Socialdemokrater er over en kam kendetegnet ved, at vi ikke får dårlig mave, når tingene bliver svære. Vi tror ikke på hurtige hovsa-løsninger, hvis tingene ikke arter sig, som vi håber på. Vi er ikke den slags mennesker, der står på tribunen og råber på trænerfyring, hvis vores hold har tabt et par kampe.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at være socialdemokrat i øjeblikket. Vi har taget rorpinden i Danmark på et tidspunkt, hvor vores velfærdssamfund er under pres. Både fra efterskælvene fra krisen og fra borgerlige politikere, der grundlæggende ikke ønsker et solidarisk velfærdssamfund, hvor vi tager os af hinanden og løfter hinanden i fællesskab.

Den opgave er vi i gang med at løse, og det er diskussionen af, hvordan vi skal løse den opgave, der er central. Det er diskussionen af, hvilket Danmark vi ønsker at skabe, der bør fylde i Socialdemokratiet.

Der er ingen tvivl om, at det er svært at være socialdemokrat i øjeblikket.

Når man er medlem af Socialdemokratiet er der to ting, man ikke kan. Den ene ting er, at man ikke kan forvente at blive inddraget i dagligdagens beslutninger om, hvordan Socialdemokratiet skal forholde sig til det ene og det andet. At være det regeringsbærende parti i Danmark, dem der beslutter hvordan den politiske melodi skal spilles i kongeriget Danmark indebærer også, at man må have en tiltro til de mennesker, man sender af sted for at forhandle. Danmark kan ikke vente på, at tingene bliver diskuteret igennem i vores partiforeninger. Det er en grundlæggende præmis ved at være medlem af det parti, der får tingene til at ske i det her land. Stauning tog heller ikke på togt i partiforeningerne, da han lavede Kanslergadeforliget.

Den anden ting, vi ikke kan er, at vi ikke kan have en offentlig diskussion om, hvorvidt den siddende formand er den rette. For den siddende formand er ikke træner for et fodboldhold. Hun er statsminister i Danmark. Vi har sørget for, at hun blev statsminister i Danmark. Derfor skylder vi hende at bakke hende op. Vi har givet hende en tillid, vi hverken kan eller skal trække tilbage. Og vi har sagt til danskerne, at vi tager ansvar for at lede det her land. Det ansvar kan vi ikke løbe fra. Der er 5,5 millioner mennesker i det her land, der hver især har krav på en handlekraftig statsminister. Hvis vi lader vores interne uenigheder ende i en offentlig debat om rigets vigtigste embede, svigter vi de mennesker på det groveste.

Behov for debat om fremtiden
Det er to væsentlige præmisser ved at være medlem af Socialdemokratiet. Det er klausuler, der er indskrevet i den kontrakt, der følger med en partibog fra det gamle arbejderparti. Det er en del af at have magten, at Socialdemokratiet ikke kan køre i zig-zag. For så kører hele Danmark i zig-zag. Men det stiller også så meget større krav til den debat, vi skal have i vores parti. Ledelsen af Socialdemokratiet har et stort set uendeligt forhandlingsmandat, og det kræver en debat og en diskussion om, hvad vi vil med Danmark. Hvilken retning vil vi gå i, hvordan skal Fremtidens Danmark se ud, hvilket land skal vores generation – og generationen efter det – vokse op i?

En socialdemokrat, der kun drejer på tandhjulene i samfundets maskinrum, men ikke overvejer, hvordan maskinen egentlig skal se ud, er kun en halv socialdemokrat.

Det er i høj grad den diskussion, vi har forsømt i Socialdemokratiet. Socialdemokratiets særpræg, det der gør vores parti til et unikum er, at vi både har evnen til at vise, hvor fremtidens vej skal føre hen, samtidig med at vi har formået at asfaltere vejen mod de nye tider. En socialdemokrat, der kun drejer på tandhjulene i samfundets maskinrum, men ikke overvejer, hvordan maskinen egentlig skal se ud, er kun en halv socialdemokrat.

Vi har forsømt debatten om, hvordan vi skal bruge regeringsmagten til at forme Danmark efter krisen. Hvordan vi styrker vores velfærdssamfund, mens den internationale konkurrence raser. Hvordan vi får alle med på vognen i det her land, og hvordan vi undgår at globaliseringen suser forbi og efterlader en gruppe af danskere tilbage på perronen. Og i diskussionen af vores eget parti, skal vi finde ud af, hvordan vi igen kommer til at være repræsentanterne for de mennesker, der sørger for, at det her samfund kører rundt. Hvordan vi igen kommer til at stå på skuldrene af folk og være repræsentanter for de danske lønmodtageres fælles interesser.

Vi har i alle dele af samfundet brug for en diskussion af, hvordan Velfærdsdanmark skal se ud i det 21. århundrede. Vi har ikke formået at tage den diskussion og finde ud af, hvordan vi vil bygge videre på Danmark. Socialdemokratiets styrke som almindelige menneskers repræsentanter i det politiske liv skal vises ved, at vi tager den diskussion med befolkningen. Det synes vi, der er et stort behov for. Og vi synes, det giver markant mere mening end at lege stoledans i offentligheden.

Af Camilla Schwalbe, forbundsformand for DSU og Mads Havskov Hansen, forretningsudvalgsmedlem i DSU.