Henrik Sass Larsen udgav tidligere på året debatbogen Exodus, der stiller skarpt på tidens aktuelle politiske udfordringer. Bogen indledes med kapitlet ’Vores ideologiske fundament’, som beskriver hvordan Socialdemokratiets gruppeformand fortolker de klassiske socialdemokratiske kerneværdier: Frihed, lighed og solidaritet. 

Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi

Henrik Sass Larsen skriver:

"Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi. En ide, som er tidløs og altomfattende. Som uanset tidsalder eller teknologiske, kulturelle eller sociale udviklinger, kan give svaret på retning og mening. En sådan ideologi bygger centrum-venstre på: den demokratiske socialisme.

Den demokratiske socialisme bygger på 3 søjler: Frihed, lighed og solidaritet.

Frihed er ikke at rode i affaldsdynger
Menneskets historie er i høj grad en historie om ufrihed. Fra de tidligste arkæologiske studier ved vi, at eksempelvis fødevaremangel og sygdomme har gjort tilværelsen vanskelig og ufri. Op igennem civilisationens historie har alene knaphed på fødevarer gjort tilværelsen vanskelig for de fleste. Stadig i dag – på trods af menneskehedens overvældende mangfoldighedsbiologiske succes – lever millioner på sultegrænsen.

Når man er sulten og ikke har midlerne eller mulighederne for at blive mæt, er man ikke fri

Og når man er sulten og ikke har midlerne eller mulighederne for at blive mæt, er man ikke fri. Det har intet med frihed at gøre at skrabe efter rødder i jorden eller for den sags skyld rode i affaldsdynger efter mad – uanset at libertarianere formentlig vil definere disse mennesker som frie, da deres skattetryk er tæt på nul.

Den politiske indretning gennem civilisationens historie har desværre også hovedsageligt stået på ufrihed. Der findes charmerende eksempler på stammesamfund og mindre civilisationer, hvor den politiske undertrykkelse har været minimal, men som hovedregel har samfundene indrettet sig efter, at den stærkeste havde ret – og alle privilegierne. Militære sejrherrer blev politiske ledere, og hvad enten de kaldte sig konger, kejsere eller noget helt tredje, har mønsteret været, at de i massivt omfang har undertrykt og udbyttet den øvrige befolkning til egen vinding.

Heller ikke her kan man tale om frihed, også uanset at diverse konservative partier gennem tiden har ment, at konge og adel var gudgiven.

Opgør med religionens moralske kvælertag
Og apropos Gud. Af en eller anden grund har menneskeheden gennem tiden forsøgt at skabe mening med tilværelsen gennem en religion, og som oftest har denne religion tilknyttet sig de lokale magthavere og har til tider været i indædt kappestrid med militære diktatorer om at være mest muligt undertrykkende. En gudgiven og dermed skæbnebestemt religion sætter imidlertid ingen mennesker fri, tværtimod. Det er derfor, at islam fortolket som lovreligion passer så dårligt ind i et samfund, hvor religionen er sekulariseret og har været det i flere hundrede år.

Forudsætningen for frihed er adgang til tilstrækkelige ressourcer, frit valg af magthavere og frihed fra skæbnebestemte religioner.

Den industrielle revolution og efterfølgende tilhørende teknologier har muliggjort at frembringe tilstrækkeligt med ressourcer. Det er muligt at producere fødevarer i et omfang, der gør, at ingen bør sulte. Om så fordelingen er i orden, er en anden sag.

Fra renæssancen og frem er det lykkedes at frigøre videnskab og privatliv fra religionens moralske kvælertag

Gennem diverse demokratiske reformer gennem de seneste 150 år er det lykkedes de fleste europæiske lande at opnå reelt demokrati, sådan at man har mulighed for at til- og fravælge politiske ledere.

Og fra renæssancen og frem er det langsomt men sikkert lykkedes at frigøre videnskab og privatliv fra religionens moralske kvælertag.

De basale forudsætninger for frihed er til stede.

Men det er naturligvis en meget overfladisk konstatering. En gennemgang af Europas historie de seneste 100 år er snarere én lang og tragisk oplistning af tilbageskridt, krig, vold og overgreb end om frihedens fremskridt. Grundlaget for dagens frihedsrettigheder ligger badet i blod udgydt af nazister, fascister og kommunister i menneskehedens værste afsind og betalt af primært jøder og unge amerikanere og englændere, som døde for den sag. Det rummer sin egen sælsomme storhed, at de vrede unge mennesker, som iblandt står og demonstrerer mod USA, stort set kun har USA at takke for, at de har den frihed.

Men frihed er mere end basale forudsætninger.

Den reelle frihed
Er det at være mæt, have stemmeret og være fri for religiøs indblanding en tilstrækkelig betingelse for frihed? For store dele af højrefløjen er svaret ja.

For centrum-venstre er svaret nej.

Historisk har centrum-venstre stået for at udvide den reelle frihed med 3 store frihedsprojekter: arbejde, uddannelse og sundhed.

Hvis man ikke har adgang til et arbejde, er man ufri.

På billeder fra 1930’erne kan man se lange køer af arbejdsløse mænd. Det blev frihedsprojekt nummer 1 for arbejderbevægelsen 

På billeder fra 1930’erne kan man se lange køer af mænd. Arbejdsløse mænd, som er mødt op for at få et job for en dag. Der er sparsom eller ingen understøttelse. Ledigheden er tårnhøj som følge af den store depression. Og derhjemme er familier, som lider under manglende indkomst. Det blev frihedsprojekt nummer 1 for arbejderbevægelsen at gøre noget derved.

At arbejde og dermed skabe en indkomst for sig selv og sin familie er en grundlæggende ret. Og at arbejdet skal være af en art, der er tålelig og endog ønskelig, og at udbyttet er tilstrækkeligt til en ordentlig tilværelse for én selv og ens familie skaber værdigheden. Derfor fagforeninger som sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor friheden til at kunne uddanne sig og søge bredt. Derfor muligheden for indkomsterstatning i tilfælde af ledighed.

Frihed er at få mulighed for at studere og læse uanset social og økonomisk baggrund.

Historisk projekt at bryder lænkerne
Historien var, at var man født i arbejderklassen, forblev man en del af arbejderklassen. Udsigten til og muligheden for at tage en uddannelse var stort set ikke eksisterende indtil 60’ernes velfærdssamfund. Og det uanset hvor dygtig og flittig vedkommende var – det sociale udgangspunkt determinerede din fremtid.

Det blev centrum-venstres andet store frihedsprojekt at bryde de lænker.

Hvis der er uoverstigelige økonomiske barrierer for at tage en ungdomsuddannelse, faglig/teknisk uddannelse eller universitetsuddannelse, er friheden ikke til stede. Derfor uddannelsesstøtte, derfor lige og fri adgang for alle studerende til universitetet, derfor uddannelses­garanti for faglærte.

Frihed er også at få den bedst tilgængelige sundhedsbehandling uanset social og økonomisk baggrund. Hvis man skal diskutere med et forsikringsselskab, om man har ret til en ordentlig og dækkende behandling for sin sygdom, er man ikke fri, og bliver man den nægtet, er man ilde stedt. Når nogen bliver afvist i privathospitalets dør grundet manglende økonomisk formåen, er ufriheden og uretfærdigheden åbenbar – i alt fald for centrum-venstre.

Frihed er tilstedeværelsen af værdige valgmuligheder for den enkelte i tilværelsen, og dermed menes i alle væsentlige aspekter af denne. Uden adgang til arbejde, uddannelse og sundhed findes der ikke reel frihed."