I sidste ende tager havet det hele til sig igen

Tove Janssons mange skrifter, malerier, tegninger og karikaturer viser til fulde, at en infantil tilgang til verden hverken er naiv eller eskapistisk. Det er bestemt også tilfældet i det lille skrift, ‘Optegnelser fra en ø’, der lige er udkommet på dansk.

Der er slet ingen tvivl om, at Tove Janssons navn er stærkt knyttet til hendes kreation af Mumitroldene, og at hun i dag er den mest kendte, finske kunstner på verdensplan.

Foruden det verdensberømte designbrand, Marimekko, er det som om, at den finske stjernehimmel kun kan rumme Jansson, når vi taler om kulturel bredde.

Og det er ikke tilfældigt, at det netop er en kvinde, der indtager denne plads, for finsk kulturhistorie er spækket med dygtige kvinder.

Og så minder hun på så mange måder om Astrid Lindgren

‘Optegnelser fra en ø’ er udkommet på Gyldendal, der også har stået bag udgivelsen af flere af Janssons litterære værker, der er rettet mod et voksenpublikum. Og det er bestemt til stor glæde for os alle, for Janssons stemme og stil er i den grad berigende og mangefacetteret.

Og så minder hun på så mange måder om Astrid Lindgren, hvilket heller ikke gør Jansson til en mindre betydelig kunstner.

Hitler iført ble

Der er, som sagt, noget særdeles interessant i det blik, der nærmest i børnehøjde formår at skildre en kompleks virkelighed. Det viste Astrid Lindgren for eksempel til fulde i den formidable roman, ‘Brødrene Løvehjerte’ fra 1973, der så hjerteskærende behandler døden på en måde, der angiveligt ikke er set lige.

Fælles for Lindgren og Jansson er også, at de begge skrev på svensk, men Janssons univers er samtidig præget af den finske natur og historie.

Ringer der en klokke?

Allerede som helt ung arbejdede hun som illustrator, og hun kreerede blandt andet en karikatur af Adolf Hitler, iført ble, der hyler, samtidig med at Neville Chamberlain forsøger at berolige ham, og de omkringliggende lande fodrer ham med småbidder af deres lande.

Ringer der en klokke?

‘Optegnelser af en ø’ består af små dagbogsnoteringer, plus mindre essay-lignende indlæg, der alle handler om Toves og hendes kvindelige kæreste, Tuulikki Pietiläs realisering af en drøm om at bygge en hytte på en øde klippeø i den finske skærgård.

Det var et projekt, som de realiserede i begyndelsen af 1960'erne, og her levede de sammen i sommerhalvåret gennem næsten 30 år.

Et infantilt blik på tilværelsen 

Tuulikki Pietilä var også kunstner, og Tove Jansson kom selv fra en kunstnerisk familie. Hele skriftet emmer af kunstnerisk skaberglæde, og det til trods for, at der ikke er en eneste reference til noget kunstnerisk værk i bogen.

Det er mere et skrift, der handler om hvorledes parret i stigende grad knyttes til øen, der både er betagende og en stor udfordring. Også sporadisk læser vi små dagbogsnotitser fra Tuulikki Pietiläs hånd.

Hendes stemme er, som altid, blid og rummelig

Grunden til at det her er essentielt at bemærke, at Tove Jansson har et infantilt blik på tilværelsen, er, at hun også her viser, hvorledes sådan et blik fungerer til en beskrivelse af dette eventyr.

Hendes stemme er, som altid, blid og rummelig, samtidig med, at modgange tages som en moder ville gøre det: med overskud og med en lidt ironisk tilgang til børnenes dramatiske, eksistentielle brydninger med tilværelsen.

Det er bestemt ikke patroniserende, og Jansson benytter selvsamme infantile optik mod sig selv.

Naturens kræfter

Drypvist giver Jansson fra sig af sin store kærlighed til den finske natur, som hun elskede ubetinget.

Der er fine beskrivelser af naturens kræfter, af dens mangfoldighed og mange væsener, her især fine beskrivelser af fugle. Jansson formåede at beskrive knapt og præcist, og hun brugte alle sanserne.

Det er Jansson natur, hugget ud i klippegranit!

Denne her passage fanger meget godt, hvorledes Jansson skildrede naturen:

“Da vi kom til øen, var strandengen fuld af bølgende marehalm, som blev fejet hid og did af vinden og lignede silke, i næste øjeblik silkens matte bagside, måske endnu smukkere, skiftevis det ene og det andet. Der var nogen, der fortalte, at der engang havde været en blomstereng der, og selvfølgelig gik vi i gang med at befri og forbedre. Vi skrællede hele engen og kastede al marehalmen i havet. Det var ikke altid så ligetil at sondre mellem de rødder, man skulle passe på, og de rødder, der skulle kastes i havet, eller som måske var vigtige for at holde på jorden.

De undertrykte blomster kom op og fyldte hele engen med deres skønhed.

Men jeg mindes det der billede af uberørthed, marehalmen, der vajede i vinden.”

Det er Jansson natur, hugget ud i klippegranit! Hun vidste godt, at disse bearbejdninger af naturen, ‘forbedringer’, var momentane, og at alting har en slutning. Det hele vender en dag tilbage til havet, og det er jo sådan set også meget godt.

Det er i hvert selve essensen af ‘Optegnelser fra en ø’, og derfor kan den, trods dens smalle format og korte form, ramme de fleste af os.

Det hele er en eventyr

Tove Jansson beskriver sjovt nok ikke særligt uddybende, at de på denne ø sang og dansede hele sommeren. Det er som om, at disse momenter af livsglæde og tilstedeværelse ikke rigtig egner sig til omfattende beskrivelser. Her handler det vist mest af alt om bare at være til stede.

Det er noget, som vi kan tage ved lære her i vor tidsalder, hvor dokumentation via mobiltelefoner nærmest gør nutiden uopnåelig.

Nuet er størst af alle, for det er her at livet bruser

I sidste ende tager havet det hele til sig igen. Mennesker, som man holder af, dør eller forsvinder. Janssons Mumitrolde er kærlige karikaturer af hendes familiære verden, og det hele er et eventyr, hvor der er op- og nedture.

Skrifterne og billederne står nok tilbage, og det er dyrebare erindringer, men Jansson lærer os også, at nuet er størst af alle, for det er her at livet bruser.

Tove Jansson: ‘Optegnelser fra en ø'. Med illustrationer af Tuulikki Pietilä. På dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt. 96 sider. Forlaget Gyldendal. Bogen udkom i går.