Annonce

Inger Støjbergs ramadan-melding skaber ballade

Integrationsministerens budskab om at fastende muslimer udgør en sikkerhedsrisiko, giver internt ballade i Venstre
Muslimer, der faster under ramadanen, udgør en sikkerhedsrisiko på arbejdsmarkedet og bør holde ferie, lyder der fra udlændinge- og integrations Inger Støjberg i en opsigtsvækkende klumme i dagbladet BT.

Et medlem af Venstres folketingsgruppe tager offentligt afstand fra hendes udmelding, og Socialdemokratiet vil nu have hende til at forklare sig i folketinget.

Inger Støjberg skriver i klummen, at man er ”nødt til at forholde sig til de problemer” som ramadanen giver.

”Lange arbejdsdage, der i nogle tilfælde indbefatter farlige maskiner, busser, der køres i myldretiden af chauffører, der ikke har spist eller drukket i mere end ti timer, sygehuse, der skal fungere lige så godt under ramadanen som på almindelige dage, blot for at nævne noget.”

Ramadanen giver ifølge Inger Støjberg nogle ”helt praktiske, sikkerhedsmæssige og produktivitetsmæssige udfordringer”.

”Det kan helt lavpraktisk være farligt for os alle, hvis buschaufføren hverken spiser eller drikker i løbet af en hel dag, ligesom man selvsagt ikke yder og præsterer nær det samme på fabrikken eller på sygehuset, hvis man gennem en hel måned ikke spiser og drikker i alle døgnets lyse timer,” lyder hendes bekymring.
Busselskab: Ramadan giver ingen uheld eller ulykker

Men det billede som Inger Støjberg tegner op, kan man ikke genkende hos busselskabet Arriva, hvor op imod halvdelen af chaufførerne har muslimsk baggrund.

”Vi har aldrig oplevet nogen uheld eller ulykker, som kunne relateres til en fastende chauffør. Vi har aldrig haft en fastende chauffør, der er blevet dårlig. Så det er de facto ikke et problem for os,” siger Pia Hammershøy Splittorp, der er pressechef i Arriva, til BT.

Vi har aldrig oplevet nogen uheld eller ulykker, som kunne relateres til en fastende chauffør.

Hun fortæller, at man internt i Arriva løser ramadanen ved at muslimske chauffører bytter vagter eller tager ferie i hjemlandet.
Venstre-folk tager afstand

Udmeldingen fra Inger Støjberg møder offentligt modstand fra et medlem af Venstres folketingsgruppe. På Facebook efterspørger finansordfører Jacob Jensen (V), at Inger Støjbergs bekymringer underbygges af fakta.

”Tror vist det er noget med at påpege et teoretisk problem, som tilsyneladende er ikke-eksisterende, i hvert fald hvis man skal tro Arriva, hvor ca halvdelen af buschaufførerne er muslimer. Her finder man praktiske løsninger blandt medarbejderne uden politisk indblanding,” skriver han i opdateringen, og slutter med en opfordring om, at politikerne løser ”de virkelige problemer først...”.

Venstres gruppeformand Karen Ellemann forsøger at nedtone uenigheden.

”Det er jo en kendt sag, at Inger Støjbergs måde at tale om tingene på kan være meget skarpvinklet, og derfor er jeg ikke overrasket over, at der er visse af mine partifæller, som så reagerer,” siger hun til DR, hvor hun beskylder medierne for at overfortolke Støjbergs budskab.

”Jeg synes, at det er vigtigt lige at kigge på substansen i, hvad der bliver sagt, og der tror jeg, at der måske er nogle journalister, der lægger mere i det, end der reelt er,” siger hun og henholder sig til, at Inger Støjberg ikke foreslår nogen lovgivning på området.

Stiller spørgsmål til ministre

Det er ikke kun internt i Venstre, at udmeldingen fra Inger Støjberg vækker forundring. Også Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye ønsker svar på, hvad Inger Støjberg baserer hendes bekymring på.

”Jeg synes at Inger Støjbergs indlæg er problematisk. Enten er der jo en hel masse passager og patienter, som lige nu skal være bange, og så er det altså alt, alt for slattent bare at opfordre til at folk holder ferie. Derfor har jeg nu spurgt de ansvarlige ministre, om de kan dokumentere det her," siger Mattias Tesfaye til Netavisen Pio.

”Jeg håber, at svarene kan bekræfte, at det her ikke er noget problem og hvis det gør det, så synes jeg, at Inger Støjberg vil stå tilbage med et forklaringsproblem, når hun skriver den slags.”

Mattias Tesfaye har stillet tre såkaldte paragraf 20-spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen, sundhedsminister Ellen Trane Nørby, beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og til udlændingeminister Inger Støjberg, om de kan dokumentere, at muslimer, der faster under ramadanen, skulle udgøre et problem.

Ramadanen startede i år 16. maj og slutter den 14. juni med den traditionelle Eid-fest.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet