Annonce

Inden skandalen: Alexandra Sashas mange Venstre-mænd stod i kø

”Jeg håber så meget, at du bliver valgt. Det har du fortjent,” lød det for eksempel fra Venstres nu politiske ordfører Jan E. Jørgensen, op til europaparlamentsvalget
Foto: Venstre, Venstre, privat og Venstre - Fotografik: Emil Vendelboe Johansen
Jan E. Jørgensen, Søren Gade, Alexandra Sasha og Lars Chr. Lilleholt
Venstre-folk - langt overvejende mænd - har stået nærmest i kø for at anbefale vælgerne at stemme på Alexandra Sasha ved de tre valg, hvor Venstre har opstillet det nu tidligere Venstre-medlem.

Venstre opstillede første gang Alexandra Sasha til kommunalvalget på Frederiksberg i 2021. Hun blev opstillet som nummer to - lige efter spids- og borgmesterkandidaten Jan E. Jørgensen.

Vælgerne genvælger folketingsmedlem Jan E. Jørgensen - mens Alexandra Sasha ender med at blive partiets 1. suppleant.

Dernæst opstiller Venstre Alexandra Sasha til folketingsvalget 1. november 2022, hvor hun er opstillet i Københavns Storkreds, opstillet af Venstre-kredsen på Bispebjerg og Nørrebro. Alexandra Sasha ender med at blive partiets 1. suppleant i Københavns Storkreds.

Efteråret 2023 er Venstre klar med sin kandidatliste til europaparlamentsvalget 9. juni 2024. Alexandra Sasha bliver opstillet på en syvendeplads. Opstillet af Venstre på Fyn.

Venstre-opstillingskredse bliver utrygge

Foråret 2024 bliver - som tidligere omtalt i Netavisen Pio  - de to Venstre-opstillingskredse på Bispebjerg og Nørrebro utrygge ved Alexandra Sasha.

hendes tvetydige udtalelser om Ruslands overfald på Ukraine, hendes russiske forbindelser

Utrygheden handler dels om hendes tvetydige udtalelser om Ruslands overfald på Ukraine, hendes russiske forbindelser, men også spørgsmålet om hvordan i alverden hun finansierer sin tilsyneladende ekstravagante livsstil på 1. klasse - bedømt ud fra utallige opslag på det sociale medie, Instagram - med rejser til Hong Kong, Singapore, Bali, Monaco, skisportssteder i Schweiz og London.

Svarene fra Alexandra Sasha, der har en russisk baggrund, betrygger tilsyneladende ikke de to Venstre-kredse, der i foråret ender med i stedet at opstille Natascha Lund-Nielsen Remvig som ny folketingskandidat.

Alexandra Sasha forbliver dog 1. suppleant for Venstre til Folketinget i Københavns Storkreds. Og hun fortsætter uanfægtet som kandidat for Venstre til europaparlamentsvalget 9. juni.

Kritikken af Alexandra Sashas lidt for tætte forbindelse til russiske interesser fortsætter dog i medierne. Kun ti dage før EU-valget - 30. maj - trækker Alexandra Sasha sig fra valget.

Hun begrunder det med, at der kører en urigtig smædekampagne mod hende:

I ugevis har jeg været udsat for en smædekampagne

“I ugevis har jeg været udsat for en smædekampagne fyldt med falske udsagn og ubehagelig fortolkninger, der har været både fysisk og psykisk hårdt, og jeg må nu erkende, at jeg ikke kan mere. Derfor, trækker jeg mig fra at være kandidat til Europa-Parlamentsvalget.”

Alexandra Sasha trækker sig så sent, at det ikke er muligt at pille hendes navn af den officielle stemmeseddel til europaparlamentsvalget.

På den baggrund ender 1.497 personer med at stemme på hende, selvom hun faktisk har trukket sig fra valget.

Jan E. Jørgensen: Jeg håber så meget, at du bliver valgt”

Ved de tre valg, hvor Venstre opstiller Alexandra Sasha, har hun ingen problemer med at finde fremtrædende Venstre-folk - langt overrvejende mænd - der vil anbefale hende.

Blandt anbefalerne er Folketingets formand, Søren Gade, Venstres gruppeformand, Lars Chr. Lilleholt, Venstres politiske ordfører, Jan E. Jørgensen, Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget, Morten Løkkegaard, V-folketingsmedlem Erling Bonnesen og Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

De optræder i en lang række billed- og videoopslag på sociale medier som Instagram og Facebook. Netavisen Pio bringer et par smagsprøver.

Instagram 19. maj 2024:

Alexandra Sasha lægger et opslag op med flere billeder og en video, der især handler om at hænge valgplakater op.

Jan E. Jørgensen, der aktivt har støttet Alexandra Sasha ved alle tre valg, siger i videoen:

“Er du klar til valget, Alexandra?”

Alexandra svarer, at hun er super klar. Jan E. Jørgensen fortsætter:

“Jeg håber så meget, at du bliver valgt. Det har du fortjent.”

Alexandra Sasha - får i video moralsk opbakning fra Jan E. Jørgensen (V), medlem af Folketinget og medlem af Frederiksberg kommunalbestyrelse (Skærmfoto) 

 

Søren Gade: Du bliver en stærk stemme for Fyn 

Instagram 23. maj 2024:

Søren Gade (V), folketingets formand, siger i et video-opslag lagt op af Alexandra Sasha:

jeg er utrolig glad for, at du stiller op til europaparlamentsvalget

“Jeg har jo kendt dig i flere år, og jeg er utrolig glad for, at du stiller op til europaparlamentsvalget. Jeg har selv været der. Det er en hård og lang valgkamp. Jeg ved, at du har mødtes med Lars Chr. Lilleholt, gruppeformanden i Venstre, valgt på Fyn. Du har mødtes med Erling Bonnesen, valgt på Fyn, også en af mine gode kollegaer. Og jeg ved at de begge to støtter dig. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvis du skulle blive valgt - det håber jeg, du gør - så bliver du en stærk stemme for Fyn. Så jeg vil ønske dig al muligt held og lykke i din valgkamp.”

Søren Gade (V), Folketingets formand, anbefaler i denne video Sasha Alexandra (Skærmfoto)

 

Facebook 29. maj, 2024:

Lars Chr. Lilleholt i en reel-valgvideo lagt op af Alexandra Sasha:

"Jeg vil gerne anbefale dig at stemme personligt på Alexandra Sasha. En ung, liberal stemme i Europa-Parlamentet.”

I en næsten tilsvarende videooptagelse fra samme dag siger Lars Chr. Lilleholt næsten det samme:

En ung, visionær, liberal stemme i Europa-Parlamentet

“Jeg vil gerne anbefale dig at stemme personligt på Alexandra Sasha. En ung, visionær, liberal stemme i Europa-Parlamentet.”

Ellemann-Jensen: Yes, you can

Facebook 30. maj. 2024:

Alexandra Sasha forklarer i et Facebook-opslag 30. maj - kun 10 dage før europaparlamentsvalget - at hun trækker sig fra valget på grund af en kampagne, der kører mod hende.

Jan E. Jørgensen, medlem af Folketinget for Venstre, nu partiets politiske ordfører, skriver i en kommentar til Sashas opslag:

“Kære Alexandra.

Du har gennem de seneste døgn været udsat for en voldsom kampagne - tilsat trusler og hærværk mod dine plakater.

Det har du ikke fortjent.

Det er trist, at du har måttet trække dig, men jeg forstår din beslutning.

Tak for din store indsats for Venstre - og for dit gode humør.

Du skal nok komme gennem det her.”

Instagram 1. maj 2024:

Jan E. Jørgensen skriver i en kommentar til et opslag på Instagram lagt op af Alexandra Sasha, hvor hun omtaler den dengang begyndende, kritiske medieomtale af hende.

Lad dem ikke få dig ned med nakken

“Lad dem ikke få dig ned med nakken”.

Instagram, 23. oktober 2023: 

Alexandra Sasha lægger et opslag op i anledning af Jakob Ellemann-Jensens afgang som formand for Venstre.

Hun vedhæfter et uddrag af en valgkampvideo, hvor Jakob Ellemann-Jensen, anbefaler vælgerne at stemme på hende op til folketingsvalget i 2022:

“Så kig til Alexandra, fordi det er jeg helt sikker på, at det kan hun gøre.”

Fænomenet Alexandra Sasha

  • Alexandra Sasha har gennem hele sin tid i dansk politik markedsført sig som iværksætter som grundlægger af genbrugstøj-firmaet  Lava Copenhagen. Men ifølge Ekstra Bladet er der langt hen ad vejen tale om et kulissefirma med få aktiviteter og ikke-eksisterende forhandlere. Jyllands-Posten har aktuelt yderligere dokumenteret, at der reelt er tale om et kulisse-firma med meget begrænset aktivitet.
  • Som omtalt i Netavisen Pio torsdag og fredag gav Alexandra Sasha den også som iværksætter i perioden 1. januar 2019 til 10. juli 2020, men i samme periode var hun på dagpenge. Det fremgår af akter, som Jyllands-Posten har fået aktindsigt i. Det fremgår af akterne, at Alexandra Sasha fra 9. marts 2020 og fire måneder frem har fået coronastøtte efter en ordning for selvstændige. Men Erhvervsstyrelsen har krævet alle 92.000 kroner tilbagebetalt med henvisning til, at hun  samme periode modtog dagpenge.
  • Netavisen Pio har tidligere beskrevet hvordan Lava Copenhagens fine fima-adresse, Hindegade 6, 1303 København K. tæt på Amalienborg, i virkeligheden er en falsk adresse købt af firma-hotellet ‘City Adress’ for 249 kroner om måneden.
  • Netavisen Pio beskrev torsdag hvordan Alexandra Sasha uanfægtet af den rejste kritik af hende har genoptaget sin angivelige glamourøse stil på det sociale medie Instagram. For tre uger siden var hun således til en konference i Doha, Qatar, arrangeret af Milken Institute. Sasha angiver at være en af de yngste talere på konferencen, hvor blandt andet USAs firstlady, Jill Biden, var blandt talerne. Ugen efter popper Alexandra Sasha op i det sydlige Indien, hvor hun oplyser at være inviteret til at tale på en skole, Isha School  i byen Coimbatore, om mental sundhed.
  • Et af de seneste opslag for godt en uge siden viser Alexandra Sasha i selskab med Elon Musks far, Errol Musk. Han har ifølge Alexandra-opslaget et godt råd til dem, der bliver forfulgt af medierne: “Ignorer den negative mediestøj, fokuser på dit arbejde, og tag negativitet som et tegn på, at du har indflydelse.” I opslaget takker Alexandra Elon Musks far, Errol Musk, for hans "gæstfrihed". Elon Musk er verdens rigeste mand og er tæt forbundet med USAs kommende præsident, Donald Trump.
  • Alexandra Sasha er, som tidligere omtalt i Netavisen Pio, datter af Ekatarina Bessmertnaia, der bor på Frederiksberg og har en russisk baggrund, og en far, som Alexandra Sasha aldrig har oplyst identiteten på.
  • Alexandra Sasha er udmeldt af Venstre, men markedsfører sig fortsat på Instagram som "suppleant til Folketinget". Venstre har undladt at indkalde en suppleant for folketingsmedlem Linea Søgaard-Lidell under dennes barsel. Suppleanten for Søgaard-Lidell er Alexandra Sasha. Alexandra Sasha markedsfører sig yderligere som "offentlig person", "tidligere kandidat til Europa-Parlamentet" og "iværksætter" på Instagram.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Mænd er da bare for nemme.

Gad vide hvilket 'hoved' de herrer 'tænkte' med da de udtalte sig?

Krager søger mage...

De venstre-mænd har været begejstrede for, at få en ung kvinde med et smukt ydre med på vognen, og har bedømt hende ud fra deres eget moralkodex. Det skal man passe på med. Dette må være et af de tilfælde, hvor tillid er godt, men kontrol er bedre.

Måske man fremover i partierne vil gøre sig den ulejlighed at tjekke kandidaters baggrund lidt nøjere for at undgå møgsager. Det er præcis den måde, man mister befolkningens tillid på.

Det mest betænkelige er imidlertid, at det hverken kræver indgående kendskab til politik eller nogen egentlig politisk erfaring at få en vigtig Venstre-post i EU. Venstre kan således ikke have haft kvalificerede kandidater, der ville påtage sig opgaven. Yderst betænkeligt!

Annonce