Ingen bekymrer sig om bøsser i byrådet!

Unge der ikke stemmer eller manglen på kvindelige kandidater til kommunalvalget får masser af omtale. Men LGBT+'erne bliver glemt.
Men man skal kigge lidt længere efter artikler om den manglende regnbuerepræsentation i kandidaterne til landets 98 kommuner og 5 regioner.

Det er åbenbart ikke vigtigt for medierne, at sætte fokus på, hvad jeg oplever som, manglende mangfoldighed hos de folkevalgte.

Men er kandidaternes seksualitet overhovedet vigtigt? Isoleret set nej. Det er ikke vigtigt hvem folk går i seng med. Men det er vigtigt at de folkevalgte afspejler befolkningens sammensætning.

Det er vigtigt med et mangfoldigt repræsentativt demokrati.
For mig at se er det helt afgørende, at der bliver valgt en masse LGBT+ personer til november, fordi det i bund og grund handler om rollemodeller. Synlige rollemodeller betyder utrolig meget for unge LGBT+ personer. Det er afgørende at se, at ens seksualitet ikke er en barriere for noget.

Det er afgørende at se, at ens seksualitet ikke er en barriere for noget.

For mit eget vedkommende manglede jeg i høj grad homoseksuelle rollemodeller, der kunne vise mig, at politik også var for mig. Da jeg gik i 8. klasse og skulle i erhvervspraktik valgte jeg frisørfaget, fordi jeg troede, at det var det jeg kunne, baseret ud fra hvad medierne viste mig.

Rollemodeller handler nødvendigvis ikke kun om, at unge skal have politiske rollemodeller fordi de selv skal være politikere, men fordi at de skal kunne se sig selv i de folkevalgte. Se at de også er repræsenteret i demokratiet og vigtigst af alt, at politik ikke kun er forbeholdt de heteroseksuelle.

Mindretallenes kamp
Jeg har indimellem diskuteret den manglende regnbuerepræsentation med mine partifæller, og der kan være langt mellem forståelsen.

Særligt står en diskussion tydelig for mig. Det var med denne diskussion, at det gik op for mig, at ligestilling ikke altid var en fælles kamp for alle, men desværre også kunne være en kamp mellem mindretallene. En kamp hvor man sparkede ned ad.

Diskussionen gik på hvorvidt det var vigtigt med regnbuerepræsentation i politik. Personen jeg diskuterede med gik meget op i, at det var afgørende med flere kvinder i politik, men kærede sig ikke synderligt om at få flere homoseksuelle med i politik, navnlig ikke mænd. Jeg måtte jo ”forstå”, at jeg som mand, er en del af den store dominerende gruppe i politik? Ja, jeg er en mand, men set ud fra et ligestillingsperspektiv måtte jeg i denne sammenhæng være en minoritet, mente jeg selv. Der tog jeg ganske fejl.

Efter diskussionen, stod jeg tilbage som et stort spørgsmålstegn. Så meget for ligestillingskampen! Svigtet af en af dem man skulle kæmpe sammen med. Personen jeg talte med, har tydeligvis ikke haft overskud eller fantasi til, at sætte sig ind i hvordan man som homoseksuel mand skal kæmpe i en heteroseksuel verden – det er langt hen ad vejen den samme kamp som kvindernes.

Som homoseksuel mand er man ikke nødvendigvis "en af drengene".

Som homoseksuel mand er man ikke nødvendigvis "en af drengene". Man skal finde sig i diverse (oftest upassende) kommentarer og spørgsmål. Man skal mange gange skal kæmpe hårdere for at bevise sit værd og i det hele taget arbejde hårdere for, at vinde folks respekt – især andre mænds, for i nogles øjne er du bare en tøsedreng. Du er pr. automatik ikke med i klubben. Dette kunne min partifælle ikke se, kvindekampen var vigtigere.

De lokale foreninger skal på banen og tænke mangfoldigt
Med dette, forsøger jeg ikke at pålægge mig en offerrolle, for jeg er ikke et offer. Jeg synes ikke det er synd for mig, for det er det ikke. Men jeg mener, at vi har et demokratisk problem!

Et demokratisk problem, at LGBT+ personer er underrepræsenteret i vores demokratiske fora, og det ærgrer mig at heteroseksuelle, også i mit eget parti, ikke tager det mere alvorligt.

Ja, det er vigtigt med flere kvinder i politik, men det er også vigtigt at unge stemmer og så er det vigtigt med en større regnbuerepræsentation. I det hele taget er det vigtigt, at der kommer balance i demokratiet, både i folketinget, men også i kommuner og regioner.

Det er vigtigt, at vi sætter fokus på det hele og de første til at gøre dette, burde være de lokale partiforeninger og kredse når der skal opstilles kandidater. De burde i den grad også kigge rundt i medlemskredsen efter LGBT+ personer. Her må partiforeninger og kredse tage et større ansvar.

Ligesom det er vigtigt, at en ung pige ved, at hun kan blive statsminister – og det ved hun nu fordi vi har haft en fantastisk statsminister i Helle Thorning-Schmidt – så er det vigtigt, at den unge LGBT+ person kan tænke det samme og hvornår mon de kan det?  Dette glasloft har ikke engang sprækker.

Nicolaj Bertel Riber (A) er kandidat til kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

Nicolaj Bertel Riber (S) er formand for Social- og sundhedsudvalget i Dragør Kommune.


Kommentarer fra Facebook