte sig på leverpostejsmadder, varmen, ålegilderne, fødselsdagene med fulde gæster, hyggen i forteltet og de mange stille stunder; dagene, der bare gled afsted, nætterne der var lyse - og stjernehimlen, der blinkede, mens jeg stod og tissede i en busk.

Og hver weekend tog vi afsted i bilen, for at mødes med de mange andre, der også havde tilmeldt sig en marchtur med Dansk Fodslaw.

Vi betalte for den tilrettelagte tur, og medaljen var en del af det, man fik. Så stod vi der i en stor klynge, og hyggesnakkede i højt humør.

Og når vi begyndte at gå, så spredtes vi langsomt, men sikkert, og på turen forstummedes vi naturligt, og momentvis oplevede vi alle hvorledes kroppens rytmiske bevægelse blev total, og tankerne vandrede frit, ja nærmest fløj afsted.

Jeg husker min stedmorfars stok, der var dekoreret med en masse metalemblemer, og en stor ringeklokke. Det var et muntert segment, uprætentiøst og hyggeligt. Det var de næsten gratis glæder.

Glæden ved at vandre på stier, i skove, langs vandet, på heden, med solskin, med regn, med vindens pusten, med solstik, med våde fusser og knitrende regnjakker, flasker med saftevand og madpakker, der smagte vidunderligt, fordi man virkelig trængte, når man stoppede op, for en stund, for at nære sig, sunde sig.

Læren ved at gå

Jeg husker disse utallige vandreture, fordi de lærte mig, at man bare kan gå, hvis man tynges.

Jeg vidste ikke, at jeg havde lært det. Men jeg fortsatte længe efter at de mange medaljer på opslagstavlerne var blevet gemt væk, og jeg havde forladt barndommens rede, og begivet mig ud på livet tumultariske veje.

Det var som om at en bestemt slags glæde overtog det hele inde i mig.

Når jeg tynges af kærestesorger, eller når sommerferierne var lange, nærmest uendelige, og noget uroligt i mig ikke kunne tøjles, ja, så begyndte jeg at vandre.

Jeg gik, mens jeg langsomt oplevede hvorledes mine tanker blev løsslupne, og ligesom vandrede af sig selv, blev flygtige, fnuglette og selvfølgelige.

Det virkede lindrende, ordnende, frigørende. Det var som om at en bestemt slags glæde overtog det hele inde i mig. Og det var altid lige foran mig.

Måske det krævede, at jeg forlod byen, de mange mennesker, larmen og den ordnede og regulerede trafik. Måske jeg blev nødt til at finde derud, hvor der ikke er andre til stede. Men det er næsten også altid en mulighed.

Vandringens refleksioner

Når man sådan vandrer, og man gør det lang tid nok, fordi man har al den tid, man behøver, så er det forbløffende, at det aldrig falder en ind, at der ude i verden findes smukkere og mere betagende steder at vandre.

Bjergene, fjeldene, ødemarkerne, kyststrækninger med det azurblå hav og de eksotiske dufte, de større dyr, de uendelige arter af insekter, ja, alt det spændende er faktisk ikke relevant for denne særegne og livgivende følelse.

For at få følelsen af at slippe fri, komme ud, blive lettet for den systematiske måde at tænke på, kræves faktisk uendeligt lidt.

Det skal ikke forstås således, at rejser til eksotiske steder ikke har en værdi. Det har de! Jeg erindrer endnu den morgen, hvor vi, efter gårsdagens nat, havde parkeret bilen, slået teltene op og faldet i dyb søvn.

Hvordan det var at vågne, stikke hovedet ud af teltet, og blive slået bagover af bjergtinderne og deres hvide, sneklædte toppe, på en parkeringsplads i Østrig.

Eller dengang, hvor jeg i udkanten af Nice vandrede i Nietzsches fodspor og spekulerede over denne måde at gå og tænke på, indsnusende den vilde timian, mens klippeformationerne drastisk gjorde mig svimmel, når jeg kikkede ned på de brusende bølger.

For jeg er naturligvis ikke den første, der har bemærket vandringens salige effekt. Tænkere har gennem tiderne anvendt denne måde at frigøre sig på, og mange har reflekteret over hvad der gør sådan en fritidsbeskæftigelse så vederkvægende.

Og der er skrevet mange noter og hele bøger om det at vandre, og hvad det kan gøre af godt for tænkningen og ens velbefindende.

For eksempel er det oplysende at dykke ned i antologien ‘Gå! En hyldest til vandringen’, der udkom på Gads Forlag i 2021, redigeret af Karsten Wind Meyhoff, og med bidrag af blandt andet Thomas Boberg, Rune Engelbreth Larsen og Bente Klarlund Pedersen.

Bogen indeholder også små tekster af blandt andet Dan Turèll og andre kendte danskere, der yndede at gå. Og det er langtfra ensidige beretninger og refleksioner. Det at gå kan nemlig opleves og forstås på en væld af måder.

Hver enkelt oplever det at vandre på sin særegne facon, selvom fællestrækket er adspredelsen, følelsen af at blive opladt igen, og så det særegne, at man ligesom føler at ens tanker sættes fri.

Vandring og filosofi

Jeg har vandret så mange steder, og jeg har oplevet saligheden ved sådanne ture, trætheden i kroppen, glæden ved et veldækket, men primitivt bord, glæden ved at sove på steder, der kun er ophold, steder, jeg kun har opholdt mig for at gå til ro.

Og igen er jeg langtfra den eneste, der har haft glæde af det. Det har den franske filosof, Frédéric Gros også, der 2009 udgav bogen ‘Gå! En filosofisk fodrejse’.

Samtidig med at han selv filosoferer over det at gå, refererer han til et væld af historiske tænkere, der har sagt noget særegent og spændende om det at vandre.

Det er en bog, der er værd at dykke ned i, for at blive inspireret til selv at gå, til selv at begynde at reflektere over denne bevægelse, der aldrig handler om at komme først, at nå længst, at vinde noget eller at forcere noget.

Frédéric Gros pointerer, at det vidunderlige og frigivende ved det at vandre netop ikke handler om konkurrencen, eller det at når frem til et mål. Det er vandringen i sig selv, selve bevægelsen, den megen tid, den behagelige, rytmiske bevægelse og det at tanken begynder at gå sine egne veje, der er pointen.

Denne pointe deler Jakob Kvist, der for nylig har udgivet bogen ‘Vandringens mærkbarhed - Essays om vandringens metafysik’.

Jakob Kvist er selv fritidsvandrer, og forklarer sine læsere, at hans føler sig nærmere naturen på vandringer, der sjovt nok opleves som selvforglemmelse, eller sammensmeltning med naturen.

Han bemærker, at det kun er når han vandrer, at han oplever det at være udenfor og på vej som noget essentielt, i modsætning til hverdagen, hvor det at bevæge sig til og fra arbejdet og andre destinationer mellem hjemmet og livet i byen, blot er noget der skal overstås.

Og mon ikke mange har det ligesom Jakob Kvist i hverdagen, hvor vi knapt bemærker disse forbindelser fra det ene sted, til det andet? Mon ikke, at der er en pointe i, at vi mestendels betragter det at skulle bevæge os fra et sted til et andet, som noget der bare skal overstås?

Folkebevægelse

Når jeg står i fiskehandleren, hvor jeg arbejder, så kommer pensionistjuntaen ofte forbi. De vil have lune frikadeller. De kommer anstigende med deres stokke og vandrepinde. De er i højt humør.

Det er oftest dem med hunde, eller de ældre, som jeg træffer, når jeg tidligt om morgenen går på arbejde, på stierne langs bugten. De ser alle så friske ud.

Det er på Vestegnen, herude langs bugten, der er så smukt anrettet, med en forbløffende rig natur, i form af mange forskellige fugle, og stier langs grønne områder, med havets brusen og foranderlighed på den ene side.

Og jeg vandrer endnu, ligesom jeg gjorde det, dengang jeg som dreng tog med min farmor ud at vandre.

Men i dag er jeg blevet bedre til at standse op, indimellem, for at se bedre. Også når jeg vandrer, begynder jeg at se bedre.

Alt det, der bare var "grønt" bliver til et væld af nuancer. Og sådan er det også når jeg standser op og får øje på en sommerfugl eller en bille.

Pludselig er jeg opslugt, og mængden af liv tager til. Jeg bliver opmærksom på alt det liv, der hele tiden har været der, men som jeg fortravlet ikke har været bekendt med.

Glæden ved vandring er hverken aldersbestemt eller klassebestemt.

Ofte - og mest om sommeren - forhandler jeg med mig selv. Jeg køber tid af mig selv, lægger tid til side, så jeg husker, at jeg bare kan sætte mig midt i de høje græsarter og siv, og så pludselig blive bevidst om al den summen og aktivitet. Det at glemme, hvad klokken er, hvor lang tid, der er gået.

Det er sådan, jeg har det med vandringen. Og i dag ved jeg, at jeg ikke bare deler denne fritidsbeskæftigelse med pensionisterne, og de mange folkelige bevægelser, der mødes for at vandre. Glæden ved vandring er hverken aldersbestemt eller klassebestemt.

Det er en næsten gratis glæde, og den er uproblematisk at gå i gang med. Og den kan løfte en ud over hverdagen og nå helt op i skyerne, hvor filosofiske spørgsmål optræder.

Så min opfordring til jer alle er: Gå! Gør det på jeres egen facon, men husk samtidig, at man også kan blive inspireret til at få endnu mere ud af det, ved at læse om andre, der elsker denne beskæftigelse.

Jakob Kvist. 'Vandringens mærkbarhed - essays om vandringens metafysik'. Forlaget Mellemgaard, 2022. 89 sider.

Antologi. 'Gå. En hyldest til vandringen'. Gads Forlag, 2021. Redigeret af Karsten Wind Meyhoff. 255 sider.

Frédéric Gros. 'Gå! En filosofisk fodrejse'. På dansk ved Lars Bonnevie. Kristeligt Dagblads Forlag, 2015. 201 sider.