Annonce

Indvandrerdebat: Venstre-folk er selv negative

Kristian Jensen ønsker, at politikerne bliver bedre til at omtale de positive sider af indvandringen. Men han har selv mange partifæller, som har fokuseret på de negative historier. Det kan jo også være en opfordring, som skyldes selverkendelse.
Kristian Jensen har fået massiv opmærksomhed, fordi han i en kronik skriver, at politikerne taler for negativt om indvandrere.

Man kan naturligvis tage hatten af udmeldingen, men det er interessant, at flere at Kristian Jensens partifæller netop har været blandt dem, som har talt meget negativt om indvandrere – eller i hvert fald primært fremhæver de dårlige historier og sager. Kristian Jensen er jo ikke ansvarlig for sine partifællers udtalelser, men man kunne jo passende feje for egen dør først – internt i Venstre.

Alternativet er selvfølgelig, at Kristian Jensen faktisk erkender, at hans partifæller selv er slemme til at viderebringe alene de dårlige historier, hvorfor han nu opfordrer blandt andet sine partifæller til at sadle om.

Vi bringer et udvalg herunder – og lad os gøre opmærksom på, at vi ikke forholder os til, om udtalelserne er sande eller fornuftige, men om de er udtryk for en negativ holdning over for indvandrere, som jo er præcis det, som Kristian Jensen omtalte.

Inger Støjberg #1
”Hvornår lærer I at opføre jer ordentligt? Jeg er lige kommet hjem fra biografen. Her sad en flok indvandrerdrenge på vel omkring 14-15 år bag ved mig, og generede fra start til slut. De sparkede på stolen, talte, kommenterede og kastede med slik. Hvornår er der nogen forældre der griber ind, og hvornår sænker I drenge skuldrene? I bor i Danmark, og jeg begriber simpelthen ikke, at I ikke gør jer umage for at opføre jer ordentligt. I bliver ikke til noget, hvis I fortsætter sådan. Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort samfund. Gode borgere, der bidrager. Men fortsætter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært,” skrev Støjberg bl.a. på sin meget omdiskuterede Facebook-status, som siden fik stor kritik for at virke generaliserende og fordømmende over for alle indvandrere. 

Karsten Lauritzen
Karsten Lauritzen (billedet) udtalte for ikke mange dage siden, at Venstres nye store kontanthjælps-kampagne faktisk er rettet mod indvandrere. Det skete efter, at kampagnen kom i massiv modvind og blev anklaget for at manipulere med tallene.

”Siden regeringen afskaffede starthjælpen, er der er sket en voldsom stigning i antallet af ægtepar med indvandrerbaggrund, hvor begge er på kontanthjælp,” siger han til DR.

Søren Pind
”Det vigtigste spørgsmål er naturligvis, om islam - og nej, jeg siger ikke islamisme, for den er jeg helt klar over er farlig - og demokrati og frihed er forenelig?” Sådan sprugte han meget retorisk på sin blog på Berlingske.dk den 8. Maj 2009.

Karen Jespersen
Karen Jespersen er faktisk stadig medlem af Folketinget for Venstre, selv om hun ikke gør sig særligt bemærket i det parlamentariske arbejde. I stedet bruger hun tiden på Den Korte Avis sammen med sin mand, Ralf Pittelkow. Den Korte Avis er særligt kendt for sine islam- og indvandringskritiske historier, som gerne strammer rubrikkerne. Karen Jespersen har i årevis været kendt for sin skarpe holdning til indvandring, og tilbage da hun var velfærdsminister under Fogh, mente hun blandt andet, at Muslimernes Fællesråd er ekstremister:

”Man bør ikke give mennesker med ekstremistiske holdninger indflydelse, og her tænker jeg for eksempel på, at Københavns Kommune har bedt Muslimernes Fællesråd om at lave undervisningsmateriale om radikalisering med henblik på at få unge væk fra det spor. Det er naivt. Derved sætter kommunen ekstremister til at lave materiale om netop ekstremisme,” udtalte hun til Jyllands-Posten 9. februar 2009.

Inger Støjberg #2
”På den anden side kan man jo ikke vide, om der kommer Al-Qaeda-folk ind ad bagdøren – ja faktisk ad fordøren – fordi de kan påberåbe sig asyl, fordi de kommer fra et bestemt område.  Det er derfor, jeg synes, det er afgørende med en individuel gennemgang af alle sagerne,” udtalte Støjberg 19. september 2013 i Politiken. Fakta var bare, at der skam var individuel sagsbehandling.

Derudover fandt Søndagsavisen frem til, at hun har rekord i indvandrer-kritiske opdateringer.

Martin Geertsen
”Der skal vist strammes ALVORLIGT op på "lokums-domme" .... Og hvor er det skrækkeligt for de koner og børn, som bliver ramt af nogle - heldigvis få - skånselsløses udlændinges holdning til regler, love og moral i Danmark ... I virkeligheden for mig at se det mest tragiske efter at ha set TV2s dokumentar om de kriminelle udlændinge, der vender tilbage ...” Sådan skrev Martin Geertsen på Facebook 22. januar.

Søndagsavisen har også fremhævet opslaget som et opslag, der ikke fokuserer på det positive, men negative omkring indvandring.

 

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet