I Danmark er det ikke nok at passe sig selv

Da vi indførte krav om automatisk opskrivning til daginstitution, så var det først og fremmest politikere fra rød blok, der protesterede
Henover sommeren fik vi i endnu en akt i det identitetspolitiske skuespil, som den offentlige debat stadig oftere lægger scene til. Anledningen var en artikel i New York Times, der kritiserer vores parallelsamfundspakke. En kritik, der bygger på en grundlæggende borgerlig, amerikansk forståelse af frihed.

Mens titusinder af børn vokser op uden reelle muligheder i New York, bruger byens største avis sine kræfter på at kritisere en dansk lovgivning, der giver ret til at sende børn gratis i daginstitution

Mens titusinder af børn vokser op uden reelle muligheder i New York, bruger byens største avis sine kræfter på at kritisere en dansk lovgivning, der giver ret til at sende børn gratis i daginstitution. Den børnecheck, som man mister, hvis man vælger ikke at gøre det, er et helt ukendt velfærdsgode i det liberale USA. Men mærkværdigt nok, blev en grundlæggende borgerlig kritik fra New York Times først og fremmest båret frem af venstreorienterede stemmer herhjemme.

Debatten minder mig om bogen ”Fremskridtsarbejderen”, hvor kommunisten Poul Nielsen i 1970’erne interviewer LO-medlemmer, der stemte på Fremskridtspartiet. Her møder man blandt andet arbejdsmanden Frede Pommergård, der bor i en bræddehytte på tolv kvadratmeter på en mark uden for Haslev. I den tilstødende stald havde han en bestand af kvæg, gæs og grise, og en grebning, der efter gammel landboskik var fælles for både dyr og mennesker. I sin lille hytte levede Pommergård en tilværelse fri af penge og offentlige registrering. Han levede af æg, mælk og kød fra sine dyr, og solgte ænder for at dække forbruget af sukker og snustobak.

Frihed til at leve upåvirket af samfundet

Frede Pommergård var en af de sidste af sin slags. Danmark gik fra starten af 1960’erne til slutningen af 1970’erne fra at være et samfund, hvor man som Frede Pommergård kunne leve i fred, til at være et samfund, hvor alle er forpligtet over for fællesskabet. Sådan blev det få steder i verden. I USA kan man leve som Amish og aldrig komme samfundet ved, og kræve at det holder sig væk. I Italien lever op imod fem millioner mennesker uden for myndighedernes rækkevidde. I Schweiz har statsmagten så godt som ingen indflydelse over lokale forhold.

Tabet af den livsform, hvor man er upåvirket af det offentlige, er lige så endegyldigt som tabet af Slesvig-Holsten.

Nogle borgerlige begræder det valg, vi som samfund traf, da vi på to årtier gik fra at betragte frihed som muligheden for at leve upåvirket af samfundet, til at betragte frihed, som de muligheder samfundet giver den enkelte. Men deres tårer er forgæves. Danskerne er det meste af tiden tilfredse med den samfundsindretning vi har gennemført, fordi den har skabt et af verdens lykkeligste, mest tillidsfulde, mest lige og økonomisk stærkeste lande. Tabet af den livsform, hvor man er upåvirket af det offentlige, er lige så endegyldigt som tabet af Slesvig-Holsten.

Skal vi genindføre ’de tvivlsomme friheder’

Derfor er det interessant, at de borgerliges beklagelser henover sommerens debat fik følge af folk, der normalt ellers betragter sig som venstreorienterede. Da vi i parallelsamfundspakken indførte krav om, at man som udgangspunkt bliver opskrevet i en daginstitution, var det først og fremmest politikere fra rød blok, der protesterede over denne udvidelse af velfærdssamfundet. Den identitetspolitiske tro på retten til at melde sig ud af samfundet, trumfede de velfærdspolitiske mål om at give alle børn lige muligheder i livet.

Det var først og fremmest politikere fra rød blok, der protesterede over denne udvidelse af velfærdssamfundet

Den sælsomme alliance mellem det identitetspolitiske venstre og liberale højre blev smedet under modstanden mod ”tvang” som en del af vores samfund. ”Staten skal ikke bestemme over borgernes liv under påskud af, at det er for deres eget bedste”, skrev Alternativets politiske ordfører undervejs. Det er svært at begribe konsekvensen af at føre det synspunkt ud i livet, men det ville som minimum betyde friheden til at lade være med at lære sine børn at læse, frihed fra at tage hensyn til miljøet, frihed fra at skulle få tvangsfjernet sine børn hvis man vanrøgter dem, og mange andre tvivlsomme friheder.

Realiteten er, at vores samfund er bygget på et forpligtende fællesskab. Friheden til at leve uden for fællesskabets rammer som Frede Pommergård eksisterer ikke længere. I stedet har vi fået friheden for det enkelte barn til at skabe sig et liv med muligheder, uanset hvilke forældre det har fået tildelt. Vi har fri adgang til sygehusene, vi har jobs med høje mindstelønninger og vi har understøttelse, hvis man bliver arbejdsløs.

En trosbekendelse til velfærdssamfundet

Parallelsamfundspakken er en trosbekendelse til det velfærdssamfund, som vi har bygget op gennem et halvt århundrede. Den er bevidstheden om, at alle er en del af fællesskabet, og er forpligtet over for det.

Parallelsamfundspakken er en trosbekendelse til det velfærdssamfund, som vi har bygget op gennem et halvt århundrede

At vi ikke kan løse problemerne i udsatte boligområder med konsulenter og streetbasket, men gennem de stærke velfærdsinstitutioner, vi sammen har bygget op.

Kaare Dybvad er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og valgt i Holbæk.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Kommentarer fra Facebook