Ida Auken: Derfor er vi ikke ligeglade med håndtrykket

For nyligt snakkede jeg med en ung muslimsk mand. Han var på Borgen for at spise frokost med min kollega, Frederik Vad, som han havde haft en heftig debat med på Københavns Universitet. 

Frederik kaldte mig over og spurgte, om jeg lige ville hilse på manden, Omar. Vi trykkede hånd og faldt i snak om religion og politik.

Samtalen faldt på sidste års store diskussion om håndtryk, hvor jeg havde smidt en muslimsk mand ud af mit kontor, fordi han nægtede at give mig hånden på lige fod med mine mandlige kollegaer. 

Jeg foreslog Omar og Frederik, at vi gik op i Samtaleværelset på Borgen. Her viste jeg Omar det enorme billede til højre, som kun består af mænd. 

Det er fra forhandlingerne om grundloven i 1915. Jeg forklarede, at det kun er godt 100 år siden, at kvinder begyndte at blive behandlet på lige fod med mænd i det danske demokrati. 

Derfor er vi ikke ligeglade med håndtrykket, der signalerer respekt, fred og ligeværd.

30 af demokratiets vigtigste kvinder

Dernæst kiggede vi på billedet til venstre. Det er Mie Mørkebergs nye billede af 30 af demokratiets vigtigste kvindelige politikere. Det billede har kun hængt der et par måneder.

Jeg gav også et teologisk argument for hvorfor jeg, som kristent menneske, synes, at håndtrykket er vigtigt.

For mig er det allervigtigste sted hos Paulus Galaterbrevet 3,28, hvor han skriver: 

”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.”

Læs også:Frederik Vad har modigt taget hul på debat om middelalderlig islamisk kultur

Paulus’ pointe er så banebrydende, fordi han anerkender, at der findes mænd og kvinder, og at vi er forskellige, men det er ikke det, der er det afgørende. 

Det er, at mennesker er ét i den nye orden, som opstår med kristendommen.

Og som jeg fortalte Omar, så er det også en grund til, at jeg er imod at overbetone skellet mellem kønnene. Jeg synes, det er forkert.

Det handler ikke om at være imod muslimer

Denne snak fik os naturligvis ikke til at blive enige, men det var min fornemmelse, at han forstod, at min position omkring håndtrykket ikke handler om at være imod muslimer. 

Men om at jeg tror på noget andet end dem. 

Jeg oplever, at mange muslimer har større tryghed ved et andet menneske med en tro end for en sekularisme, der vil fjerne al religion fra det offentlige rum. Eller en tilgang, der blot handler om at gøre livet surt for muslimer.

Vi kan ikke begge to få ret, når jeg insisterer på ligebehandling og han på kønsadskillelse

Men hvis en dansk muslim vælger at fortolke sin religion således, at han ikke vil trykke en kvinde i hånden, så opstår der en konflikt. 

Vi kan ikke begge to få ret, når jeg insisterer på ligebehandling og han på kønsadskillelse. Og netop i det danske demokrati, hvor ligestillingen er en fuldstændig grundlæggende søjle, der må religiøse kønskrav bøje af. 

Der er mange, der vil løse problemet ved helt at smide religionen ud af det offentlige rum. Det tror jeg er en dårlig idé. Den er der jo alligevel. 

Klare grænser i det offentlige rum

Troende mennesker hænger ikke deres tro på en knage, når de går ud ad døren. Deres tro former deres liv - præcis som ikke-troende mennesker er formet af nogle grundlæggende overbevisninger, der sjældent er mere rationelle. 

Men der er nogle klare grænser for religionen i det offentlige rum: man kan ikke tvinge sin tro ned over andre mennesker. Hvis ikke Bibelen er en autoritet i et andet menneskes liv, så må man respektere det. 

Læs også:Kvinder skal da selv bestemme, om de vil have en abort

Det kan aldrig være et tvingende argument i et demokrati, at noget står i Bibelen (eller koranen for den sags skyld). Her må vi overbevise hinanden med demokratiske argumenter. 

Og det er netop grunden til, at jeg først lavede argumentet med grundloven fra 1915, hvor kvinder får stemmeret og dermed ligeværd. Det er også grunden til, at kristendommen har en særstilling i Danmark. 

Det har vi i tusind år i fællesskab besluttet, at den skulle have. Det kan man naturligvis ændre på demokratisk vis. Det synes jeg ikke, vi skal, men det er en længere snak til en anden dag.