Integration: Opdelte skoler truer sammenhængskraften

Elevsammensætningen i landets udsatte boligområder er pilskæv og udsatte skoler oplever faldende elevtal og dræn af ressourcer, når de stærkeste flytter væk. Alarmerende, mener S-ordfører.
En ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder er dyster læsning.

Rapporten viser, at nogle af de børn, der har mest brug for fællesskabet og fagligheden på en stærk skole, går på de mest udfordrede skoler.

Elevsammensætningen er pilskæv og udsatte skoler oplever faldende elevtal og et dræn af ressourcer, når de stærkeste elever flytter væk, fordi skolen har fået et dårligt ry.

Den negative spiral, polariseringen af vores skoler og opdelingen i vores boligområder, truer ikke bare med at ramme de børn, der vokser op i de mest udfordrede områder, men også selve sammenhængskraften i et samfund, hvor vi er afhængige af forståelse på tværs og tillid mellem forskellige sociale, kulturelle og etniske grupper.

Rapporten dokumenterer, at 36 procent af børnene fra udsatte boligområder, går på en skole, hvor mere end 60 procent af eleverne kommer fra dårligt stillede hjem, når man måler på forældrenes indkomst, uddannelse og beskæftigelse.

Desværre ikke overraskende

Hvis man ser på den samlede elevgruppe, så går kun to procent af alle elever i en skole med en tilsvarende høj koncentration af børn fra socialt dårligt stillede hjem.

Ressourcestærke forældre fravælger i høj grad skolerne

Sat på spidsen betyder det, at eleverne fra de udsatte boligområder koncentreres på de skoler, hvor opgaven er sværest at løse.

Det er næppe overraskende, og udviklingen ser kun ud til at gå én vej.

Ressourcestærke forældre fravælger i høj grad skolerne, der ligger omkring eller i de udsatte boligområder, og søger mod fri- og privatskolerne eller flytter deres børn til andre folkeskoler.

Koster på tilliden og forståelsen mellem samfundsgrupper

Men selvom det ikke er overraskende, så er det ikke mindre alarmerende.

Det rammer de elever fra udsatte boligområder, der kommer i en klasse, hvor opgaven er langt sværere at løfte, fordi der er mange børn fra en broget social baggrund.

Og det koster på tilliden og forståelsen mellem forskellige sociale, etniske og kulturelle grupper i samfundet, og dermed udfordrer det sammenhængskraften og opbakningen til vores fælles velfærdssamfund.

Vi skal have skoler, hvor børn af ufaglærte, børn af direktører, børn af førtidspensionister og lektorer møder børn af indvandrede forældre.

Behov for handling

Skolen skal ikke blot lære os at læse og regne men også klæde os på til at leve i et samfund, hvor alle ikke ligner os selv, og det er unægtelig meget sværere, hvis ikke skolerne er blandede.

Derfor er der brug for politisk handling.

Det vil være godt for den enkelte elev og faktisk også vores samlede økonomiske styrke

Fra Christiansborgs side er vi nødt til at diskutere udfordringerne med den stadig stigende polarisering. På lang sigt skal vi skabe mere blandede boligområder som regeringen allerede har foreslået.

Hvis vi kan vende udviklingen vil det ikke blot øge sammenhængskraften mellem mennesker, det vil være godt for den enkelte elev og faktisk også vores samlede økonomiske styrke i landet.

Det viser rapporter som eksempelvis Krakas undersøgelse fra 2018, hvor det fremhæves at den økonomiske gevinst ved en helt socialt ligelig (det vil sige blandet) elevsammensætning løber op i 11 milliarder kroner.

Status quo er ingen løsning

Derfor skal vi også give kommunerne bedre redskaber til at sikre en blandet elevsammensætning på alle byens skoler.

Hvis vi ingenting gør, vil polariseringen tage til og både elever og samfundet vil tabe. Ingen ønsker at placere deres børn på en skole, hvor elevsammensætningen er blevet for skæv og opgaverne vokset skolen over hovedet.

Men hvis vi tager et fælles politisk ansvar for at sikre blandede elevgrupper på skolerne, får de alle bedre chancer for at løfte opgaven og lykkes.

Jens Joel er folketingsmedlem og børne- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet.


placeholder

Kommentarer

Den kedelige sandhed er jo, at danskere helst vil være sammen med andre danskere, der ligner dem selv, og at muslimer helst vil det samme. Måske skal vi bare ikke leve sammen i det omfang, vi gør i dag? Der er jo allerede mindst 53 erklærede muslimske stater i verden, og hvis bare man startede med at hjemsende alle de kriminelle, og alle der ikke forsørger sig selv, så ville omfanget af de nævnte problemer allerede være betydeligt og mærkbart mindre, men det vil man jo ikke. Man vil stadig give dem falsk indfødsret på årlige lovforslag, eller "advarsel om udvisning" efter voldtægter og røverier. Man vil stadig forære dem integrationsydelser, hjemrejseydelser, kontanthjælp, børnepenge, førtidspension, SU og boligsikring. Man vil stadig give dem offentlige tilskud til "kulturhuse" (læs; moskeer) og private islamistiske Koranshariaskoler. Man vil stadig give dem arabiske og somaliske tolke, så de slipper for at lære dansk. Der skal naturligvis stadig være forbehold for opholdstilladelser til muslimer, der klarer sig godt i Danmark - desværre udgør disse undtagelsen, og ikke reglen. Alle de øvrige skal have et frit valg i mellem verdens 53 erklærede muslimske lande.

Annonce