Det giver ingen mening at tale om ’metasproglig forståelse’ og ’nysgerrighed om transnationale relationer' for unge, hvis fremtidsudsigter i bedste fald bliver som pizzabagere eller bag disken i onkels kiosk.

Tosprogede elevers sprogkundskab bliver ikke opfattet som en ressource i folkeskolen. I en kronik i Information skriver Nanna Bøndergaard Butters, der til dagligt er integrationsvejleder på Blågaard Skole på Nørrebro i København, at
”Skal vi skære det ud i pap, så mener vi, det er et plus, hvis eleverne - alle elever - ved endt skolegang kan tale flere sprog, er blevet sprogligt nysgerrige og har fået en metasproglig forståelse. Vi tror på, at alle elever er tjent med et historisk kendskab til hele verden.
De er godt tjent med at blive nysgerrige på, hvordan transnationale relationer mellem stater, grupper og individer indvirker på hinanden. Og vi tror på, at både lærere og elever, skal lære at være nysgerrige på, hvordan identiteter forhandles og forvandles, når mennesker interagerer – også i skolen.”
Come again, please? Jeg tror alle kan blive enige om, at sproglig nysgerrighed og metasproglig forståelse vil være en god ballast at komme ud af folkeskolen med. Men helt ærligt: Det er jo ikke det, der er tilfældet på Nørrebro eller Amager, hvor det næppe er næste generation af antropologer og cand.scient.pol.er med speciale i international politik, der bliver spyttet ud fra skolerne, men desværre næste generation af tyveknægte og hashhandlere, som ikke kan finde fodfæste på det danske arbejdsmarked, fordi de fuldstændigt mangler evner og ressourcer til at begå sig i samfundet.

Derfor gør Nanna Bøndergaard Butters og hendes ligesindede de her unge en kæmpe bjørnetjeneste ved at bilde dem ind, at kombinationen af dårligt dansk og dårligt arabisk eller tyrkisk er en gemt ressource, som bare venter på at bliver anerkendt. Og de gøre skade på alle dem der dagligt kæmper en kamp om at ændre på den ubehagelige kendsgerning, at den københavnske folkeskole på det her punkt har fejlet.

Det der er tale om er unge indvandrere, der har så dårlige danskkundskaber, at de er funktionelle analfabeter. Og det giver ingen mening at tale om ’metasproglig forståelse’ og ’nysgerrighed om transnationale relationer for unge', hvis fremtidsudsigter i bedste fald bliver som pizzabagere eller bag disken i onkels kiosk.

Derfor gør Nanna Bøndergaard Butters og hendes ligesindede de her unge en kæmpe bjørnetjeneste ved at bilde dem og os andre ind, at kombinationen af dårligt dansk og dårligt arabisk eller tyrkisk, ligefrem er en gemt ressource, som bare venter på at bliver anerkendt. Og at problemet derfor ikke er de unges manglende evner, men det danske samfunds manglende "inklusion".

Formålet med folkeskolen, også på Nørrebro, må være at give de her ressourceløse unge mennesker de nødvendige ressourcer til at begå sig i det danske samfund. Herunder evnen til at læse, skrive og tale forståeligt dansk på et niveau, så de bliver i stand til at tage sig en uddannelse.