Todd Fields film ‘Tár’ er på mange måder en gigantisk kliché. Det er ikke det interessante. Det interessante, derimod, er hvorledes den slipper afsted med sådanne opstyltede banaliteter.

’Tár’ handler, kort sagt, om den perfekte Maestro, chefdirigenten Lydia Tár, der spilles af Cate Blanchett. Og hold nu fast: Hun er den første kvindelige dirigent for det legendariske orkester, Berliner Philharmonikerne, lesbisk, med meritter, der blandt andet indbefatter oprettelsen af et legat for kvinder, berejst og oplyst af længere ophold blandt oprindelige folk.

Dens tematisering af musikkens væsen, og geniets måde at forstå denne på, er så slapt og pseudo-inficeret, at det næsten ikke er til at holde ud

Lydia Tár er indbegrebet af alt det progressive, lige indtil MeToo også rammer hende, i form af magtsyge, mangel på respekt for woke-bevægelsens stigende indflydelse samt idiosynkratiske præferencer, der hæmmer hendes dømmekraft og grænserne for hendes rettigheder.

Hvis ikke det alene, som plot, var lige så tykt som den sirup, som amerikanerne bader deres fede pandekager i, så skal filmens mange symbolske lag nok sætte prikken over i’et.

Dens tematisering af musikkens væsen, og geniets måde at forstå denne på, er så slapt og pseudo-inficeret, at det næsten ikke er til at holde ud.

Eliten elsker Freud

Læg dertil en klassisk freudiansk fortælleramme hen over, og værket som det reneste kitsch er fuldendt.

Den kulturelle elite elsker Freud - især hvis det handler om begærets ubevidst dyriske manifestationer. Det kan i grunden undre, at den måske sidste bastion for klassisk freudiansk fortolkningssprog er at finde i den aller øverste del af den kulturelle elite.

Vi så det i den ret så banale, men stærkt anmelderroste, ’The Square’, hvor der gøres grin med selvsamme segment, men samtidig illustreres deres fremmedgjorte selvbillede som noget seksuelt ustyrligt, noget på en og samme tid bestialsk og autentisk.

Hendes drifter er så komplekse og udløses i alle mulige og umulige retninger.

Den lækre, muskuløse performer i ’The Square’, der både tricker det seksuelle og det voldeligt skræmmende i slutscenen af filmen, er den figur, som man ser, igen og igen, i de såkaldte auteur-film.

Ditto i filmen ’Tár’. Hendes drifter er så komplekse og udløses i alle mulige og umulige retninger. Men først og fremmest handler det om de mere seksuelt frigjorte længere ned i hierarkiet, de "ædle vilde", ligesom det handler om "oprindelige" mennesker, derude i "den tredje verden".

Drifterne udløses og forløses i musikken, gennem en kreativ proces, hvor fortolkningen af de klassiske værker får større fylde. Men det er kun en bihistorie i ’Tár’, hvor det egentlige drama netop handler om alt det andet.  

Her udløses drifterne i skumle kældre, hvor Tár bliver tiltrukket af det seksuelle begær.

Den scene, for øvrigt, er så tam en reference til Andrei Tarkovskys ’Stalker’, med den sorte hund, vandet og de ruinøse omgivelser, at man ligefrem stødes over dens freudianske banalitet, accentueret ved at Tár medbringer en lille bamse, som hun vil levere tilbage til den, der tænder hende seksuelt.

Kontroltab

Kontrollen er også genstand for kritik i filmen, og den udløser ukontrollerbare angstanfald, rene symboler på tab af styring. Tár mister i tiltagende grad kontrollen, og dette illustreres ved lyde fra køleskabet og en metronom, der går i gang af sig selv.  

At der foregår uhyrligheder, magtspil og misbrug blandt elitens kulturelle ikoner, kan næppe komme bag på nogen.

Historierne er ad legio, og nogle af dem nævnes også i filmen. Men som tematik bliver de nærmest gjort grin med, og i hvert fald ikke taget seriøst.

Det som undertegnede derimod, ikke begriber, er den fetich, der også synes at blive dyrket i disse film

’Tár’ er den alvorlige udgave af den danske Tv-serie ’Orkestret’, og faktisk identisk som historie.

Det som undertegnede derimod, ikke begriber, er den fetich, der også synes at blive dyrket i disse film, med alle de lækre interiører, det ekstreme fokus på skræddersyet detaljer, samtidig med at vi aldrig, sådan rigtigt, får lov til at komme om bag kulisserne, deromme, hvor det grimme for alvor blottes.

Det er den slags pseudo-intellektualisme, der kan få en anmelder til at skrive: “Cate Blanchett er sublim som den sublime dirigent, der ikke formår at sublimere sin sexlyst”, hvad det så end betyder. Indrømmet, undertegnede fatter faktisk ikke sætningen.

Vandet spilder over hos de begejstrede

Hele filmen forsøger at gøre det hele uklart, udefinerbart, og derfor fremstår det hele også kun som antydninger.

I en scene ser vi Tár løbe i en park, hvor hun hører et skrig. Det har fået en anmelder til at skrive, at hun løber væk fra en potentiel konflikt, selvom der ikke er noget som helst der antyder, at det er tilfældet.

Nogle af samtalerne og opvisningerne udi i klassisk musik er faktisk inspirerende

Det kunne i grunden lige så godt være, at hun forsøgte at løbe hen til gerningsstedet, men når Freud først er i spil, så spilder vandet ofte over hos de begejstrede.

Nogle af samtalerne og opvisningerne ud i klassisk musik er faktisk inspirerende. Men de små glimt er så kortvarige og knappe, at man dårligt når at opfatte dem.

Samtalerne om Bach og Mahlers 5. Symfoni er interessante, andet er næsten plat, fordi disse ekstremt dygtige musikere da må tale teori på et bare lidt højere plan. Man har da lov at håbe, i hvert fald.

Stor skønhed

Og ja, Cate Blanchett giver den hele armen, og det er en god præstation. Det er selve rollen, der er så enøjet og gumpetung, at man samtidig skuffes.

Hvorfor så animeret og overdrevet, næsten prosaisk, fremfor poetisk, når hun står og dirigerer? Det er den nemme løsning og desværre ikke den overvældende og mere realistiske.

Det værste ved ’Tár’, men også en film som ’The Square’, er dens postulat om underklassen

Filmens ”tone”, derimod, billedernes bløde fremtoning, er virkelig lækker, indrømmet. Det er stor skønhed, men desværre også ret hult, når man tager anvendelsen med i betragtning.  

Det værste ved ’Tár’, men også en film som ’The Square’, er dens postulat om underklassen, eller dem længere nede i hierarkiet, der kan udløse det dyriske.

Gid den kulturelle overklasse snart vil holde op med at producere film, hvor det seksuelt indestængte symboliseres ved det tilbagestående, det ødelagte og de mindre ansvarsfulde liv, der samtidig bliver ophøjet til det ‘autentiske’ og det ‘ægte’.

Næ, så hellere Luchino Viscontis 'Døden i Venedig' fra 1971, baseret på Thomas Manns roman, der handler om en homoseksuel/pædofil komponist, og hvor Mahlers 5. Symfoni også er det centrale omdrejningspunkt. Der kan man tale om et sublimt mesterværk!
 

Tár. Instrueret af Todd Field. Med Cate Blanchett i hovedrollen. 2 timer og 38 minutter. 2022.