Annonce

Intet behov for ungekvoter

Anna Sophia Hermansens forslag om at indføre kvoter for antallet af unge folketingsmedlemmer afslører en grundlæggende uvidenhed om politik og demokrati.
Det siger mest om Anna Sophia Hermansens fordomme, når hun har en forventning om, at det at være ung politiker indebærer, at man skal være revolutionær og lidt naivt drømmende. Og når de unge politikere så ikke lever op hendes fordomme, ja, så er det også et problem.

I forlængelse af mit indlæg fra forrige uge om de talentløse midaldrende politikere, der er blevet overhalet af mere ambitiøse og dygtigere yngre, dukkede Berlingske-blogger Anna Sophia Hermansen op med et indlæg, som for gud ved hvilken gang problematiserede, at man i dette land - indtil for nyligt - havde to ministre, der endnu ikke var fyldt 30.

Anledningen var en artikel i Politiken med fire forskellige formænd fra politiske ungdomsorganisationer (okay, tre nuværende formænd og en tidligere), der åbenbart ikke sagde noget interessant:
”Måske havde man forventet, at de tænkte sprælske tanker og bar kimen til revolution eller forandring, men nej. De fire formænd var ikke til at skelne fra de politiske ejendomsmægler-typer, der er så mange af på Christiansborg; de var bare yngre.”.
Det bringer hende senere frem til en ret drastisk konklusion, nemlig at indføre kvoter:
”Partierne kunne, hvis de vil sikre deres overlevelse og berettigelse, overveje at indføre en kvote for, hvor mange ungdomspolitikere de skriver på valgsedlen. I erkendelse af, at vælgerne er trætte af “børnebander” og erfaringsløse politikere, der er håbløst uegnet til at varetage andet i livet end at spille magtbingo på Rådhuset eller Christiansborg. 15 % under 35 år kunne være et bud.”
Hermansens blogindlæg afslører måske mere end noget andet en graverende mangel på forståelse for, hvordan dansk politik hænger sammen. Her kunne man måske starte med at afsløre at ingen af formændene fra de politiske ungdomsorganisationer er medlemmer af Folketinget.

Og i modsætning til Hermansen, der selv kan bestemme om hun vil mene det ene eller det andet eller om hun overhovedet vil mene noget, så er de ikke frie agenter, der selv kan bestemmer, hvad de nu skal mene om dette og hint. De er i spidsen for organisationer med medlemmer, der forventer, at formændene fremfører den politik, der nu engang er vedtaget. Og at de holdninger ligger tæt op af moderpartiet, det kan vist kun undre folk, der aldrig har beskæftiget sig andet end overfladisk med politik.

Endelig så kunne det være, at denne påståede træthed med unge politikere, var noget, der alene fandtes i hovedet på en flok kommentatorer og andre med en politisk dagsorden. Vælgerne blev ved sidste valg stillet over for at sammensætte det nuværende Folketing - og rigtig mange af dem valgte at sætte kryds ved unge kandidater.

To, så afslører Hermansens kvote-forslag en grundlæggende mangel på viden om demokratiske partier, hvor opstillingen af kandidater sker i lokale kredse, og ikke bare sker ved at partiformanden ringer til en mulig kandidat, fordi vedkommende er hans søster, har optrådt i Vild Med Dans eller har skrevet blogindlæg på b.dk.

Det siger mest om Anna Sophia Hermansens fordomme, når hun har en forventning om, at det at være ung politiker indebærer, at man skal være revolutionær og lidt naivt drømmende. Og når de unge politikere så ikke lever op hendes fordomme, ja, så er det også et problem.

Endelig så kunne det være, at denne påståede træthed med unge politikere, var noget, der alene fandtes i hovedet på en flok kommentatorer og andre med en politisk dagsorden. Vælgerne blev ved sidste valg stillet over for at sammensætte det nuværende Folketing - og rigtig mange af dem valgte at sætte kryds ved unge kandidater. Eksempelvis fik den på det tidspunkt 27-årige Johanne Schmidt-Nielsen godt 47.000 personlige stemmer. Det gjorde hende til den politiker, der - efter Lars Løkke Rasmussen - fik det højeste stemmetal.

Så måske skulle man blot lade vælgerne bestemme?


Flere artikler om emnet

Annonce