Annonce

Indien: Hvordan vil udgangsforbud for 1,3 mia mennesker fungere?

Fortaleren for nedlukning af Indien mener, at det er uladsiggørligt at behandle patienterne, hvis corona spreder sig til de tættest befolkede slumkvarterer
For at bekæmpe corona-smitten i landet og for at forhindre, at situationen løber løbsk, skal alt lukkes ned, sagde Indiens premierminister Narendra Modi i sin tale til nationen den 24. marts. Det er allerførste gang i verdenshistorien, at så mange mennesker skal leve med et totalt udgangsforbud i tre uger.

Det bliver interessant at se, hvordan 1.3 milliarder mennesker vælger at blive indendørs

Det bliver interessant at se, hvordan 1.3 milliarder mennesker vælger at blive indendørs. Er det en overreaktion, eller er det nødvendigt?

WHO roser Indiens resolutte handling. Men der er mange, der er skeptiske.

De fester videre i Bollywood

CNN skriver den 25. marts, at antallet af smittede i Indien kun er 492, og af registrerede dødsfald, som er direkte relateret til corona-smitten i Indien, er der kun 9. Men man kan stille det klassiske spørgsmål: Tester Indien tilstrækkelig mange mennesker?

I Times of India gav myndighederne et klart eksempel på en kvinde, der bliver betegnet som patient nr. 10 i hovedstaden Delhi. Patient nr. 10 lander i Delhi lufthavn fra udlandet og udvikler alle symptomer. Efter 12 dage har hun smittet fire i sin familie og to læger, der undersøgte hende. Times of India skriver også den 22. marts, at en person, der er bosiddende i Danmark, og som befinder sig sammen med sin mor, er blevet testet positiv for corona-virus i en by, der ligger tæt på Delhi i Indien.

Desuden er der en del Bollywood-stjerner, der er kommet hjem til Indien fra Europa, og det er blevet konstateret, at de også er positive. Nogle af dem har festet videre, og kun guderne kan vide, hvor mange andre personer, de har smittet undervejs.

Kun guderne kan vide, hvor mange andre personer, de har smittet undervejs

Opfattelsen er, at det er de samme rige, forkælede, uhæmmede, uansvarlige, kosmopolitiske klasser, som ikke kan blive ét sted i for lang tid, der er i gang med at sprede sygdommen/virussen i hele verden. I Indien havde man håbet, at de, der er smittet med corona-virus, ville holde sig indendørs, men det viser sig, at det har de ikke gjort. Mange af de smittede er oftest kommet fra Europa, og i stedet for at blive i karantæne har de valgt at rejse eller deltage i sociale og religiøse arrangementer, og nogle gange har der været flere end 10.000 personer til stede.

Tabsprognose for Indien: 3,5 mio menneskeliv 

Det er ganske enkelt umuligt at danne sig et korrekt billede af, hvor mange der på verdensplan er ramt af corona-virus. Det skyldes, at rigtig mange af de smittede ikke har symptomer eller bare milde symptomer. Vores vigtigste parameter for at måle omfanget af pandemien skal derfor baseres på antallet af døde af corona-virus, selvom det er sørgeligt.

Hvert tiende minut dør en iraner af corona-virus

Antallet af døde i skrivende stund, den 25. marts, er steget til 19.000 i hele verden, og det tal kommer til at stige i de kommende uger. Hvert tiende minut dør en iraner af corona-virus, og Iran er et af de lande, som er naboer til Indien.

Efter Italien er Iran det hårdest ramte land. I Italien er der allerede flere døde af corona-virus, end der er i Kina, og Italien er ikke et tredjeverdens-land. De områder i Italien, der er meget hårdt ramt, er heller ikke fattige områder, men derimod nogle af de rigeste regioner i Europa. Mange millioner mennesker på verdensplan risikerer at miste livet. Det er en ganske alvorlig situation, og medicinske forskere er allerede begyndt at spekulere på, hvilket land der bliver det femte hårdest ramte land i rækkefølge efter Kina, Italien, Iran og Spanien. Bliver det Indien? Eller bliver det USA eller Storbritannien? Eller bliver det den store verdensdel Afrika, som ikke har en robust sundhedssektor? 

Det er umuligt at holde et helt slumkvarter i karantæne

Eksperter i Indien har udtrykt, at 3.5 millioner mennesker risikerer at miste livet i Indien på baggrund af prognoser fra andre steder i verden. Det er også rigtig, at antallet af smittede i Indien stadigvæk er lavere end i Danmark; men det er umuligt at holde et helt slumkvarter i karantæne, hvis smitten breder sig til disse kvarterer, hvor der bor op til flere hundrede tusinde.

Verden er forandret 

Ifølge en tankevækkende rapport, som for nylig er publiceret af Imperial College i London, og som er bearbejdet af 30 forskere med naturvidenskabelig baggrund, går USA en dyster fremtid i møde. 2.2 millioner mennesker vil dø alene i USA, og en halv million mennesker vil dø i Storbritannien. Rapporten er udgivet med professor i epidemiologi, Neil Ferguson, som hovedforfatter.

Det er uladsiggørligt at behandle mange patienter, hvis infektionen spreder sig

Fortaleren for den indiske regerings beslutning om at lukke hele landet ned mener, at det er uladsiggørligt at behandle mange patienter, hvis infektionen spreder sig til de tættest befolkede slumkvarterer i storbyerne. Indien har 50.000 yngre læger, der kan træde til. Alligevel er der risiko for, at millioner vil dø, hvis de smittede ikke holder sig i karantæne.

Det værst tænkelige scenario er blevet en realitet. Verden er forandret, og vi har muligvis ikke set den sidste og største spektakulære handling fra statslederne endnu.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Freelanceskribent og samfundsdebattør. Født i Indien og har boet halvdelen af sit liv i Sverige og Danmark. Han har en bachelor i antropologi fra Københavns Universitet og en master i menneskerettigheder og demokratisering.


Flere artikler om emnet