Annonce

Inden samråd: Se seks af Lars Løkkes tidligere sager

Taxiturer, hotelophold, flyrejser og underbukser. Det er langt fra første gang, at Løkke er i problemer fordi han lader andre betale sine udgifter.
Onsdag skal statsminister Lars Løkke Rasmussen i samråd i Folketinget i sagen om de såkaldte kvotekonger. Her er Lars Løkke under beskyldning for at have taget imod en gave i form af en uges sommerhusophold i Skagen til en værdi af mindst 10.000 kroner fra kvotekongen John-Anker Hametner Larsen, som også på sine såkaldte torskegilder har indsamlet over én million kroner til LøkkeFonden.

Og det alt sammen på trods af, at Lars Løkke Rasmussen ellers har afvist at have 'relationer' til disse såkaldte kvotekonger, som i årevis har nydt godt af en stærkt kritiseret forvaltning af reglerne for ejerskab af fiskekvoter.

Dermed sættes der endnu engang spørgsmålstegn ved Løkkes dømmekraft i sager, der handler om hans egen privatøkonomi. Det er nemlig langt fra første gang, at Løkke er under beskydning i sager der involverer hans private økonomi, og de tidligere sager har ifølge kommentatorer i høj grad bidraget til, at Løkke gennem en årrække har klaret sig dårligt i popularitetsmålinger.

Her er seks af de sager, som tidligere har belastet Løkkes omdømme:

Bilagssagen, 2008
Løkkes første store sag er den såkaldte bilagssag, som rammer i foråret 2008, da Løkke sidder som finansminister. Her dukker en lang række bilag op i pressen fra Lars Løkkes tid som amtsborgmester i Fredensborg Amt og som indenrigs- og sundhedsminister. Blandt andet diskoteksbesøg, taxiture, cigaretkøb og ikke mindst en mystisk regning for et hotelophold under navnet ”Jensen”.

Sagerne udløser voldsom kritik af Lars Løkke og truer med at rokke ved han position som ubestridt kronprins i Venstre, men han klarer frisag, dog først efter i flere omgange at have betalt penge tilbage som han tidligere har fået udbetalt.

Snapsesagen, 2009
I 2009 kan Ekstra Bladet fortælle, at Lars Løkke og Søren Pind har holdt et såkaldt frokostmøde på Café Petersborg tilbage i 2004. På mødet har de to drukket fem fadøl og 20 snaps. Mødet betales af skatteborgerne via Søren Pinds repræsentationskonto hos Københavns Kommune, hvor Pind dengang var borgmester.

Rygekabinesagen, 2012
I foråret 2012 kommer det frem, at Statsministeriet har betalt 154.000 kroner for at leje en rygekabine med to barstole til Lars Løkke, da han var statsminister i perioden fra 2009 til 2011. Sagen kommer kort tid efter, at Venstre har angrebet den nyudnævnte fødevareminister Mette Gjerskov for at bruge 34.000 kroner på en rygekabine i sit ministerium.

Løkke skriver efterfølgende på Facebook, at prisen for rygekabinen i Statsministeriet var større end han "personligt finder rimeligt", og at han derfor selv vil refundere udgifterne. Men altså først efter, at sagen havde fået en tur i pressen.

GGGI-sagen, 2013
I efteråret 2013 kommer det frem, at Løkke i sin egenskab af formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute (GGGI eller 3GI) har brugt over én million kroner på rejser på 1. klasse, luksushoteller og limousiner. Da GGGI har blandt andet har modtaget 90 millioner kroner i danske bistandskroner bliver Løkke beskyldt for at have fråset med bistandsmidlerne.

Løkke forsvarer sig med, at han blot har fulgt GGGI’s rejseregler og afviser i første omgang at fremlægge rejsebilag. Senere ændrer han dog kurs, og på et næsten fire timer langt pressemøde fremlægger han bilag og beklager sin rolle i sagen. Løkke klarer frisag, til gengæld koster sagen den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach jobbet, da han efter at være blevet fejlinformeret af sine embedsmænd har videregivet Folketinget fejlagtige oplysninger om rejsereglerne i GGGI.

Tøjsagen, 2014
Kun godt et halvt år efter GGGI-sagen bryder den såkaldte ’tøjsag’ ud, da det kommer frem, at Venstre har betalt over 150.000 kroner for tøj og sko til Lars Løkke. Ifølge Venstres partisekretær skulle tøjet bruges i forbindelse med fotooptagelser, hvilket vækker en del morskab, da bilag viser, at Venstre også har betalt for underbukser til Løkke.

Tøjkøbet udløser stor intern kritik i Venstre, og da Venstre ved det efterfølgende Europa-Parlamentsvalg kun får 2 mandater, placeres ansvaret hos Løkke. Og på et hovedbestyrelsesmøde i Venstre 3. juni er forventningen, at Løkke vil træde tilbage. Han ender dog med i sidste øjeblik med at lave en aftale med næstformand Kristian Jensen, så han kan blive siddende på posten.

Rejsesagen, 2014
Sko og underbukser er ikke det eneste, Venstre har betalt for Løkke. Det kommer senere i 2014 frem, at partiet efter folketingsvalgkampen i 2011 også betalte for en rejse til Mallorca for Løkke og hans familie. Da sagen begynder at rulle, sender partitoppen i Venstre et brev til partiets medlemmer, hvor det fremgår, at Venstre har betalt for ”flybilletter for formanden og nære familiemedlemmer til et ophold på Mallorca efter valget med henblik på restitution”. De hævder dog også, at Løkke har brugt opholdet til at afholde et såkaldt ”strategiseminar”, der skulle ”sætte kursen for Venstre i opposition”, som det blev formuleret.


Flere artikler om emnet