Jeg bevæger mig ind i Glenn Bechs labyrint, og føler mig ret hurtigt fanget af et årti, der befandt sig før forfatterens fødsel. Det er det med den psykoanalytiske synsvinkel, og det der med, at alt er politiseret og at det offentlige er et rum, hvor alle markører kan afkodes af jeg-fortælleren.

Det er knækprosa, ligesom gammelt tøj også er et æstetisk signal, simpelthen fordi det skønne aldrig er skønt, i sig selv, men altid en del af det intersektionelle spil om magten. Fordi det at melde sig ud, også kan forstås som at melde sig ind.

Det er Glenn Bechs nye bog, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, som jeg sidder med i hånden. Det er et manifest, står der. Men det er også et prosadigt, og et personligt vidnesbyrd. Desforuden er det også en analyse. Det er psykologi, og det er vrede, skuffelse, bitterhed, klassekamp, identitetskampe og alt muligt andet.

Uden navigation

Det er svært at navigere, derinde i den labyrint. Der er så meget, der er forkert derinde. Det er samtidig selvmodsigende. Hele tiden taler den undertrykte Glenn om, at alle andre undertrykte ikke må gå i kødet på hinanden, men samtidig går han selv i kødet på “de andre” konstant. Han pakker det blot ind i psykologi.

Han skriver, at når bøssen normaliserer sig, så tilpasser han sig, og bliver dermed falsk. Han påstår, at borgerbøssen køber ind på normernes privilegier, når han klipper sit hår og optræder på TV.

Når Glenn Bech inviteres som den eneste bøsse til fest, så bliver hans internaliserede had aktiveret. Kommer der også en anden bøsse til festen, så bliver det akavet.

Det er kompliceret. Det er helt evident. Men det er også ubearbejdet vrede, om han vil vedkende sig det, eller ej.  

Makrelmadder og populisme

Jeg læser, at klassetilhørsforholdet betyder noget. Det kan jeg godt selv mærke. Jeg læser, at han blev mobbet. Det kan jeg godt selv nikke genkendende til. Jeg læser, at han føler sig ekskluderet, og det synes jeg også, at jeg gør.

Men hvad er det så Glenn Bech gør i sit manifest? Han forsøger at aktivere en form for revolution. Han forsøger at beskrive hele skidtet i samfundet, som værende et udtryk for falsk bevidsthed. Makrelmadder er populisme, queer og nonbinær identitet kan være former for populisme.

Alle vil have del i magten, og flertallet skyer ingen midler. Han mener sig i stand til at skelne mellem “de ægte”, og så dem, der bare udnytter de populære kategorier: arbejderklassen, de seksuelle minoriteter.  

Stort set alle er forkerte på den. Stort set alle hader på den forkerte facon, ifølge Glenn Bech. Og alligevel er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hans bog vil blive rost til skyerne. At den vil blive knuselsket, og at han vil blive beundret for modet, for klarsynet og for selvudleveringen.

Ingen vil, som jeg gør det her, anklage ham for at være fordømmende, og for at være blind, når det gælder den smerte, han så gerne vil til livs. Ingen vil formodentlig problematisere, at han faktuelt kritiserer andre homoseksuelle og seksuelle minoriteter, for ikke at “udleve” deres kønsidentiteter sådan, som det korrekte, revolutionære diktum afkræver det.

Og lige præcis i den forstand er det lige dele 70’er-protest, med dette årtis stereotype kritik af normsamfundet, og lige dele krænkelses-bekendelses-litterær diskurslitteratur, der falder så fint i hak med samtiden.

Sammenfald af Identitetspolitik og klassekamp

Det er sammenblandingen af identitetspolitik og klassekamp, dvs. økonomisk uretfærdighed, der skaber denne kognitive dissonans. På en og samme tid er indignationen som udsat konstant yderligere i skudlinjen hos Glenn Bech, fordi “privilegierne” hele tiden skygger for hans empati.

Det er som om, at Glenn Bech ikke kan forstå menneskelige lidelser og udstødelse, med mindre disse er tilpasset hans kritik af, og syn på normsamfundet. Med mindre at hans egne kampe er de andres krise iboende.

Derfor er læsningen en skuffelse for mig. Jeg har gennem hele livet hadet det normsamfund, der har ekskluderet mig og så uendeligt mange andre. Jeg har gennem hele livet raset over sorgen og smerten, de mange nederlag og den sociale uretfærdighed, som de selvfede i normsamfundet tilsyneladende accepterer, og måske oven i købet tilskynder og opfordrer til.

Men jeg er også blevet ældre. Jeg kan godt anerkende, og godt gennemskue, er ingen, som sådan, er repræsentanter for dette normsamfund. At så mange udsættes, og at det er umuligt at rangordne grundene. At samfundet pr. definition er uretfærdigt, og ulideligt, men at “de gode” og de forstående findes overalt, skjult som normale.

Det er det, der bekymrer mig i Glenn Bechs manifest. Det er så forvirrende, fordi han indigneret skyder med spredehagl, og næsten eksplicit kalder det for psykologi, samtidig med at “dommeren”, dvs. ham og andre, der har ret til at føle sig ekskluderede, til enhver tid kan dømme folk inde eller ude, efter forgodtbefindende.

Når den indigneret bestemmer, hvem der skal være med i revolutionen

Ikke et dialogskrift

Jeg ynker Glenn Bech, og vil så inderligt gerne alliere mig med ham. Fordi jeg kender til nogle af de erfaringer, som han har måtte lide under. Men ikke alle sammen, ligesom han ikke vil kunne identificere sig med alle de negative erfaringer, som jeg selv har haft.

Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke anskue identiteterne derude så firkantet. Jeg kan ikke blande “samfundsstrukturerne” og “identiteterne” så umiskendeligt sammen, uden at blive i tvivl om jeg selv har ret til sådan at være overdommer uden et regelsæt, der er til forstå for andre.

Og derfor ved jeg også godt, at det slet ikke nytter noget at skrive sådan om Glenn Bechs manifest. Psykologisk kan det altid affærdiges med “privilegieblindhed”, misundelse, strukturel selvfedme og meget, meget andet. I hvert fald sådan som Glenn Bech skriver om sin position som psykolog og forfatter. Som dommer.

Alligevel står jeg fast ved, at respekten for andre mennesker, mere diversitet og et opgør med et for stivnet normsamfund, er noget som jeg deler med forfatteren.

Manifestet er ikke et dialogskrift. Det står ikke til diskussion. Og derfor er det som det nu engang er: et udbrud, som jeg forestiller mig, at mange vil kunne lide, men ingen vil blive klogere af.

Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Et manifest. 329 sider. Gyldendal, 2022.