Indgreb: Varer kommer hurtigere ud til butikkerne og kritik af Forligsmanden

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Næsten alt står i coronaens tegn i disse dage.

Regeringen har de sidste dage i tæt samarbejde med de relevante myndigheder grebet voldsomt ind i vores hverdag og arbejds- og studieliv i et forsøg på at minimere skaderne af coronavirus’ hærgen.

Indgrebene er mangesidede og er i omfang uden sidestykke. Vi skal tilbage til 2. verdenskrig for at finde indgreb, der bare minder om de aktuelle tiltag og indgreb i vores liv og hverdag.

Senest fraråder Udenrigsministeriet nu alle unødvendige rejser. Herunder alle typer af turistrejser - uanset hvortil i verden. Og transportminister Benny Engelbrecht tager initiativer, der skal sikre mod flaskehalse i vareforsyningen. Således er de normalt gældende køre- og hviletidsbestemmelser sat ud af kraft de kommende ti dage. Det skulle betyde, at varer hurtigere kommer ud til supermarkeder og andre butikker.

Mange virksomheder har store økonomiske problemer, og mange ansatte risikerer nu en fyreseddel - ikke mindst ansatte inden for hotel - og restaurationsbranchen. Også overenskomstforhandlingerne er påvirket af corona-krisen.

Vi står midt i et forandret Danmark - velkommen dagens Aktuelt.

 

Skærpelse: Udenrigsministeriet fraråder nu alle unødvendige rejser

Fra i dag og en måned frem frarådes alle ikke-nødvendige rejser i hele verden. Det vil sige fra fredag den 13. marts og til og med påskeferien, mandag den 13. april.

Sådan lyder meldingen fra Udenrigsministeriet, der dermed har ændret den samlede rejsevejledning for hele verden til minimum orange. Rejsevejledningen betyder blandt andet, at alle turistrejser til udlandet frarådes.

Udenrigsministeriet præsenterer den nye rejsevejledning således på Twitter:

placeholder

 

”Danskernes tryghed og sikkerhed er regeringens førsteprioritet. Derfor skærer vi nu igennem og fraråder alle ikke-nødvendige rejser i hele verden. Budskabet til danskerne er både klart, enkelt og alvorligt. Man skal lade være med at rejse ud medmindre det er absolut nødvendigt. Er man allerede i udlandet, bør man rejse hjem hurtigst muligt,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod, ifølge en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

Beslutningen om at fraråde ikke-nødvendige rejser til hele verden bygger på flere ting:

• Strenge rejserestriktioner i andre lande, i en række tilfælde indført med kort varsel. Både i forhold til lokal transport, men også for ind- og udrejse. Rejsende kan derfor ikke længere være sikre på, om de kan rejse frit, skal i karantæne ved indrejse eller får svært ved at rejse retur til Danmark.
• Der er fortsat stigning i antallet af smittede i flere lande og desuden er der risiko for, at danskere kan være med til at sprede smitten ud i verden.
• Flere populære rejsedestinationer, især uden for Europa, kan have et svagere sundhedssystem end det danske.

Hvis du lige nu befinder dig i udlandet og ønsker at komme hjem betyder den ændrede rejsevejledning:

• Udenrigsministeriet opfordrer dig til at tage hjem med det samme.
• Du skal kontakte dit rejseselskab og forsikringsselskab, hvis du har spørgsmål om, hvordan du kommer hjem.
• Hvis udrejse ikke viser sig mulig, kan du kontakte Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral hele døgnet (eller +4533921112)
• Du bør tjekke de lokale restriktioner i det land, du befinder dig i.
• Du opfordres til at tilmelde dig Danskerlisten via
eller via appen Rejseklar. Danskerlisten er den hurtigste måde for Udenrigsministeriet at sende dig information om det land, du befinder dig.

Ændringen betyder ikke, at de danske grænser bliver lukket for danskere eller andre der bor i Danmark, der er på vej hjem fra ferie eller andet udlandsophold.

Hvis du har planer om at skulle ud at rejse i perioden indtil 13. april, så skal du være bevidst om de risici, det indebærer. Restriktionerne kan lokalt ændre sig med meget kort varsel. Der er en risiko for, at flere lande sætter tilrejsende i karantæne ved ankomst eller for, at man medvirker til at sprede smitten.

”Vi har alle et ansvar for fællesskabet, og vi må alle gøre vores for, at vi kommer bedst muligt igennem en svær global situation. Der er ingen tvivl om, at danskerne generelt tager situationen alvorligt og aktivt opsøger information om hvordan de bør forholde sig. Det er udtryk for præcis dét samfundssind og den ansvarlighed der er brug for nu. Og dét er der god grund til at rose danskerne for,” siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

 

Akutte initiativer til sikring af vareforsyning

Generelt har Danmark en høj forsyningssikkerhed af føde- og dagligvarer i Danmark. Det gælder også på de centrale lagre. Som følge af de seneste dages ændrede indkøbsadfærd har distributionen ud til dagligvarebutikkerne dog været presset.

En række brancheorganisationer har været i kontakt med Transport- og Boligministeriet om en række midlertidige tiltag.

Ministeriet har på den baggrund taget initiativ til, at køre- og hviletidsreglerne for chauffører sættes ud af kraft i en periode på 10 dage for så vidt angår det såkaldte weekend-hvil. Initiativet betyder kort fortalt, at virksomhedernes chauffører lovligt vil kunne være bag rattet i længere tid.

Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Derudover er ministeriet i gang med at udarbejde bekendtgørelser, der muliggør forlænget gyldighed for en række chaufførkørekort og -beviser, der ellers stod til at udløbe i marts eller april måned 2020. Ligesom der arbejdes på bekendtgørelser, der midlertidigt muliggør udlån af chauffører samt giver mulighed for, at varebil-chauffører med gyldigt kørekort kan køre varekørsel uden de normalt påkrævede chaufføruddannelsesbeviser.

Initiativerne skulle gerne betyde, at varerne kan komme endnu hurtigere ud til supermarkederne og andre butikker.

“Generelt har vi en høj forsyningssikkerhed af føde- og dagligvarer i Danmark og netop nu er mit indtryk, at der også på de centrale lagre er masser af varer. Men de seneste dages mange indkøb har skabt nogle flaskehalse ud til de enkelte butikker. Derfor har jeg – med bred opbakning fra et flertal i Folketinget – besluttet at iværksætte nogle midlertidige tiltag, herunder en dispensation af dele af køre- og hviletidsreglerne. Der er tale om en midlertidig ændring, og jeg har tiltro til, at branchen håndterer det på en måde, der ikke går på kompromis med trafiksikkerheden,” siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:

“Jeg sætter i den forbindelse stor pris på den tætte dialog om behovet for akut handling, der har været mellem ministeriet og brancheorganisationerne samt de faglige organisationer, og jeg opfordrer til, at dialogen opretholdes i det videre forløb. Derudover er det vigtigt, at virksomhederne viser solidaritet og hjælper hinanden. Det kan for eksempel komme til udtryk ved, at de udlåner medarbejdere til hinanden.”

Transportminister Benny Engelbrecht præsenterer intiativerne således på Twitter:

placeholder

 

 

Fyringerne ruller ind  i hotel- og restaurantbranchen   

Fyringerne ruller ind i hotel- og restaurationsbranchen, efter at hele Danmark er gået i dvale.

Det skriver Fagbladet 3F.

I Frederikshavn fik 23-årige Michelle Balchunaite i januar sit første job som nyuddannet receptionist på Hotel Scandic. I går tog hun på arbejde og blev efter et par timer kaldt ind til sin leder.

Nu er hun fyret som følge af corona-virusset:

“Jeg blev helt vildt ked af det, så jeg fik også lige brug for at gå lidt. Jeg vil jo ikke væk, jeg vil gerne beholde mit arbejde,” siger hun.

Samme situation står 29-årige Lars Wortmann i. Han arbejder på Hotel Strandparken i Holbæk.

Han mødte ind klokken 16 i går. Der var ikke noget at lave, så han begyndte at ordne lidt opvask. Og så kom cheferne med et stykke papir i hånden og ville tale med ham:

“Så vidste jeg, at det nok var det. Og så blev det mig. Det var et chok, men samtidig vidste man jo godt, at det kunne være på vej, efter det statsministeren havde sagt på tv aftenen før,” fortæller Lars Wortmann.

I Aalborg har restaurant Mortens Kro valgt at fyre alle sine medarbejdere med to dages varsel.Det sker efter ekstraordinær aftale med 3F Aalborg og under forudsætning af, at de kan blive genansat, når tingene kører som normalt igen, fortæller faglig sekretær i 3F Aalborg, Kurt Frederiksen:

“Den har vi lavet for, at der gerne skulle være et arbejde at vende tilbage til. Vi kunne sagtens kræve, at de skulle have opsigelsesvarsel, men så var der mange af de mindre steder, der ikke ville have nogen job at vende tilbage til.”

Læs mere her.

 

Corona-status: 785 bekræftede smittede

Status fredag eftermiddag er, at der er 785 bekræftede smittede. Det reelle tal kan være langt højere, fordi befolkningen som udgangspunkt ikke længere testes for coronavirus.

Nul personer er indtil nu døde af coronavirus, mens 3.747 er testede for coronavirus i Danmark.

På verdensplan er 5.069 døde af den nye virus.

Læs meget mere om coronavirus’ hærgen på verdensplan her.

 

Forligsmanden genoptager overenskomstforhandlinger - det giver coronakritik

Forligsmanden “spiller hasard” med sikkerheden ved at genoptage OK-forhandlinger midt i corona-krise. Det mener tre 3F-lokalformænd, der vil have Folketinget til at gribe ind.

De tre lokalformænd vil have Folketinget til at trykke på pauseknappen: 

“Vi så helst, at man satte det hele i stå nu og så startede op, når der er ro på igen om 1-2 måneder,” siger Thorkil Jansen, der er formand i 3F Aarhus Transport, Logistik og Byg.

Også formanden for 3F i København, John Ekebjerg-Jakobsen, og formanden for 3F i randers, Ole Christensen, ønsker, at Folketinget griber ind og stopper forligsmand Jan Reckendorff.

Netavisen Pio har historien.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce