Indsatser mod overbelægning er uambitiøse

Ingen sundhedsreform kan trylle patienterne væk fra gangene og flere sygeplejersker frem
På trods af politiske løfter og særlige bevillinger, ligger patienterne stadig på gangene. Overbelægningen på hospitalerne er steget igen. Det skriver Berlingske Tidende den 13.9. Det overrasker ikke, for indsatserne er for uambitiøse. Regeringen skyder igen skylden på regionerne. Men regeringen må tage medansvar for, at der simpelthen ikke er bevilget penge nok fra statskassen til at drive hospitalerne.

På trods af politiske løfter og særlige bevillinger, ligger patienterne stadig på gangene

Overbelægningen er vokset

En evaluering fra Sundhedsministeriet viser, at overbelægningen på de medicinske afdelinger samlet set er steget på landsplan fra 2016 til 2017.

Problemet er velkendt. I marts i år var der flere patienter end senge på hver femte hospitalsafdeling. Det højeste antal i fire år. DRbesøgte en medicinsk afdeling i Silkeborg med 15 senge til 25 patienter.

DR besøgte en medicinsk afdeling i Silkeborg med 15 senge til 25 patienter

Efter langvarigt pres fra både fagforeninger og patientorganisationer afsatte Venstreregeringen i 2016 415 millioner kroner til en akutpakke mod overbelægning. Pengene blev smurt ud over fem regioners store hospitaler. Det rakte som en skrædder i helvede. Derfor er der stadig overbelægning.

Hospitalerne har længe været udsat for årlige besparelser, som også har betydet afskedigelser. Økonomiaftalerne mellem regionerne og Finansministeriet har i årevis ikke dækket de stigende udgifter til medicin, flere patienter og behandlinger.

Flere patienter skal finansieres

Antallet af ældre stiger voldsomt i de kommende år, og alle er ikke friske og rørige. I 2025 vil der være næsten 200.000 flere ældre end i dag, og de vil naturligvis forvente tidssvarende service, medicin, velfærd og omsorg. Men det har vi allerede i dag svært ved at give dem.

Vi er flere der frygter for patientsikkerheden. Når sygeplejersker har for mange patienter, øges risikoen for fejl. Det går ud over vores arbejdsmiljø, og vi mister troen på, at vi kan gøre vores arbejde godt nok.  

Det ville klæde Regeringen ikke at true og skyde skylden på regionerne

Det ville klæde Regeringen ikke at true og skyde skylden på regionerne. Men i stedet stoppe underfinansieringen og bevilge penge til nok personale og flere sengepladser. Vi har ventet længe på den sundhedsreform, som Regeringen nu bebuder, den vil fremlægge efter efterårsferien. Jeg håber den er mere ambitiøs end de slatne indsatser mod overbelægning, som vi har oplevet de senere år. Ellers er der ikke meget at glæde sig over hverken for patienterne eller fremtiden.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Kommentarer fra Facebook