I anledning af Frederiks fødselsdag: Stauning så det helt rigtigt

Kravet om en republik er forsvundet i takt med at kongemagten er blevet stækket.
I Netavisen Pio må der selvfølgelig være en særlig tilgang til kronprinser. Det skylder vi Socialdemokratiets skabelsesberetning og stifteren Louis Pio. Dengang hed han ikke Frede men Fredy, Fredes tipoldefar. Han var fra 1863 til 1906 den evige kronprins, inden han blev Frederik 8., og han passede butikken i ugerne op til Slaget på Fælleden i maj 1872.

Slaget på Fælleden var mere Kronen end Crones værk

Fra vores børnelærdom husker vi måske, at det var politidirektør Vilhelm Crone, der dirigerede politifolk og husarer mod de demonstrerende arbejdere. Men ak, bag kulisserne på Amalienborg og i Statsrådets møder var det superstrammeren Fredy, der skubbede på Crone gennem justitsminister A.F. Krieger, og således var slaget på Fælleden mere Kronen end Crones værk.

Helst havde Fredy buret hele S-ledelsen inde på forhånd, så der aldrig var blevet så meget som begyndelsen til en demonstration. Afslutningen på denne historie er munter. Fredys forældre var på rejse og sendte fra Athen en række breve til regent-sønnen med stor tak, fordi han ved sine handlinger en gang for alle havde stoppet dette røde uvæsen med Pio i spidsen.

Republikken der blev væk
I min egen tidlige DsU-tid i begyndelsen af 1960’erne troede vi stadig på republikken, talte vel også for den i demokratiets navn og for døve øren. Hvis ikke Th. Stauning som partileder havde lagt denne kamp til side, så havde H.C. Hansen som partiformand og statsminister dog gjort denne kamp umulig i vores generation. Han havde et venskabeligt forhold til Frederik 9., Dronningens far, oprigtigt venskabeligt med kant til det private.

Partiformand Stauning lagde vel republikken til side allerede i 1915. Man kunne godt tage imod Kongens indbydelse til fest, når anledningen ikke var kongerøgelse, men en hyldest til den nye grundlov med kvinders stemmeret og den slags, der gik i Socialdemokratiets retning.

Der havde været nogle bataljer, da Peter Sabroe havde været til the hos kronprins Christian (10.) på Marselisborg, men nu var Sabroe død, og hovedbestyrelsen glemte gamle trusler om udelukkelse.

Stauning begrundede sine holdninger i Socialdemokraten, hvor hans argumentation var klar. Der var så mange af de andre partier og mennesker, der ville det royale. Man gik ikke ind for kongedømmet, nej tak, men man respekterede de demokratiske institutioner og den omstændighed, at de meget store dele af befolkningen ikke gad tænke tanken om republik. Staunings gamle grundholdning kan hverken Socialdemokratiet eller kongehuset løbe fra.

Indholdet i datidens socialdemokratiske politik blev, at man forsøgte at holde igen på bevillingerne og ad den vej styre højheden. Tilbage i det partipolitiske er vel kun lidt fryns om partifællernes pynt og påklædning og om de nejer/bukker for dybt ved aftenselskaberne, mens pengesagerne efterhånden er ukontroversielle.

Borte har taget kongemagten
Er republikken dampet af, så kan det samme siges om kongemagten. Borte har taget alt undtaget symboler, prestige og bred anerkendelse. Jo, ordensvæsenet står tilbage, det samme er de kongelige udnævnelser for de øverste tjenestemænd/mk, folkekirkeligt overhoved og familieoverhoved med ret til at sanktionere de ansvarsfrie medlemmer af kongehuset, når de ikke overholder færdselsloven. Og så skal kongehusets leder forhandle løn for sig selv og familien, begrunde de stigninger, som lejlighedsvis ligner den omvendte grønthøster, ikke tre procents nedskæring, men tre procents stigning over hele linjen.

Jeg har fuld tillid til, at kongehuset også i fremtiden kan tælle til 90

Hvis nogen en dag får god tid, kan de gerne begå en stillingsbeskrivelse for regenten, og den vil formentlig se så kedelig ud, at Frede næppe gad søge, hvis ikke lige det var for vilkårene.

Det eneste sjove er regeringsdannelser, mens de mangfoldige omdannelser må være kedelige, spillet omkring mandaternes sammentælling må være højdepunktet og jeg har fuld tillid til, at kongehuset også i fremtiden kan tælle til 90, selv om nogle af ansøgere kan have trang til kreativ bogføring.

Når Borte har taget kongemagten, må indholdet i tronfølgerens arbejdsliv være indholdsløst. I århundreder har det været erkendelsen, at tronfølgerens job er blandt de vanskeligste. Han eller hun skal holde sig så meget i baggrunden, at der ikke skygges for Majestæten, men han eller hun skal alligevel stikke hovedet så meget frem, at folk ved, at embedet også i fremtiden kan fyldes ud.

Et royalt olympisk frirum

Lediggang er som bekendt roden til alt ondt, og er tidligere bekæmpet med militære sysler. Kronprins Frederik har søgt sig en rolle i den olympiske bevægelse, men et kongeligt frirum er det ikke blevet, og den internationale olympiske komite er da også et politisk forum. Og hvad så?

Det er Majestæten og kun Dronningen, der skal svare for, at hendes kongemagt er hævet over partier, Christian 9. var i næsten hele sin regeringstid et-partikonge styret af konseilspræsident og godsejer J.B.S. Estrup.

Skræmmende galt og det satte Danmark årtier tilbage. Hvis Kronprins Frederik i den olympiske komite stemmer, som den danske olympiske komite ønsker det, og ikke som Christiansborg vil styre politisk, så kan han for min skyld godt arbejde på det grundlag. Det er først på selve tronen, at den slags ikke holder, alt andet er småligt.

Kongehus og overklasse
I anledning af Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag den 26. maj gik Jyllands-Posten forleden tæt på kronprinsens omgangskreds under overskriften:” Kronprinsen henter sine venner på samfundets øverste hylder.” Sådan som det står alle for at vælge eller fravælge til vennekredsen foretager Frede sine valg; det synes ikke at være gået ud over populariteten, at der mangler bredde i et sådant omfang, at det ikke jævnes ud med et par ekstra boldspillere til de kulturelle aftenselskaber.

Den gode journalist og forfatter Søren Jakobsen har skrevet om denne overklasse, og hans bog ”Overklassemagt – På strejftog i de øverste danske magtcirkler” fik en fremragende anmeldelse, også på Netavisen Pio.

Jeg skrev den selv, og da fødselsdagsfesten ikke skal løbe af med nogen eller ændre et retvisende billede, så gentages de afsluttende linjer her:

”Det er ikke skræmmende, men uskønt, at overklassemagten læner sig op ad de kongelige og henter prestige, titler og ordenspynt. Og trist at se de kongeliges buk og skrab tilbage i noget-for-noget-spillet med milliardærerne i vennekredsen, som bogen har godt fat i.”

Nej, det er ikke Lizette og Bente, der kommer til eftermiddagskaffe, end ikke når de gæve kvinder har gennemført arbejdsmarkedets største systemskifte siden 1899, en videreudvikling af Louis Pios forhandlingsmodel, der skræmte Fredy så voldsomt (Faktisk ved jeg ikke, om de blev inviteret, men sagde nej, men bredden mangler under alle omstændigheder). Institutionen er kongelig, kongeblå, blå.

Det skal ikke forhindre et stilfærdigt tillykke med ønsket om at kronprinsetiden må vare mange år endnu.

   

Poul Smidt er journalist, cand.jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Foto: fotograf Lars Møller, kongehuset.dk

 

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet en biografi om statsminister Viggo Kampmann og senest 'Fredy: Klemt kronprins - glemt konge. En biografi om Frederik 8.'


placeholder

Annonce