I Venedigs fornemmeste bordel er der ingen kære mor

Filmen 'Primavera' er en fiktiv fortælling om komponisten Antonio Lucio Vivaldis skabelse af de berømte violinstykker i fire dele, med titlen ‘De fire årstider’. 

Det var stykker, som han skrev i Venedig i første halvdel af 1700-tallet, mens han samtidig var fast komponist og underviser på Ospedale della Pietà, der var et børnehjem for piger, hvor de fremmeligste fik undervisning i musik. 

Damiano Michielettos film er baseret på en roman, 'Stabat Mater', skrevet af Tiziano Scarpa, og den handler om børnehjemmets/klostrets bedste violinist, der betager og inspirerer Vivaldi, der syg er vendt tilbage til byen, og som har fået genansættelse for at gøre klostret og den tilstødende kirke populær igen. 

Filmens kvindelige hovedperson, der er spillet den underskønne Tecla Insolia, er dybt engageret i selve musikken, i modsætning til sine medsøstre, der lever i drømmen om engang at blive købt fri af en velhaver, der så vil gifte sig med dem. 

Problemet for vor hovedperson er så bare, at når kvinderne først er gift, så må de lægge musikken på hylden og hengive sig til arbejdet for at tilfredsstille deres mands behov. 

Den danske konge

Meget af fortællingen er opdigtet, og den er konstrueret sådan, at den giver en idé om, hvordan det lykkedes for Vivaldi at få skrevet det berømte musikstykke. 

Men der er også visse dele af filmen, der er sandfærdig. 

Vi ser den danske kong Frederik IV, der er på sin dannelsesrejse, og på besøg i Venedig, mens krigen i Skandinavien, som han selv har indledt, holder en pause. Vivaldi dedikerede faktisk et stykke, 'Opus 2', udgivet i 1709, til den danske konge. 

Læs også:Blæst bagover af Palladio: Ny bog går i fodsporene på mesterarkitekt

I filmen ser vi den legesyge konge rende fjoget rundt, og vi ser også, at han overhører en koncert til klostret, hvilket er fuldkommen korrekt. 

Men fremstillingen er med garanti karikeret, ligesom hele filmen er ret så karikeret, fordi instruktøren gerne vil skære sit budskab ud i pap. 

Grådige og liderlige

Alle mændene i filmen er grådige, liderlige, gustne og brutale. Alle kvinderne, inklusiv de mere ondsindede, er i sidste ende mennesker, der vil deres medsøstre det godt. 

På den ene side er budskabet for groft og for latterligt, fordi det spiller unødigt på vores krænkelsesparathed, men på den anden side, er der også en god pointe i at få slået fast, at datidens fine klostre, hvor kvinder, der fødte børn udenfor ægteskabet anonymt kunne aflevere deres babyer til disse klostre, så dannede dem og gjorde dem til perfekte og giftefærdige godter for de rige. 

Venedig var for øvrigt kendt for at være Europas mest syndige sted

Filmens absolutte pointe er, at klosteret i sidste ende er et fornemt bordel, og det giver faktisk mening. Venedig var for øvrigt kendt for at være Europas mest syndige sted, og rigmænd valfartede til byen af vand, hvor de kunne muntre sig med de utallige demimonder og prostituerede. 

Den nok mest kendte af dem, der muntrede sig her, er Casanova. 

Venedig var en tidligere militær republik og handelsmagt, der i 1700-tallet havde mistet en del af selvsamme, men endnu lukrerede på turisme, hvor især de mange maskefestivaler var populære. 

Det handlede om effekt

Samtidig med at Vivaldi arbejdede for klostret, hvor de dygtige nonner spillede hans musik, mens de blev gemt væk bag tykke mure, gitterværk og bag masker, var den berømte maler Canaletto i fuld gang med at male sine hyperrealistisk udseende malerier af Venedigs magiske bygninger og spejlinger i kanalerne. 

Men hele tricket var jo, at Canaletto slet ikke gengav byen i al dens brogede beskidte og larmende realitet, men derimod gjorde den mere ideel og mere glorværdig og ren, end den faktisk var. 

Læs også:Nolans gigantværk er betagende

Vivaldis musik havde omtrent samme effekt som Canalettos malerier. Det handlede om effekt, og om at skabe mere dramatik, mere barok forførelse. Det er en tildækning af tingenes egentlige forhold, som filmen 'Primavera' også benytter. 

Hvis man skal give en nogenlunde billede af, hvordan filmen fremstår, så er den lige dele ‘Amadeus’, sådan som Milos Forman fortalte historien om Mozart, i sin film fra 1984, og så Bruce Millers tv-serie, 'The Handmaid’s Tale', byggende på Margaret Atwoods dystopiske fortælling om et samfund, hvor kvinder er blevet reduceret til rene fødemaskiner og slaver for mænd. 

Dygtigt udført håndværk

Filmen 'Primavera' skaber samme løsslupne og ret så latterlige og modbydelige verden, som den man ser i Amadeus, uden for klostrets mure, og så den dystopiske og klaustrofobiske verden, som den fremstår i 'The Handsmaid’s Tale', inde for murene, hvor nonnerne endda bærer de samme dragter. 

Det, der gør filmen til en ren æstetisk nydelse, er de mange scener, hvor kvinder spiller musikken. Det er gribende og dramatiske scener filmet med virtuos effekt og dramatik. Det er dygtigt udført håndværk med en hel del psykologisk effekt. 

Det lykkes også ret så effektivt at vide, hvordan det må være at være spærret inde og drømme om at slippe ud. Hele filmen dybere pointe er faktisk, at alle de falske forhåbninger om, for eksempel at ens mor en dag vil komme tilbage og hente deres afleverede barn, eller at livet som gift vil skabe frihed, er en langt større byrde, end at leve med et mere realistisk blik på virkeligheden. 

Det er så smuk musik

Om filmens ret så tydeligt implicitte pointe om, at musikken og kunsten bevidst skjuler virkelighedens mere grusomme realitet, så er en egentlig kritik af selvsamme, skal jeg ikke kunne sige. 

Men man sidder lidt med sådan en fornemmelse i kroppen, mens rulleteksterne løber hen over lærredet. Det er samme forvirrende - og intenderede - effekt, som man har gennem hele filmen:

 Det er så smuk musik, og den kvindelige hovedperson er også en sand nydelse for øjet, men samtidig er grusomheden allestedsnærværende, og det hele synes være i gang med at gå i forrådnelse. 

Alligevel værd at se

Desværre er 'Primavera' ikke noget stort mesterværk, fordi den spiller på alt for enstrengede instrumenter og karikerer på en måde, der stimulerer for lidt. 

Alligevel er den værd at se, selvom man nok kunne ønske sig flere scener fra selve Venedig, måske endda ud fra begge vinkler, med det foregøglede og løgnagtige billede ala Canaletto på den ene side, og virkelighedens mere beskidte på den anden side. Men her har instruktøren sparet lidt på produktionen, og det skæmmer en smule. 

Læs også:Frankrigs nationalhelt hyldes lige til den gode side i ny storslået spillefilm

Man skal se 'Primavera' fordi den godt kan bære det rent æstetisk, men man skal ikke forvente de helt store udfordringer eller den helt store og stimulerende oplevelse ud over det sædvanlige. 

Selvom de fleste anmeldere bemærker, at filmen slet ikke handler om Vivaldi, så er det faktisk spændende at få et indblik i hans musik via filmen. 

Filmen handler faktisk mere om denne musik, end hvad anmelderne har slået ned på, og det er bare notorisk interessant, selvom vi ganske vist ikke får et større indblik i Vivaldi selv. 

'Primavera'. Instrueret af Damiano Michieletto. Baseret på en fortælling af Tiziano Scarpa. Men Tecla Insolia og Michele Riondo i hovedrollerne. 110 minutter. 2025.