Inger Støjberg træder ind i de finere saloner: Se hvad hun nu tjener

Inger Støjberg

Inger Støjberg træder ind i de finere saloner: Se hvad hun nu tjener

Danmarksdemokraterne bekræfter, at partiformanden fra 1. januar får en medlemsbetalt formandshyre ved siden af sit folketingsvederlag

Inger Støjberg, formand, Danmarksdemokraterne
Billedtekst

Inger Støjberg, formand, Danmarksdemokraterne

Foto: Netavisen Pio/Jan Kjærgaard

Formanden for og stifter af Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg, får nu også en formandsløn betalt af sit partis medlemmer.

Det bekræfter konsulent hos Danmarksdemokraterne, Steen Thomsen, over for Netavisen Pio.

“Partiformanden for Danmarksdemokraterne får fra 1. januar 2023 et formandshonorar på 40.000,- kr. månedligt,” oplyser han således i et mailsvar.

Partiformanden for Danmarksdemokraterne får fra 1. januar 2023 et formandshonorar på 40.000,- kr. månedligt

Med det dugfriske formandshonorar - oveni i folketingsvederlaget på andre omkring 60.000 kroner om måneden - rykker Inger Støjberg nu ind i de finere saloner sammen med andre partiformænd, som også får et formandshonorar oveni i folketingsvederlaget.

V, K, LA og S-formænd

Formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen, får eksempelvis 50.000 kroner om måneden i medlemsbetalt formandshonorar. Det oplyste han - efter nogen betænkningstid - april sidste år over for fagbladet Journalisten.

Venstres Jakob Ellemann-Jensen fik også op til dannelsen af SVM-regeringen et formandshonorar, nemlig på 51.000 kroner om måneden.

Formanden for Socialdemokratiet får traditionelt også et formandshonorar - forudsat at S-formanden ikke sidder i regering. Mette Frederiksen fik i perioden op til hun blev statsminister i 2019, ifølge Ekstra Bladet, et formandshonorar svarende til det Søren Pape Poulsen får - og det Jakob Ellemann-Jensen fik indtil han 15. december indtrådte formelt i SVM-regeringen.

Formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, fik før valget 20.000 kroner om måneden i medlemsbetalt formandshonorar. Formandshonoraret er ikke ændret efter valget, oplyser Liberal Alliance.

Formanden for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, fik før valget 20.000 kroner om måneden i medlemsbetalt formandshonorar

Formandsløn til Messerschmidt sparet væk

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, får ikke noget medlemsbetalt formandshonorar, oplyser partiet til Netavisen Pio. Det er nemlig sparet væk som led i en sparerunde efter at DF tabte 11 mandater ved valget 1. november.

Den tidligere formand for DF, Kristian Thulesen Dahl, fik mens han var formand ca. 30.000 kroner om måneden i medlemsbetalt formandshonorar.

Hos De Radikale, SF og Enhedslisten er der intet honorar til partiformanden/partilederen. Alle folkevalgte i SF og Enhedslisten betaler partiskat.

SF- og EL-ledere betaler partiskat

Hos SF betaler partiformand Pia Olsen Dyhr således fem procent i partiskat. Hos Enhedslisten betaler Mai Villadsen partiskat sådan, at det hun har tilbage i hånden efter partiskatten svarer til hvad en faglært metalarbejder i hovedstaden tjener.

Nye Borgerliges Pernille Vermund får ikke noget formandshonorar.

Alternativets forperson, Franciska Rosenkilde, får ikke - efter at hun blev valgt til Folketinget 1. november - medlemsbetalt formandshonorar. Det oplyser Alternativet.

Opdateret kl. 14.55 med oplysning om andre partiers formandshonorarer

Opdateret kl. 20.55 med oplysning om, at Franciska Rosenkilde ikke længere får formandshonorar, og de socialdemokratiske love for partiskat

Folkevalgte socialdemokrater betaler to procent i partiskat

Akkurat som hos SF og i Enhedslisten betaler folkevalgte i Socialdemokratiet partiskat. Den udgør ifølge de socialdemokratiske partilove minimum to procent af bruttobeløbet, der udbetales til den folkevalgte som løn, honorar, diæter, vederlag, tillæg og lignende.

Sådan hedder det i Lov for Socialdemokratiet i Danmark, som senest blev revideret september 2021:

"Alle, der direkte eller indirekte varetager tillidshverv på vegne af Socialdemokratiet, skal betale partiskat.

Stk. 2. Partiskatten udgør minimum to procent af bruttobeløbet, der udbetales til vedkommende som løn, honorar, diæter, vederlag, tillæg eller lignende. Der kan ikke fratrækkes nogen form for udgifter, løntab eller andet.

Stk. 3. Partiskat skal indbetales minimum en gang i kvartalet. Hvispartiskatten ikke er betalt senest et kvartal efter forfald, bortfalder ens medlemsrettigheder (stemmeret og valgbarhed), indtil man har betalt. Inden den 1. april skal alt skyldigt partiskat for det foregående år være indbetalt. Manglende indbetaling af partiskat kan uden videre foranstaltning medføre tab af medlemskab. Medlemskabet bortfalder, når man modtager besked om, at man er slettet på grund af manglende indbetaling af partiskat.

Stk. 4. For folketingsgruppens og Europa-Parlamentsgruppens medlemmer og alle, der varetager hverv, der direkte eller indirekte er foranlediget af Folketinget, Europa-Parlamentet, folketingsgruppen eller Europa-Parlamentsgruppen, opkræves partiskatten af Partikontoret i samarbejde med en repræsentant fra begge grupper.Partikontoret skal have dokumentation for, at det korrekte beløb er indbetalt."

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Kirsten olandersen (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 10.01.2023 - 18:12

Socialdemokratiet betaler også partiskat

Indsendt af Jan Kjærgaard den Tirsdag den 10.01.2023 - 21:19

Som svar til af Kirsten olandersen (ikke efterprøvet)

Det har du helt ret i, Kirsten. Ansporet af din kommentar har jeg tilføjet en faktaboks om de nærmere bestemmelser om den partiskat, som folkevalgte socialdemokrater skal betale.

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 11.01.2023 - 02:51

Det interessante er hvad timelønnen samlet set blev/bliver?

Pernille Vermund har allerede tegnet på det?

Arkitekt for et parti giver mindre end arkitekt for et parcelhus?

Så hun melder hus forbi!

Indsendt af Erik Johannsen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 11.01.2023 - 23:13

Super. Liberalismen stormer frem. Efter starten på bygning af Fehrman forbindelsen er det første bordel etableret på Lolland Falster nogen sinde.

Så, kom så drenge.

Indsendt af Mester (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.01.2023 - 19:25

Ok og hvem arbejder i bordellet ? Betaler de også parti skat ? Skal Pernille være bordelmutter ?

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.