Annonce

Instagram må ikke erstatte Folketinget

Når politiske krav om individuelle løsninger på samfundsproblemer vokser, så risikerer det at smadre vores folkestyre og sundhed.
”Vi skal starte med os selv”. Det var ordene der kom ud af munden på Alternativets leder Uffe Elbæk, da han i Deadline på DR2 (30.10) i slutningen af oktober kommenterede de sidste måneders heftige sager, med partifæller der ikke har levet op til den moral i privatlivet de forsøger at pådutte andre.

Man kan stå på sidelinjen og grine af det. Gøre nar af kluntet politisk håndtering eller et tykt hykleri. Men der er ingen grund til at grine – tværtimod. De sidste møgsager fra Alternativet er nemlig blot endnu et eksempel på en farlig tendens, som kan ende med at smadre vores folkestyre og os selv. Ikke mindst for min generation.

Vi er nemlig stille og roligt i gang med at erstatte politiske løsninger med individuelle løsninger. Stemmeboksen med spejlbilledet. Folketinget med Instagram.

Kampen om spejlbilledet

Vores tid fortæller os at vi skal være vores eget projekt og udstillingsvindue. Instagram-kulturen får flere og flere til at flashe alle hverdagens små og store personlige valg. Dit valg af tøj, mad, oplevelser og partner fortæller hvem du er, og hvilke principper du lever dit liv efter. Du bliver din egen fortælling, og dit ønske om skabe politisk forandring i det omkringliggende samfund skal kunne koncentreres ind til et spejlbillede.

Du bliver din egen fortælling, og dit ønske om skabe politisk forandring i det omkringliggende samfund skal kunne koncentreres ind til et spejlbillede

Selvom du er en del af et klart identitetsfællesskab på sociale medier, hvor ligesindede forsøger at skabe præcis det samme spejlbillede som dig selv i kampen for en bestemt politisk udvikling, så er du først og fremmest alene. Din kamp på Facebook, Instagram og Youtube er og bliver et soloprojekt.

Selvfølgelig skyldes udviklingen først og fremmest teknologi-revolutionen og den generelle individualisering i vores tid, men en voksende del af det politiske system skubber også bagpå. Når Alternativet opfordrer alle Facebook-brugere til at deltage i ”Klimaudfordringen”, hvor formålet er at se om vi individuelt kan halvere vores klimaaftryk på jordkloden i løbet af en måned, så er det at efterspørge glansbilleder af individuelle fortællinger før politiske løsninger.

Eller når et bredt politisk flertal på Christiansborg indfører borgerforslag i Folketinget, så er det endnu et skridt i retning af det individuelle disruption-demokrati, hvor vi alle sammen ender med at blive vores egne små solo-partier, der sidder hjemme bag skærmen og bruger os selv i kampen for en politisk sag.

Skader den enkelte og folkestyret

Konsekvenserne er bekymrende. Først og fremmest skader det vores psykiske helbred. Min generation har danmarksrekord i stress, angst og depression. Tusindvis af unge har ondt i maven hver eneste dag, får ødelagt deres livskvalitet og mister derfor fodfæste i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i privatlivet.

Min oplevelse er, at rigtig mange ikke føler at de kan leve op til kravet om at skabe deres egen unikke individuelle fortælling, og eksponere den for hele det digitale samfund på de sociale medier. At de ikke har kræfter til hele tiden at bekræfte deres deltagelse i et bestemt identitetsfællesskab, ved at bruge alle deres individuelle handlinger og valg som våben i en politisk kamp.

Men konsekvenserne går også videre end det, og kan på sigt skade vores folkestyre. Hvis vi fortsætter med lægge ansvaret for løsningerne på politiske problemer over på det enkelte menneskes skuldre, så trækker vi luft ud af de politiske løsninger. Så ender vi med at skabe et Instagram-folkestyre, hvor det er mere interessant at holde øje med hvad for noget mad de andre putter i munden på caféen, end det er at interessere sig for, hvad der foregår i folketingssalen. Hvor vi i højere grad bilder os selv og hinanden ind, at vi individuelt kan gøre en lige så stor forskel, som vi kan gennem det repræsentative demokrati i Folketinget.

Vi må aldrig erstatte politiske løsninger med individuelle løsninger.

Politiske løsninger frem for individuelle løsninger.

Vi må aldrig erstatte politiske løsninger med individuelle løsninger. Vi må aldrig erstatte stemmeboksen med spejlbillet. Og vi må aldrig erstatte Folketinget med Instagram. Verden er blevet et bedre sted at være, ved at mennesker er gået sammen i forpligtende fællesskaber på tværs af individuelle identiteter, og har ændret ved strukturer i samfundet. Og det har været bedøvende lige meget hvad for noget tøj de har haft på eller hvad de spiste imens. Lad os holde fast i det!

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet