Ideologisk: Lighed er lige muligheder og forpligtelser

Den økonomiske lighed skal måles på, om dem, som udgør bunden af indkomstfordelingen, har en indkomst, hvor de kan forsørge sig selv og deres familie

Henrik Sass Larsen udgav tidligere på året debatbogen Exodus, der stiller skarpt på tidens aktuelle politiske udfordringer. Bogen indledes med kapitlet ’Vores ideologiske fundament’, som beskriver hvordan Socialdemokratiets gruppeformand fortolker de klassiske socialdemokratiske kerneværdier: Frihed, lighed og solidaritet. 

Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi

Henrik Sass Larsen skriver:

"Et parti, som vil overleve på langt sigt, må basere sin politik på en ideologi. En ide, som er tidløs og altomfattende. Som uanset tidsalder eller teknologiske, kulturelle eller sociale udviklinger, kan give svaret på retning og mening. En sådan ideologi bygger centrum-venstre på: den demokratiske socialisme.

Den demokratiske socialisme bygger på 3 søjler: Frihed, lighed og solidaritet.

Værd at dø for
Menneskets politiske historie er én lang frihedskamp. En kamp om at opnå frihed gennem lige rettigheder. En kamp, der har været badet i blod, hvad enten det stammer fra den fattige fæstebonde eller den moderne soldat. Lige rettigheder er så vigtige, at de er værd at dø for.

Lige politiske rettigheder har stået i front for denne kamp. Lige og frie valg for alle voksne borgere er et enkelt og – skulle man synes – rimeligt krav. Stadig i 2018 er det imidlertid ikke sædvane verden rundt. Demokrati forekommer i mange ufærdige varianter og hvor folk er flest udøves autoritære styreformer, og stemmeret er ikke en given rettighed. Unge mennesker, som er vokset op i en tryg og fri materiel vestlig tilværelse, skal nogle gange tvinges fra iPad’ens underholdning til de internationale nyheder for at erkende, at verden kan være anderledes. Og forhåbentlig chokeres over hvad de ser.

Navnlig centrum-venstre er i de europæiske lande gået forrest i kampen for lige politiske rettigheder. Det gælder stemmeret til arbejdere, tyende og fattige – en stemmeret, som var dem nægtet af konservative kræfter. Kvinders stemmeret var ligeledes en mærkesag for centrum-venstre ligesom retten til at stemme, når man er ung. Gennem mere end 100 års kamp er det lykkedes at komme i mål på trods af højrefløjen, som oftest kan skamme sig over at være på den forkerte side af historien.

Man kan have stemmeret, men leve i så absurd fattigdom

Frontale anslag mod tilkæmpede politiske rettigheder har der været mange af. Fra Francos fascister, Hitlers nazister til kommunisternes lange, undertrykkende greb i de østeuropæiske lande. I 2015 er Rusland i et anfald af magtsyge begyndt at sprede nationalismens pest til de østlige egne af Europa og underminerer dermed politiske borgerlige rettigheder, og i Mellemøsten efterleves en stadig mere radikaliseret version af islam, hvor befolkningen undertrykkes i religionens navn. Og en udgave af islam, som mange indvandrere fra Mellemøsten har taget med sig til Europa. Demokrati er ikke en given sag – det skal beskyttes og kæmpes for.

Den politiske lighed er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for reel frihed. Man kan have stemmeret, men leve i så absurd fattigdom eller elendighed, at stemmeretten giver meget lidt mening.

Uligheden øges med kolossal fart - sult ved slottets porte
Og dermed er den økonomiske lighed en forudsætning for en bæredygtig lighed og frihed.

Hvis et meget lille antal mennesker, en kongelig familie eller en eksotisk gangster har sat sig på hovedparten af et lands formue, så bliver uligheden typisk så massivt undertrykkende, at kontrasterne mellem rig og fattig bliver groteske. For der gælder som regel det, at velhavende mennesker ingen stopknap har. De vil til stadighed have flere og flere ressourcer skrabet til sig og lider typisk ikke af sociale kvababbelser i den forbindelse. Igennem historien har der været vulgære eksempler på kongers pragt og ekshibitionistiske levevis, hvor folk bogstaveligt har sultet ved slottets porte.

mest deprimerende af alt er, at tidligere tiders fremskridt nu er ved at blive afmonteret i den engelsksprogede del af verden

Rundt om i verden udlever lokale diktatorer stadig samme skamløse praksis – Afrika gennem de seneste 50 år er et eksempel på denne nedslående adfærd. Men alle kontinenter kan såmænd være med. Og mest deprimerende af alt er, at tidligere tiders fremskridt nu er ved at blive afmonteret i den engelsksprogede del af verden, hvor uligheden øges med kolossal fart.

Instrumentet til at bekæmpe økonomisk ulighed – og samtidig finansiere den fælles velfærd – er et retfærdigt skattesystem.

Staten og et indkomstskattesystem, som er progressivt, har været brugt til at sikre større økonomisk lighed og retfærdighed. Vestlige industrielle lande er stort set alle gået fra barbariske sociale og økonomiske vilkår til velfærdsstater med større indkomstdistribution. Gamle præ-industrielle mastodonter og gammel overklasse blev decimeret i økonomi og indflydelse, og arbejderklasse blev til middelklasse. En unik centrum-venstre-vision blev virkeliggjort gennem skabelsen af velfærdssamfundet, og en af metoderne var progressiv beskatning og stor indkomstfordeling.

Mål på bunden af indkomstfordelingen
En effektiv og udlignende beskatning af indkomster og formue er forudsætningen for, at de få ikke render med det hele. Retfærdig skat er højrefløjens hadeobjekt nummer 1 (når de altså ikke lige bruger tiden på at blande sig i, hvem der kysser med hvem). For dem er den indkomst eller formue, man kan skrabe til sig eller arve sig til, en privat sag, som samfundet skal blande sig mindst muligt i. Centrum-venstres svar hertil er flersidet: Dels kan mennesker sjældent sammenskrabe så store indkomster uafhængigt af andres menneskers medvirken, hvorfor der i udgangspunktet har været noget i vejen med fordelingen af arbejdets værdi; eller hvis indkomsten alene er sket gennem spekulation på kapital, så er de bagvedliggende produkter eller forbrugere de egentlige betalere; eller hvis man arver betydelige ressourcer, er det problematisk, hvis der ikke sker en ordentlig beskatning.

Den økonomiske lighed skal måles på, om dem, som udgør bunden af indkomstfordelingen, har en ordentlig indkomst

Må man have en høj indkomst og stor formue i en socialdemokratisk vision for lighed? Det må man gerne. Og det kan endog hævdes, at selve det socialdemokratiske velfærdssamfund med mange forbrugere med betydelig indkomst er selve forudsætningen for, at stadig flere kan opleve at blive milliardærer.

Den økonomiske lighed skal måles på, om dem, som udgør bunden af indkomstfordelingen, har en ordentlig indkomst, hvor de kan forsørge sig selv og deres familie, og om dem, som er i den øverste indkomstklasse, får en proportional indkomst svarende til deres indsats og betaler en fair beskatning heraf."

Netavisen Pio vil over tre weekender udgive kapitler fra bogens indledning, som handler om frihed, lighed og solidaritet 


Kommentarer fra Facebook