Annonce

Importeret arbejdskraft smider stuepiger på gaden

Stuepigerne på de Københavnske hoteller føler sig presset af Working Holiday-ordning. ”Vi bliver jo bare udskiftet med argentinere”, lyder bekymringen.
Har du prøvet at blive fyret og erstattet af en anden, udelukkende fordi du er dyrere?

Kollegaer hentes til landet, alene med det formål at presse lønnen

Nej heldigvis, vil de fleste af os nok sige. Men sådan er virkeligheden desværre ikke for alle. Stadigt flere lønmodtagere presses til et højere arbejdstempo, under truslen om at de kan blive udskiftet med yngre – og ja, billigere kollegaer. Kollegaer, der hentes til landet, alene med det formål at presse lønnen ned og arbejdstempoet op.

Vi bliver jo bare udskiftet 

For nogle dage siden sad jeg med en gruppe tillidsrepræsentanter for stuepigerne på de Københavnske hoteller. En gruppe, der dækker over nationaliteter fra hele kloden: filippinere, thailændere, nepalesere, rumænere, bulgarere bare for at nævne nogle stykker. Fælles for dem alle er, at de arbejder på de københavnske hoteller og at de var nervøse.

Vi bliver jo bare udskiftet med argentinere

De berettede, at stadigt flere af deres kollegaer følte sig presset af arbejdsgiveren. ”Vi bliver jo bare udskiftet med argentinere” fortalte den ene med henvisning til de stærkt stigende antal nye kollegaer fra Sydamerika.

Alene i årets første syv måneder er mere end 2.300 unge udenlandske arbejdere kommet til landet og tallet er stærkt stigende. De kommer til landet via ordningen ’Working Holliday’, der åbner mulighed for at lønmodtagere fra flere sydamerikanske lande kan komme til Danmark og arbejde i op til et år. En ordning, som hotellernes ejere for alvor har fået øje på og nu benytter i et hidtil uset omfang.

Faglig solidaritet på tværs kultur 

Gennem årene har stuepigerne på de store hoteller prøvet meget. Outsourcing, rengørings-mafia og systematisk konkurrenceudsættelse har været en normal del af arbejdsdagen. Der skal en del til at ”slå dem ud”. Deres svar på arbejdsgivernes rævekager har hver gang været deres stærke fællesskab på tværs af etniske og kulturelle baggrunde. De har, uanset hvor de kom fra, arbejdet for, at man var medlem af 3F og at deres sammenhold var bolværket imod de ringe arbejdsvilkår.

Sammenholdet er nu truet af de mange nyankomne, som kun er i landet i en kort periode

Men sammenholdet er nu truet af de mange nyankomne, som kun er i landet i en kort periode. De bliver ikke en del af fællesskabet, før de udskiftes på ny. Resultatet er, at den faglige organisering systematisk undergraves. Working Holliday-ordningen er som skabt til bekæmpelse af kollegiale fællesskaber og truer selve grundlaget for den danske model på hotellerne.

Arbejdsgiverne har i årevis råbt op om mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet og samtidig benægtet, at lønpres hørte med i den cocktail. Brugen – og misbrugen – af den nye ordning viser med al tydelighed, at sandheden er en anden.

Ikke en farbar vej for regeringen

Når regeringen skal mødes med arbejdsmarkedets parter om ændringer på det danske arbejdsmarked vil arbejdsgiverne med sikkerhed stille krav om øget adgang til udenlandsk arbejdskraft. Det kan der sikkert være rimelige grunde til.

Ordninger som Working Holliday hører på ingen måde hjemme på det danske arbejdsmarked

Men ordninger som Working Holliday hører på ingen måde hjemme på det danske arbejdsmarked. Regeringen bør gøre det klart, at ordninger, der alene har til hensigt at presse lønmodtagerne yderligere, ikke er en farbar vej.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet